Angst æder ildsjæle op

I 1974 skabte Rainer Werner Fassbinder filmen ”Angst essen Seele auf” (Angst æder sjæle op). Den handler om en kulturelt forbudt kærlighed mellem to meget forskellige mennesker, hvor deres omverden mildest talt ikke billiger deres forhold på grund af angsten for det fremmede.

Jeg blev præsenteret for filmen i tyskundervisningen for mange år siden, men titlen har jeg ofte tænkt på, når jeg og mennesker omkring mig har været optagede af at ændre bare en lille smule af verden til det bedre. Jeg har endda ofte haft det som en arbejdsopgave, at skulle lave om på tingene, fordi de ikke fungerede.

Status quo er go’

Alligevel har de kræfter, der ønskede ændringen, været de største modstandere af forandringer. Og som jeg ofte citerer, så står der ”altdominerende kræfter bag status quo”. Det har ofte været en stemning af: ”Ja, tingene fungerer ikke nu, men det er alle andre, der skal ændre sig”. Hvis alle deler den tilgang, så er der en særdeles frustrerende og forholdsvis umulig opgave at gøre en forskel.

Når jeg taler med ildsjæle (og det er mange), udtrykker de ofte det samme paradoks. Man vil ændringen, men ikke ændre sig. Det ekstra frustrerende er, at det ikke handler om at finde logiske argumenter, passioneret energi eller opbakning fra andre. For det handler om noget helt andet, nemlig angst.

Angst for, at tingene bliver uoverskuelige. Angst for, at man ikke kan vide det præcise resultat på forhånd. Angst for, at man vil blive bebrejdet for en eventuel fiasko.

Den professionelle angst

Angst er en særdeles almindelig følelse for os alle sammen, og den spiller en stor rolle i vores hverdag. Det er ganske forståeligt. Men det kan alligevel forbavse mig, hvor ofte den tager over i professionel sammenhæng.

Det gør mig ondt, fordi det helt sikkert og ganske vist slukker mange ildsjæle rundt omkring. Folk der prøver at gøre en forskel, som bliver mødt med intet andet end skepsis, der tager et skjult udgangspunkt i, at personen, systemet, organisationen har angst og lader sig styre af den. Det dræner, og man kaster sine kræfter et andet sted hen – eller mister dem.

Haters = Motivators

Så hvad gør man? Man kan selvfølgelig bruge sine kræfter andetsteds, men hvis man nu netop brænder for at gøre denne bestemte forskel, har jeg i stedet valgt noget andet. Sportsfirmet Nike har lavet en T-shirt hvor ovenstående overskrift er skrevet med meget store bogstaver. Jeg købte den efter tre sekunders overvejelse.

For jeg har fundet ud af, at jeg finder styrke i at tage kampen op. Det kan godt være, at angsten dræner mig, men den skal ikke have lov at vinde. Det er også en skam for personerne, der netop er styrede af angsten, så hvis jeg også kan vise dem, at der er en anden vej, har jeg også hjulpet dem undervejs.

Det handler om at finde andre veje. Finde nye allierede, uventede hjælpere og prøve igen. Mest af alt handler det om angstens modsætning: Mod.
Det var ikke de angste, der startede reformationen, opdagede Amerika eller hjalp den ældre dame over vejen. Og når du bruger dit mod, bliver du en af dem.

God fornøjelse

Skriv en kommentar