Anmeldelse af bogen “Fucking Flink”

I Time Magazine læste jeg i 2008 en artikel om en dansk ildsjæl, nemlig Søren Termansen fra Samsø, der har været pioneren i forhold til at få hele øen til at bruge vedvarende energi. I artiklen blev han blandt andet citeret for at sige: ”Tænk lokalt, handl lokalt og så kommer resten nok af sig selv”.

Her to år senere har den kreative strateg og forfatter, Lars AP, skrevet en opsang til alle os danskere om, at vi skal til at være verdens flinkeste folk – udover at være verdens lykkeligste folk. Vi skal ikke bare være flinke, men fuckling flinke.

At være fucking flink er at tilføre hverdagen en krummelure. At give en rutinepræget social udveksling en teskefuld wow…

…skriver han begejstret i starten af bogen.  Og der er god grund til at være begejstret for den fucking flinke sag, for vi har brug for den. Du har sikkert også selv lagt mærke til, at vi efterhånden respekterer hinandens privatliv så meget, at vi på ingen måde tør indlede kontakt med hinanden i bussen,  på gaden, i venteværelset osv. Når vi ikke tør henvende os, så kan vi heller ikke være flinke og da slet ikke fucking flinke.

Inspirende opsang

I bogen kommer Lars AP ind på årsagerne til vores mangel på flinkhed.  Han begrunder, hvorfor vi skal være fucking flinke, og så giver han en stribe af eksempler og gode råd til, hvordan vi bliver fucking flinke.

Det er ganske vist en opsang til vores medmenneskelighed og hjælpsomhed – både overfor dem, vi skåler med, og dem vi ikke skåler med. Men det føles ikke som en opsang. Det føles som om, at de tanker vi helt sikkert alle har haft af og til endelig er blevet til ord og gode råd.

Som læser vender man siderne i en begejstringsrus af inspiration, og selvom jeg læste den i ét stræk i sengen inden sovetid, var jeg lige ved at stå op af sengen, lave nogle kander te for at gå ud på de kolde gader og dele ud af den. Bare ved at læse den, følte jeg mig allerede fucking flink.

Manden har jo ret!

Men ingen forvandling uden handling, som der skrives i slutningen af bogen. Og det er der, Søren Termansens citat bliver relevant. Du kan nemlig blive fucking flink alle de steder, du befinder dig. Der skal nemlig så ufatteligt lidt til for at give et smil, lidt varme og overskud til et andet menneske, så det er bare med at komme i gang.

Jeg har i øvrigt også selv tænkt tanken, da jeg stiftede Facebookgruppen ”Overskudshandlinger”, hvor glade mennesker deler ud af oplevelser, hvor de eller andre gav lidt af deres menneskelige overskud og i samme øjeblik følte, at de selv fik mere overskud.

Reklamen du skal være med i

Fucking Flink er en “reklamebog” skrevet af en mand, der ved, hvad det vil sige at lave reklamer. Lars AP har blandt andet skrevet ”Polle fra Snave”-reklamerne. Her skal relame forstås entydigt positivt. For i forhold til at være fucking flink er reklame lige præcis, hvad vi har brug for. Stilen i bogen er humoristisk, inspirerende og lige til at gå til. Ganske som de reklamer, der gør det værd at have siddet gennem en halv times nyhedsudsendelse om død, ødelæggelse og dårligt vejr.

Du kan følge med i Lars APs projekt på www.fuckingflink.dk  og hans Facebookside. Det er nemlig ikke kun en bog, men en bevægelse, og en fucking god én af slagsen.

Bogen kan købes stort set overalt, og måske får du den af en fremmed på gaden, for den flinke mand opfordrer til, at man giver den videre efter læsningen, som i øvrigt tager et par timer.

Jeg gav 130 kr. for mit eksemplar i min lokale bogpusher og giver snart væk til min søde kassedame. For nu er jeg nemlig også fucking flink :-)

Skriv en kommentar