Derfor skal vi ikke bare holde ud

Mange af de udsatte unge, jeg har arbejdet med de seneste år bruger ofte udtrykket: ”Hold ud!” Jeg har ikke spurgt ind til brugen af det, men jeg går ud fra, at de to ord betyder noget i retningen af: ”Find styrke til at komme igennem det, du oplever lige nu”.

For nogle blev det brugt så ofte, at det nærmest erstattede de to andre ord: ”Vi ses”. Det blev en normal måde at sige farvel på, for normalen hos dem er desværre, at man har brug for viljestyrke til at tackle dagligdagen.

Hverdagen og viljestyrken

Men det er de bestemt ikke alene om. Jeg oplever rigtig mange, der har brug for viljestyrke til at komme igennem hverdagen. Det kan være, at arbejdet, forholdet, indre kampe, relationer til venner og familie er så krævende, at vi skal anstrenge os bare for at være i det.

Jeg har selv prøvet at arbejde et andet sted, hvor jeg arbejdede lige nøjagtigt hårdt nok til ikke at blive fyret. Bare det at lave en kop te kunne jeg få til at vare omkring et kvarter, for så skulle jeg ikke arbejde i det kvarter – og dermed kæmpe med min viljestyrke.

Radiser og chokolade

For det slider på os at bruge viljestyrken. Det fandt psykologen Roy Baumeister ud af, da han i 1996 lavede en række eksperimenter. Han ville teste, hvad det betyder for os at bruge viljestyrken. Sammen med sine kolleger indkaldte han nogle uvidende studerende til et forsøg. De havde fået at vide, at de ikke måtte spise noget tre timer inden forsøget.

Da de ankom, kom de ind i et rum, hvor der duftede af nybagte chokoladekager. Der var skåle med hhv. chokoladekager og radisser på bordet. Halvdelen af forsøgspersonerne måtte gerne spise af kagerne, mens den anden halvdel kun måtte spise radiser. De måtte gerne dufte til kagerne, og de gjorde de bestemt også.

Efter at have siddet der i noget tid fik forsøgspersonerne en række opgaver, de skulle løse. De havde fået at vide, at det handlede om noget helt andet. Udfordringen med opgaverne var, at de var uløselige. Konklusionen var klar: De, der havde fået lov til at spise chokoladekager i ventetiden, blev ved med at prøve i langt længere tid end radisse-spiserne. De sidstnævnte havde ganske enkelt opbrugt deres viljestyrke, og kunne derfor ikke koncentrere sig og fokusere på opgaven.

Den onde cirkel

Hvis vi så forlader Baumeisters eksperiment og ser på vores hverdag igen, er det let at forstå, hvorfor det er hårdt at være på slankekur, mangle motivation på jobbet, opleve udfordringer i privatlivet eller andet, der kræver vores viljestyrke.

For udover at det er hårdt i sig selv at ”holde ud”, så går det også ud over resten af tilværelsen, når viljestyrken er slidt. Det bliver en ond cirkel, for når vi ikke kan få tingene til at fungere, kræver det endnu mere viljestyrke at komme ud af situationen, og det kan vi jo ikke, når viljestyrkens kraft allerede er på et nulpunkt.

Du skal gøre NOGET

Men hvordan kommer vi så ud af den onde cirkel? Som Johannes Møllehave har sagt, er det ikke nok, at hjertet banker – det skal også banke for noget eller nogen. Og når vi bare holder ud, er det fordi hjertet ikke banker for det, vi laver. Det behøver ikke at betyde, at du skal sige op, blive skilt, flytte til Langtbortistan eller udnytte andre radikale muligheder.

Det betyder, at du skal gøre NOGET. Du skal først og fremmest indse, at du fortjener mere end at holde ud, og så skal du finde ud af, hvad dit hjerte banker for – eller hvem. Du kan fx stille dig selv spørgsmålene:

–          Hvad vil jeg gerne give til andre?

–          Hvad betød meget for mig, da jeg var barn eller ung?

–          Hvilke små skridt kan jeg tage for at komme i den retning, jeg vil?

–          Hvem kan hjælpe mig?

Til sidst vil jeg lige sige, at det selvfølgelig ikke er et større problem, hvis du i kortere perioder skal bruge din viljestyrke – vi har den jo af en grund. Men hvis hverdagen går ud på bare at holde ud, så er det tid til at gøre noget ved det.

Og hvis jeg skal vende tilbage til de unge, jeg har arbejdet med. Så er det tydeligt, at deres liv tager en fantastisk drejning, når de netop begynder at få det perspektiv, at de skal brænde for noget – eller tænde ildsjælen om man vil.

 

Skriv en kommentar