Du er så smart, at du gør mig svag

I Homers klassiske mesterværk Odysséen, vil helten Odysseus gerne høre de smukke sireners sang, mens hans sejler forbi dem i skibet på vej hjem fra krigen i Troja. Men det er farligt, for sirenerne lokker søfolk ind på undersøiske skær, så de forliser og dør. Hvis homer havde levet i dag, var sirenerne nok erstattet af smartphones, for de gør det samme.

Odysseus var klar over fristelsernes fare, så han får sine folk til at stoppe ørerne med voks og binde ham til en pæl. På den måde kan de hverken høre sirenerne eller bossen, der kommer til at beordre dem om at blive frigjort, så han kan komme hen til sirenerne. Det er den eneste måde, han kan høre deres sang på uden at dø, og det lykkes.

Odysseus vidste, at fristelserne ville lede ham i fordærv, og han handlede på det. Det gør jeg hermed også. Jeg er dog ikke truet af sirenerne, men af en forbandet telefon, der skulle være smart, men på ingen måde er det.

Jeg skammer mig

Dråben fik bægeret til at flyde over i dag, da jeg sad på Bremen Teater og hørte Mads Langers fantastiske stemme. Det var en ufattelig smuk oplevelse, hvis det ikke lige var for alle de ”smarte” telefoner, der lyste op i mørket. Og de lyste oftest op med Facebooks blå farve.

Det var mig helt ufatteligt, at man kan sidde i så behagelige omgivelser og så prioritere at kigge ned i sin skærm, som også vil være der efter koncerten, der i øvrigt kun var tre sange som en del af integrationspriserne. Men jeg vendte min vrede om andre mod mig selv, for jeg er faktisk endnu værre.

Inden arrangementet havde jeg været til et møde i Odense, og turen frem og tilbage foregår flere steder med lovlige 130 kilometer i timen. Alligevel mente jeg, at jeg flere gange (læs: mange gange) kunne afse opmærksomhed mod telefonen, fordi det var vigtigt at tjekke mail og Facebook. Jeg skammer mig over det.

Jeg elsker min familie og mit liv generelt, men alligevel ville jeg risikere det hele for at kigge ned på en skærm. Hvad F….. er det for noget?! I USA har antallet af taste-ulykker nu oversteget antallet af alkoholrelaterede ulykker. Og jeg kan se på vejene, at jeg bestemt ikke er den eneste. Hvordan er det kommet så vidt?

Den teknologiske grøft mellem mennesker

Nogle restauranter er begyndt at tilbyde rabat på regningen, hvis man afleverer sin smarte telefon i garderoben. Den tager vi lige igen: Mennesker betaler gerne for at gå ud og nyde en sanselig oplevelse, men det skal så lige suppleres af at tjekke, hvad andre mennesker laver lige nu – eller om de har ”liket”, at man har uploadet et billede af forretten.

På legepladser ser jeg børn hige efter forældrenes opmærksomhed, som er rettet på de få tommer med indhold, der er vigtigere end deres egne børns trivsel.

Til arrangementer med venner går der sjældent mere end fem minutter før lokalet lyses op. Ikke af levende lys, men af lys fra de smarte telefoner. Jeg kan forstå det, når det er en social ting, hvor det bygger bro i samtalen, men oftest er det noget, der graver grøfter mellem os. Det er for en kort eller længere stund vigtigere at pleje relationerne med onlinefællesskaberne på bekostning af mennesker af kød og blod foran os.

Farvel til det sociale handicap

Vi kan ikke længere vente i køen, se ud af togets vinduer, sanse omgivelserne, tænke over livet eller bare vrikke tæerne i skoene. Medmindre der er en app til det. Til koncerter ser vi showet gennem telefonens kamera, så vi kan optage den og vise andre, at vi har været til koncert. Gu’ har vi ej! Vi kunne lige så godt være blevet hjemme og set youtubeklip.

Jeg elsker mobiltelefonen, men har fundet ud af, at jeg hader smartphonen – eller måske nærmere det, den gør ved mig. Den er en sirene, og hvis jeg skal holde mig fra den, skal jeg bindes til en pæl, mens folk omkring mig har voks i ørene, så de ikke kan slippe mig fri. Og det er dælme ikke smart!

Kys det nu, det satans liv

Jeg dømmer ikke andre. Jeg dømmer mig selv, og nu tager jeg konsekvensen. Den smarte telefon ødelægger nærværet, den ro tankerne har brug for, og så kunne den have slået mig ihjel flere gange i dag.

Nu finder jeg den gamle Nokia med muligheden for sms og opkald (og intet andet) frem. Jeg er ganske enkelt for svag til at have en smartphone og alt for glad for mit liv, som jeg glæder mig til at passe endnu bedre på og være mere til stede i.

Jeg går ikke tilbage til stenalderen. Jeg har et kamera, en mp3-afspiller, videokamera osv. Men nu vil jeg selv bestemme, hvornår jeg vil have mulighed for at bruge dem.

Jeg vil se, høre og opleve ting, når de sker i stedet for at starte med at finde telefonen frem, så jeg kan tage et billede, tænke over hvad titlen til det skal være på Facebook og endelig bekymre mig om, om folk synes godt om det – og gå glip af, hvad der egentligt skete.

Vi SES!

Kommentarer

Anette Ketler siger:
8. October, 2013 at 14:29

Hvor har du ret, Tommy. Og hvor er det forfriskende, at du har mod og vilje til at gå mod strømmen. Om jeg går tilbage til min gamle Nokia, ved jeg ikke, men dine ord vil få mig til at tænke mig om, inden jeg næste gang vil ‘dokumentere’ min virkelighed, i stedet for at opleve den.

Jacob Lemming siger:
8. October, 2013 at 20:28

Hej Tommy

Super indlæg med fin parallel til den fremragende historie af Homer: Odysseen. Jeg er død og pine nødt til at have smartphone med kalender der er synkroniseret med min hustru. Ellers ville det være umuligt for en tidligere hjerneskader at klare et job som hf lærer i matematik på fuld tid med to knægte på 5 og 8 og verdens dejligste hustru!
Jeg sad dog netop i toget i dg og snakkede med en kollega om hvordan de fleste af os hele tiden “forsvinder” ind i smartphone verdenen istedet for at være tilstede når vi er sammen med andre. Ny teknologi er svært at administrere…. Vores børnebørn vil sikkert le ad, hvor tåbelige deres bedsteforældre og måske også forældre var med at bruge mobiltelefonen, facebook osv.

Held og lykke i rollen som “farmand” Tommy
Bedste hilsner
Jacob Lemming

mogens grejsen siger:
11. October, 2013 at 12:56

kloge betragtninger sat i et historisk perspektiv

Skriv en kommentar