En verden indenfor – om bogen ”Fangekoret” af Daniel Øhrstrøm

Hvis du kigger forbi min blog i ny og næ, vil du vide, at jeg har en særlig interesse for Fangekoret i Vridsløselille.

Derfor kastede jeg mig med stor iver over Daniel Øhrsrøms nye bog ”Fangekoret”, der er udgivet på Kristeligt Dagblads Forlag. Og lad konklusionen være klar: Jeg vil anbefale dig at gøre det samme.

Debatten om resocialisering raser for tiden, og i de flestes tilfælde kører den efter min mening helt, helt ud på et ligegyldigt sidespor, hvor virkeligheden er en glemt størrelse. Det afspejler mit fokus i denne anbefaling af bogen. Jeg vil ønske for alle med interesse for området, at de bruger de par timer, det tager at læse bogen, for den handler om meget mere end nogle fanger, der synger i et kor.

Min primære interesser er selvfølgelig ildsjæle, og i den forbindelse vil det være oplagt at lægge meget fokus på korleder, skæbneengel og fangekors-mor, Louise Adrian, men det har jeg dels gjort før, og så synes jeg også, at kormedlemmerne fortjener fokus, for uden dem var de sjovt nok heller ikke noget kor.

Tillid: En risikofyldt forud-ydelse

Bogens struktur minder på mange måder om den klassiske roadmovie, hvor vi som seere følger en broget floks handlinger og gennem øjebliksbilleder får et dybere indblik i deres karakter. Forfatteren er bogstaveligt talt taget på tur med Fangekoret til deres koncerter rundt i danske kirker. Det er især gennem samtaler på vejen, korsangernes historier kommer frem.

De tragiske skæbner, der leder frem til de handlinger, som gør, at korsangerne nu sidder i fængsel, bliver fortalt af hovedpersonerne selv. Som journalist kunne Daniel Øhrstrøm gøre brug af aktindsigter, avisartikler, ofrenes og pårørendes beretninger og på den måde været kommet frem med et helhedsbillede. Men det gør han ikke, og det virker.

Det handler om tillid. Et begreb, som den tyske sociolog Niklas Luhmann definerede som: ”En risikofyldt forud-ydelse”. Det vil sige, at hvis du og jeg skal have tillid til hinanden, må én af os på et tidspunkt tage det første skridt. Vi kan ikke blive ved med at lurepasse på hinanden, og jo længere vi gør det, jo sværere vil det være for os at opbygge tillid.

Samfundet er bygget op på den måde: Du har tillid til, at der ikke er arsenik i din mælk, at de andre billister ikke vil køre dig ned, og Daniel Øhrstrøm havde tillid til, at selskabet med to mordere i en bil en mørk aften ikke var farligt. Han tog den risikofyldte forud-ydelse for dig og mig, så vi kan få glæde af den tillid, som hans forud-ydelse blev mødt med.

Når historierne netop er fortalt gennem en tillidsrelation, behøver jeg som læser ikke hele tiden at stille mig skeptisk overfor, om kormedlemmerne fx pynter på historierne for at fremstå mere som ofre end som gerningsmænd. Og i bogen vil du heller ikke møde straffede personer, der ikke står ved, at de har truffet forkerte valg. De har gjort noget forkert, angrer, beder om tilgivelse (også om at tilgive sig selv) og så prøver de at komme videre.

Der er forskel på fanger

Når man ser på Fangekoret udefra fængselsmurene, kan det være fristende at sammenligne deres hverdag med vores. Ja, ja – de synger i et kor, og hvad så? Jeg har forstået, at de skriver deres egne tekster, men det kan jeg da også… Hvad er det imponerende i det, og hvorfor skal de have lov at optræde for fulde huse? Og så synger de jo ikke engang specielt godt sammenlignet med andre kor…

Her gør man den fejl, at man ikke i første omgang sammenligner medlemmerne af Fangekoret med de andre fanger. Det kunne være andre fanger, der er stolte af deres handlinger, der fortsætter stofmisbrug, kriminalitet, vold og trusler i fængslet, så de er endnu farligere, når de lukkes ud. Fanger, der synes, at korsang kun er for ”bøsser”.

Men gennem bogen får man en større forståelse for, hvor meget, der skal til for at træffe de valg, som leder væk fra det liv, man har levet: At man skriver sine allermest private og følsomme tanker ned og synger dem ud for fremmede i landets kirker. Eller som medlemmet Kasper fortæller:

Det (misbruget) er et forfærdeligt liv. Og jeg fik først mod til at stoppe, da jeg kom ind i Fangekoret. Det er et fællesskab, der ikke handler om stoffer, og det har været nyt for mig. Nu er jeg kommet så langt ned i metadon, at jeg er blevet klar i hovedet igen, og mine sanser er vendt tilbage. Da jeg var på stoffer, var det hele én stor grød for mig. Jeg var ligeglad om det var regnvejr, solskin eller snevejr, jeg havde den samme følelse indeni. Men nu kan for eksempel duften af nyslået græs igen give mig en rar fornemmelse. Jeg lægger igen mærke til vejret og bladene på træerne, og jeg er begyndt at drømme om alt det, der ligger uden for murene.

Mr. Spock og Homer Simpson

I science-fiction serien ”Star Trek” er én af de mest kendte figurer Mr. Spock. Han er af racen Vulcan og er 100 % rationel. Han kender ikke til spontanitet og følelser, når han tager beslutninger.

I en helt anden fiktiv verden finder vi Homer Simpson fra serien ”The Simpsons”. Han er Mr. Spocks modsætning. Alle hans beslutninger er truffet på baggrund af spontanitet, er lystbetingede og aldrig gennemtænkte. Hvem af disse personer er mest virkelig?

Hvis man ser på de debattører, der raser mod mere resocialisering i fængslerne og bare ønsker længere og hårdere straffe, så tænker de på alle mennesker som Mr. Spock. Når de har begået noget kriminelt, skyldes det en analytisk overvejelse, der viser, hvor forfærdelige mennesker, de er. Sådan bliver de sikkert ved med at være, og derfor er de bedst tjent med at være bag lås og slå.

For medlemmerne af Fangekoret er det tydeligt, at kriminalitet oftest bliver begået i en Homer Simpson-tilstand. Gerningsmanden har enten aldrig lært at tænke som flertallet eller også er han så påvirket af alkohol og/eller stoffer, at kriminaliteten bliver begået mere tilfældigt. Eller som Brian Bo fortæller forfatteren:

Når man allerede bliver adfærdsvanskelig som lille barn, har man jo ikke mange valg. Så har man ikke den samvittighedssans, som alle andre har. Man vil jo bare gerne anerkendes for noget. Uanset om det er godt eller skidt. Vil du sige, at man har et valg som seksårig?

Dette skal på ingen måde tage alvorligheden ud af forbrydelserne. Det er forfærdelige, nærmest umenneskelige ting, kormedlemmerne har begået. Men til forskel fra mange andre fanger, så synes kormedlemmerne det også. De ønsker bedre hjælp til ofrene, og de ønsker at alle andre skal undgå at blive ofre.

Problemet med Mr. Spock-tilgangen er, at fortalerne for den tror, at når en fange har siddet inde i 10 år, så tænker han: ”Det var forfærdeligt, og nu har jeg lært min lektie: Forbrydelse betaler sig ikke. Derfor ved jeg nu, at når jeg står i en presset situation, så skal jeg overveje straffelovens paragraffer og derigennem analysere mig frem til, hvordan jeg undgår at foretage en kriminel handling”. Sådan fungerer verden måske for en person, der har lært normer og udviklet en almindelig samvittighed og kan holde hovedet koldt. Men sådan er det bare ikke for alle andre.

Det hele skal læres helt fra bunden. Homer Simpson skal lære af Mr. Spock, men han bliver aldrig til Mr. Spock. Det er der i øvrigt ingen af os, der gør, for det vil betyde et farvel til de menneskelige følelser. Og det er netop dem, der skal arbejdes med, hvis det præventive arbejde (og livet) skal fungere.

En verden INDENfor

Brugerne på verdens største hjemmeside om film har stemt fængselsdramaet ”En verden udenfor” til at være verdens bedste film. Gennem filmen (og bogen der er forfattet af Stephen King) får vi et indblik i, hvordan fangerne tænker, frygter og drømmer om den verden, der er udenfor murene.

Men for at forstå, hvordan verden uden for murene skal fungere, for dem der har svært ved at passe ind i den, skal vi forstå verden indenfor murene. Hvordan føles det at være derinde? Hvor kan der gøres noget? Hvem kan der gøres noget for? Hvad skal der gøres, og hvem kan gøre det? Jo bedre vi forstår alt dette, jo flere menneskeliv, i form af færre ofre og gerningsmænd, redder vi.

Fangekoret og bogen om det, er vel nok det bedste sted at starte. Den er i øvrigt let og levende fortalt, og der er masse af gode grin og gribende beretninger til nakkehårene med på vejen.

Skriv en kommentar