Er du besat?

Jeg er stor fortaler for, at man brænder for noget. Det er faktisk noget af det, jeg er allermest optaget af. Men jeg arbejder lige så meget for, at man ikke skal brænde ud. Og de to ting hører på flere måder sammen. Det gælder for eksempel i forhold til emnet for dette blogindlæg: at man bliver besat af det, man brænder for.

Fra kald til besættelse

Ildsjæle har på et eller andet tidspunkt oplevet et konkret eller et abstrakt ”kald”. Det er et øjeblik, hvor det går op for én, at man kan, vil og bør gøre en bestemt forskel. Det kan fx være i forhold til sit arbejde, sit frivillige arbejde, sin egen virksomhed eller et projekt, man starter.

Kaldet er vigtigt, fordi det giver retning og motivation. Kaldet kan handle meget om, hvem vi selv er og ønsker at være. For mit eget vedkommende er mit kald, at jeg gerne vil hjælpe så mange som muligt med at udnytte deres fulde potentiale ved at fokusere på, hvad de brænder for. Jeg er ekstremt motiveret, når jeg laver noget, der handler om dette.

Men kaldet kan også lige så så stille gå hen og bliv en besættelse og overtage ens liv, så man i stedet for at få et formål med sit liv, mister kontrollen over det.

Hvordan ved jeg, om jeg er besat?

I bogen af samme titel anvender Paolo Coelho begrebet ”Zahir”, som på mange måder minder om ”besættelse”. Begrebet defineres således af Faubourg Saint-Péres:

På arabisk betyder Zahir synlig, nærværende, umulig ikke at lægge mærke til. Det er nogen eller noget, som når vi først er kommet i kontakt med det, lidt efter lidt fylder vores sind, indtil vi ikke er i stand til at samle os om noget andet. Det kan opfattes som en religiøs tilstand eller sindssyge.

Konkrete tegn på besættelse kan være:

  • Du er aldrig rigtigt helt til stede og taler altid om det samme – eller tænker på det
  • Alle handlinger skal kunne retfærdiggøres i forhold til din besættelse: ”Ja, jeg kan godt se den film, for den kan gøre mig lidt klogere på min besættelse”. ”Ja, jeg kan godt tage til det arrangement, for så møder jeg måske nogle, der kan bringe mig endnu tættere på mit mål”
  • Hobbyer har du ikke, for de virker som tidsspilde
  • Du tjekker hele tiden mails osv., for et svar måske bringer dig tættere på din besættelse
  • Dine sidste tanker, inden du lukker øjnene om aftenen, kredser om din besættelse
  • Du går øjeblikkeligt i forsvarsposition, hvis andre nævner, at du arbejder for meget
  • Du kan ikke finde ud af at holde ferie

Konsekvenserne

I sig selv kan besættelsen bringe mange lykkelige øjeblikke. For det er klart at den totale dedikation til en sag, et projekt, et job osv. vil medføre resultater, opmærksomhed og anerkendelse. Men besættelse betyder tab af kontrol – at noget andet tager dig i sin besiddelse. Du bliver helt og aldeles underlagt det, du vil opnå, og det kan betyde følgende konsekvenser:

  • Stress, for du glemmer at mærke efter, når din krop forsøger at fortælle dig noget
  • Dine relationer svækkes, for det er bare ikke særlig interessant at være i nærheden af én, som hele tiden tænker og taler om deres egen besættelse
  • Du er dårlig til at samarbejde og evt. lede andre mennesker, for du kan ikke forstå, at de ikke er lige så besat af det samme
  • Du når heller ikke dine mål, for du er ikke længere styret af fornuft eller mening og har mistet kontrollen
  • Du glemmer at nyde livet

Må man nu ikke knokle?

Jeg er klar over, at det kan være et kontroversielt emne, og at nogle vil synes, at jeg opfordrer til, at man skal lægge bånd på sig selv. For opstår de store præstationer ikke altid, når nogle har fulgt deres besættelse i døgndrift?

Det gør de måske, men jeg er heller ikke optaget af store, kortsigtede præstationer, hvor man efterfølgende brænder ud. Jeg er optaget af, at man gør en forskel OG bliver et lykkeligt menneske med alt det, det indebærer. Så for min skyld må man hellere end gerne knokle – det gør jeg også selv. Men hvis alt er styret af noget andet end én selv, skubber man kun sig selv udover klippen, og det vil man fortryde.

En sygeplejerske, der har arbejdet med døende, har netop skrevet en top fem over fortrydelser på dødslejet. De er:

1)      Bare jeg havde haft mod til at leve mit eget liv og ikke det liv, andre forventede.

2)      Bare jeg ikke havde arbejdet så meget.

3)      Bare jeg havde haft mod til at give udtryk for mine følelser.

4)      Bare jeg havde holdt kontakten til mine venner.

5)      Bare jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.

Fortrydelserne er for mig eksempler på, at man ikke har taget styringen over sit liv, og det er præcis det, der sker, når man bliver besat – uanset om man så selv er skyld i besættelsen.

Hvordan uddriver man besætteren?

Men hvad gør man så, hvis det går op for én, at man er besat? Eller hvis en anden person er det? Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, men det vigtigste er netop, at det går op for én – at man indser og anerkender, at kaldet har taget overhånd, og at man har mistet kontrollen. Derfor er det også svært at hjælpe andre af med besættelsen; det skal gå op for dem i første omgang, og det kan du kun forsøge at hjælpe dem med. Husk, at det er et helt almindeligt tegn, at de vil gå i forsvar, når du nævner det for dem.

Herefter handler det så om at generobre sit liv, og det gør man ved at sætte begrænsninger for sin besættelse og / eller sætte den mere i system, således at der også er mange, faste tider, hvor man tillader sig selv at leve livet.

Har du andre erfaringer, råd og oplevelser ang. det at være besat, så skriv endelig.

Skriv en kommentar