Få flere frivillige – vejen væk fra wienerbrød

Jeg har for nylig været ude på en skole og holde foredrag for en stort antal fremødte forældre. Der var opstillingsmøde til skolebestyrelsen, og den gamle bestyrelse havde hyret mig, så jeg måske kunne inspirere forældrene til at stille op. Og skolen er på ingen måde unik i denne sammenhæng.

Over hele landet, er det jo et stort problem at engagere forældre i barnets skole. Problemet er selvfølgelig ikke kun gældende i forhold til skoler, men også boligforeningers afdelingsbestyrelser, foreningsbestyrelser og i mange andre tilfælde.

Men er det forældrenes skyld? Er det de mulige frivillige, der er noget i vejen med, siden at de ikke har meldt sig? Et det et problem, som vi bare lige kan fixe med den rette inspiration?

Det kunne vi i dette tilfælde. Men det er ikke kun de mulige frivillige, der skal inspireres, men den organisation eller forening, der gerne vil have flere frivillige.

Nu bruger jeg ikke den enkelte skole som eksempel for at hænge den ud, men fordi den i høj grad er repræsentativ for flere tusinde andre. Der er heller ingen grund til at hænge skolen ud, for den gjorde jo noget ved det, og missionen med min tilstedeværelse lykkedes. Men alligevel satte det gang i nogle tanker hos mig.

På vej i toget gik jeg ind på skolens hjemmeside for at se, om der var noget, jeg kunne bruge i mit foredrag. Der stod fx ”læs det ugentlige nyhedsbrev”. Jeg klikkede forventningsfuldt på linket og fandt ud af, at det måttet have været en lang uge, for det sidste ”ugentlige” nyhedsbrev var to år gammelt. Over alt på siden blev man lovet en masse tekst, som efterfølgende ikke var der. Og formanden for skolebestyrelsen startede mødet med at opfordre forældrene til at gå mere ind og bruge skolens hjemmeside…

Han indledte i øvrigt første punkt på dagsordenen, som var årsberetningen med at sige: ”Og så har vi lavet en årsberetning, for det skal vi”. Det synes jeg meget godt betegner, hvordan vi har struktureret det frivillige engangement væk i mange organsiationer: Faste punkter på dagsordenen (og ingen andre), valg til andensuppleant hvert andet år, formandens beretning (fordi han skal – ikke vil), kaffe og wienerbrød i pausen – det samme trommerum hver gang. Og formanden har jo ret. Den er lavet, fordi de skal. Men hvorfor er det lige det, man skal?

Faktisk var der meget god stemning i lokalet, indtil mødet startede. Så blev der trillet tommelfingre, kigget ud af vinduet, sendt blikke og sikkert tænkt på pausens glædelige koffein og sukker-indtagelse. Og jeg har set det hundredvis af gange til diverse møder.
Da jeg så gik på, var det som om, at de fik luft igen. Der blev kigget op, nikket, smilt og grinet. Jeg har selvfølgelig erfaring i at tale foran en forsamling, så de bliver engangeret, men det er faktisk ikke så svært. Der var en anden repræsentant i skolebestyrelsen, som var fuld af karisma og engagement, men det er jo formanden, der ifølge strukturen skal byde velkommen og give beretning. Det burde bare være anderledes. For han så ikke ud til at nyde det, og det gjorde forældrene heller ikke.

Jeg har set det mange gange, og det har du sikkert også, for som nævnt er denne skole på ingen måde usædvanlig. Dens kerneydelse er (og skal være) undervisning af børn. Fodboldklubbens er fodboldtræning osv. Men de kan alle hente tid og ressourcer til at få flere frivllige, hvis de finder fokus på det, der betyder noget for de muligt frivillige.

Hvorfor investere i hjemmesidesystemer, som man ikke har tid til at opdatere? Hvorfor holde møder på en uengagerende (og kedelig) måde? Hvorfor ikke sætte de folk i front, som gerne vil være der? Hvorfor ikke mødes et andet sted eller på en anden måde? Hvem vil sidde og tænke: ”Det system vil jeg da gerne bruge min kostbare tid på?” Det kan sagtens være, at den nævnte skolebestyrelse har nogle fabelagtige møder, fuld af engagement og drivkraft. Men det der der jo ingen af de mulige frivllige, der har en chance for at vide.

Den nævnte skole gjorde det rigtige, at den tænkte anderledes: Kan vi få én udefra til at komme og inspirere forældrene. Jeg er sikker på, at det gjorde aftenen til en bedre oplevelse. Men der kan gøres endnu mere –uden at bruge flere ressourcer, men ved at bruge de rigtige. Og her er en af nøglerne altså, at man også skal kigge indad og tænke på, hvilken ”vare” det er, man prøver at sælge til de frivillige. Og ikke mindst hvordan man prøver at sælge den.

Jeg har skrevet et kapitel om at få flere med i ”Ildsjælenes bog”, for det er en helt afgørende komperence for alle ildsjæle. Det kræver nemlig meget mere end wienerbrød.

Men det er noget alle kan.

Skriv en kommentar