En nat vågnede jeg kl. 1.00 og kunne ikke falde i søvn igen. Det plejer at hjælpe med en bog, så det satsede jeg også på denne gang. Jeg tog Soulaima Gouranis bog ”Tag magten over din karriere” frem. Da klokken blev 4.00 var bogen pludseligt gennemlæst, og jeg havde allermest lyst til at stå op og komme i gang med bogens budskaber.

Soulaima Gourani

Hvis du skulle være blandt de uheldige, der endnu ikke kender Soulaima Gourani, så kan du besøge hendes hjemmeside her og læse mere om, hvad hun gør, og hvem hun er.

I stedet vil jeg blot nævne, at titlen på bogen passer helt perfekt til hende. For hun har i den grad taget magten i et liv, hvor intet er kommet gratis til hende. Hun har kunnet forvandle modgang til motivation og rod til store resultater. Og alt dette har hun gjort, fordi hun selv har taget magten om sin tilværelse. Eller som du kan læse på bogens side 38:

Fremtiden kommer uanset hvad, så det kan lige så godt være dig selv, der skaber den.

Arbejdslivets ”Takt og Tone”

I 1918 blev Emma Gads ”Takt og tone – om omgang med mennesker” udgivet. Den var en social manual, der gav retningslinjer for, hvilken adfærd der tjente borgerskabet bedst. Bogen blev en succes, fordi den var meget konkret og brugbar, hvis man skulle begå sig i en hidtil mere eller mindre kendt verden.

På samme måde kan ”Tag magten over din karriere” bruges, hvis du gene vil skabe fremgang i det, du laver – uanset om du er leder, medarbejder, arbejdsløs, håndværker, (førtids)pensionist eller iværksætter.

Soulaima Gourani er ikke en rejseagent, der sender dig ud, hvor hun ikke selv har været. Hun er nærmere en turguide, der giver os et indblik i de verdener, hun har haft succes i. Det er både på de mere bonede gulve, men også som praktisk fabriksmedarbejder.  Hun ved, hvad der virker, fordi hun selv har været der. Når det er relevant med videnskabelige argumenter, tilføjes disse.

Bogens struktur er bygget op omkring ti gode råd, såsom ”brænd igennem” og ”netværk dig til succes”, og i hvert kapitel bliver du ført frem til at kunne inddrage dine egne tanker (der er plads til at skrive dem), og så er der tre opsummeringer efter hvert kapitel.

Tag magten over dit liv

Men bogen handler faktisk også om meget mere end karrieren.

Et arbejde er ikke bare arbejde, dertil arbejder vi for meget, dertil er vi for viklet ind i vores arbejdsplads på godt og ondt. Arbejde sker i kompagniskab med dit private liv. Side 55.

Det er tydeligt, at Soulaima Gouranis perspektiv på karrieren er, at den skal være en del af et helstøbt liv. Hvis du følger hende på Facebook, er der også lige så mange opdateringer om tiden med familien og vennerne som om hendes hektiske arbejdsliv.

Og dette perspektiv går igen i bogen. De mange tiltag på karrierescenen, må fx kun ske på bekostning af dit bagland, hvis det er noget, du har aftalt med dit bagland. Det kunne måske være mere politisk korrekt at skrive, at en karriere aldrig må gå udover privatlivet, men det vil samtidig være naivt i mange tilfælde.

Derfor er der også mange gode råd til, hvordan man rent konkret kan indrette tilværelsen, så de stemmer overens med de værdier og ønsker, man har for sit liv. For det handler ikke om, at du skal leve Soulaimas liv, men dit eget. Fra mit ildsjæle-perspektiv er den derfor helt uundværlig på boghylden og som inspiration generelt.

Tag magten over magten

Nu er det sådan, at jeg ikke tror på janteloven. Jeg tror så meget på mig selv, at jeg synes, jeg har fortjent rigtig meget held og lykke. Side 168

Du kommer til at få et liv og en karriere, uanset hvordan det så kommer til at udfolde sig. Så hvorfor ikke sætte sig i førersædet? Hvis ikke du gør det, vil dine ønsker, værdier, jobs og meget andet vil være resultaterne af andres valg. At FÅ fremgang kræver, at man VIL have fremgang, og at man har modet og værktøjerne til at gøre noget ved det. Alt dette rummer bogens 182 sider.

Så vil du have noget, du ikke allerede har, kan jeg kun anbefale dig at investere tre timer i resten af dit (arbejds)liv. Bogen kan bl.a. købes her.

Hvad betyder underlig i denne sammenhæng?

Det er normalt ikke en speciel fantastisk kompliment at blive kaldt ”underlig”, men det er det i dette tilfælde. Underlig betyder, at du

• Omfavner individualitet
• Tænker at mindre er bedre
• Mener, at det er bedre at adskille sig fra mængden end at være en del af den
• Tilhører en ”stamme” af ligesindede

Opgøret med massen

Underlig er et opgør med ”massen”. I massens / industrialiseringens tidsalder har det handlet om, at ”større er bedre”.

• Jo flere dimser jo bedre
• Jo flere ansatte jo bedre
• Jo flere kunder jo bedre
• Jo mindre fornyelse jo bedre

I massens tidsalder har det handlet om at gøre folk ens, hvilket skolesystemet har været med til. Gennem uddannelsessystemet får virksomhederne folk med lønmodtagerindstilling og kunder, der køber det, reklamerne viser. Virksomheder blev større, reklamerede mere og blev endnu større.

Men sådan er det ikke længere. De underlige er ved at besejre massen. Man kan fx ikke bare reklamere sig til mange kunder længere. Kunderne vil have det underlige i stedet. Det er fx det, der har gjort Apple til sådan en dundrende succes.

De underlige er ikke en del af en kollektiv masse, men en del af små stammer af andre, der er underlige på samme måde. Nicheprodukter vinder frem og standardprodukterne taber.
For nylig talte jeg med en kvinde, der dyrker japansk langbueskydning i København. Det er der kun fem mennesker, der gør. Derfor er der sikkert ingen virksomhed, der ser det som et marked, eller andre der ser det som et fællesskab. Men med internettet kan stammemedlemmer forbinde sig med hinanden globalt, og dermed kan nichegruppen pludseligt blive stor, samtidig med at den enkeltes tilknytning til netop denne stamme er særdeles stærk. Det er jo netop i denne stamme, jeg kan være mig selv og adskille mig fra den store mængde omkring mig.

Det underlige er godt

I Jantelovens ophavsland vil vi traditionelt have meget svært ved at se det underlige som noget godt. Men det er netop, når vi finder frem til vores individualitet, vi kan adskille os fra den store mængde og finde frem til andre, der brænder for det samme som os. I stedet for at blive dunket i hovedet med en kollektiv gummihammer, så vi finder tilbage til vores plads i mængden, er det nu bemærkelsesværdigt og godt at skille sig ud.

Det kommer selvfølgelig an på, hvad man skiller sig ud i forhold til, men jeg er vild med Seth Godins pointer, fordi ildsjæle netop adskiller sig ved noget beundringsværdigt, men alligevel ofte holder sig tilbage, fordi de er bange for at virke underlige. Men nu skal de tilstræbe at være underlige i stedet. Hurra for det! For det er jo netop det at gøre noget andet, der gør en forskel. Og når man træder frem og gør det, møder man andre, der gør det samme.

Prøv fx at tænke på nogle af de mennesker, du ser mest op til eller der inspirerer dig mest. Er det netop ikke, fordi de er underlige på deres egen måde?

Du er også underlig

Bogen handler om, at vi alle er underlige, og det betyder dermed også dig. Så på hvilke områder føler du dig underlig? Hvordan kan du bruge dette aktivt og konstruktivt, så du kan komme ud med den autentiske person, du er? Husk at det også en tid, hvor det mindre er godt frem for kun den store mængde. Det betyder, at selv den mindste ting, du brænder for, kan få stor betydning, og du vil med stor sandsynlighed kunne finde andre, der er underlige – ganske som dig selv.

Måske vil de andre underlige så købe dine produkter, hjælpe dig med din sag eller bare være det fællesskab, du altid har manglet.

2011 er ved at rinde ud, og i den forbindelse er der mange analyser, der på forskellige måder beskriver året. Jeg har lavet en kort analyse af statistikkerne på min egen hjemmeside, og den viste i første omgang, at jeg har skrevet 35 blogindlæg, og så er det jo oplagt at se på, hvad ildsjælene rundt omkring i landet blev mest tændte på at læse.

Derfor kommer her en liste over de fem mest læste indlæg. Hvis du klikker på overskrifterne, kommer du direkte til selve blogindlægget.

Nr. 5: Skriget til undgængeren i os alle

Et kort portræt af den nu 30-årige kunstner, Nadia Plesner, der i 2011 tog kampen om med verdens største brand – og vandt! Nadia laver kunst, der tvinger os til at åbne det blinde øje, vi ellers gerne vil vende til.

Nr. 4: Ildsjæl på en tallerken

En reportage fra åbningen af en-aftens-restauranten ”Ukrudt”, der var kulminationen af et fremragende projekt, hvor Meyers Madhus samarbejdede med fangerne i Vridsløselille Statsfængsel. Det kom der et fantastisk aften ud af. Og forhåbentligt meget mere.

Nr. 3: Sådan får du mere indflydelse

Hvis man gerne vil have mere indflydelse på sine omgivelser, kommer jeg her med nogle bud på, hvordan det kan gøres. I dette tilfælde handler det især om at sælge.

Nr. 2: Hvad er din livsfilosofi?

Det må siges at være et af de mere tunge blogindlæg. Det beskæftiger sig også med de store spørgsmål såsom: Hvad er virkeligheden? Hvem er jeg? Hvordan er jeg? Hvad skal jeg gøre med mit liv?

Nr. 1: Sådan siger du nej med god samvittighed

Dette blogindlæg ”vandt” en suveræn førsteplads, og det er et meget populært emne at debattere, når jeg holder foredrag. For som ildsjæl kan det være helt ufatteligt svært at sige nej, når nogle spørger om noget. Derfor kommer mange ildsjæle ud i en situation, hvor de overbelaster sig selv og dermed ikke kan hjælpe nogen. Men hvordan kan man så sige et pænt nej uden at få dårlig samvittighed? Det kommer jeg med nogle konkrete bud på i indlægget. Senere har jeg også indspillet det som video, og den har jeg sat ind i indlægget.

Jeg glæder mig til at blogge videre i 2012.

Godt nytår!

Da ”Joachim B. Olsen vs. Øzlem Cekic” debatten startede, glædede jeg mig til at få mange nuancerede måder at forstå diverse fattigdoms- og arbejdsløshedudfordringer på. Men i stedet har det udmundet sig til en efter min mening tåbelig debat om, hvorvidt det økonomisk kan betale sig at arbejde.

Stoffet til debatten udgøres af en særlig beregning om en familie, der lige præcist har de egenskaber, at der er to børn og begge forældre er på kontanthjælp. I så fald skal den ene af parterne tjene over 30.000 om måneden, hvis skal kunne ”betale sig”.

Det er sjældent, jeg bruger ordet ”tåbelig” om andre menneskers kommunikation, men det er det mærkat, jeg finder mest brugbart, når alle parter i en debat kun tager det økonomiske perspektiv.

Nu vil jeg fortælle dig om Jørgen…

Jørgen er faktisk en temmelig artig mand. Han har to børn og en kone, der arbejder som pædagog. Men Jørgen har det svært. Han har været medicineret i mange år, og har for en del år siden blevet berettiget til førtidspension (og det er ikke noget, man bare lige bliver).

Han kom til mig i sidste uge og sagde, at han var træt af, at stå op hver dag kl. 7.00, når der nu alligevel ikke var noget at stå op til. Han går bare rundt hele dagen og siger selv, at det gør ham endnu mere syg. Han er ret overbevist om, at kuren på hans bekymringer og frustrationer er at få et eller andet arbejde, hvor han kan føle, at han betyder noget. Og det vil han kunne føle, uanset hvilket job han fik og uanset lønnen.

Jeg skaffede ham en bisidder, der kan hjælpe ham med at tage sagen op med sin sagsbehandler, og bisidderen sagde til mig, at det var bestemt ikke den første sag af den type, han havde hørt om.

Hvad brænder ledige for?

Svaret på dette spørgsmål kunne ud fra den verserende debat være ”PENGE, PENGE, PENGE”, for det er jo den eneste grund til at arbejde. Men er det nu også det? I min undersøgelse: ”Hvad brænder danskerne for?”, har blandt andet 100 ledige svaret på en række spørgsmål. Et af spørgsmålene var: ”Hvad giver dig en fornemmelse af mening med dit liv?”, og jeg bringer top 11 her:

1. At give noget til andre mennesker
2. At have et kærlighedsforhold til et andet menneske
3. At være en god far / mor
4. At passe på min krop
5. At blive anerkendt som et klogt menneske
6. At få en succesfuld karriere
7. At passe på miljøet
8. At være en god leder
9. At få mange penge
10. At leve i overensstemmelse med min religion
11. At blive berømt

Listen er i øvrigt stort set identisk med svarene fra folk, der har et job.

Jeg synes, at det er værd at bemærke, at det med pengene ligger under nedrykningsstregen. Men alligevel er det altså det motiv, den verserende debat opfatter som det væsentlige.

Hvis kun penge kunne betale sig…

Den eneste måde at mål andres motivation til at få et arbejde, synes at være det økonomiske incitament. For mig virker det helt ulogisk. Det vil være det samme som at sige, at man kun kan være interesseret i at skifte job, hvis man får flere penge ud af det. Eller at ingen nogensinde vil købe en vare, fordi det betyder, at de så har færre penge, hvis det gør det.

Penge var praktiske at indføre i sin tid, fordi vi så slap for at trække rundt på en ged og have æg i lommen, hvis vi skulle bytte en vare med andre. Men penge er altså ikke den eneste valuta, vi kan bytte argumenter med. Når folk i den ene skyttegrav føler sig sikre på, at folk i den anden skyttegrav kun går op i penge, så mener jeg, at det siger mere om beboerne i skyttegrav nr. 1.

Hvorfor arbejder Lars Larsen og Mærsk McKinney Møller stadig?

De to nævnte herrer kunne jo sagtens lade være og i stedet leve i “kontanthjælpsparadiset”, hvor jo man kan ligge i en hængekøje hele dagen og nyde livet, mens andre betaler for gildet. Men de arbejder, fordi det er et helvede at leve i den hængekøje! Vi mennesker vil have, at vores liv betyder noget – gerne hver dag, vi står op. Vi vil bidrage og anerkendes for vores bidrag. Det er derfor, vi arbejde – både frivilligt og lønnet.

Selvfølgelig vil både du og jeg også gerne have en portion økonomisk frihed, som en arbejdsløn kan føre med sig. Det er slet ikke det, jeg anfægter.

Pengene er sidegevinsten – ikke hovedpræmien

Os, der har været til banko, ved, at vinderen får en præmie og de to ved siden af får en lille sidegevinst. Lige nu debatteres sidegevinsterne: Som om folk ikke gå til banko, fordi sidegevinsten kun er et pund kaffe. Men folk går til banko, fordi de kan lide at være med i spillet, og fordi der er store gevinster at hente, som rækker langt ud over den røde pakke med de malede bønner.

Konsekvensen af denne debat er, at begge parter anklager den anden for kun at gå op i at få flere penge, mens ingen af parterne rent faktisk har det således. Min opfordring er derfor, at vi begynder at debattere, hvordan så mange som muligt får det meningsfulde og værdiskabende arbejdsliv i stedet. For det kan vi forhåbentligt blive enige om, at alle gerne vil have.

Og hvis nogen misunder kontanthjælpsmodtagernes paradisiske forhold, kan jeg kun opfordre vedkommende til at tilbyde sit job til ham eller hende.

Fredag d. 25. november var jeg til release for en ny cd. Der var både overdådig buffet, taler og smagsprøver for øregangene via kunstnernes optræden. Og så var der af og til lige den høje bib-lyd fra fangevogternes walkie-talkier. Kunstnerne har nemlig den udfordring, at de lever bag tremmerne i Vridsløselille Statsfængsel. Fangekoret har netop sendt deres nyeste cd ”Indefra” på gaden.

Langt fra X-faktor, Popstars og Voice

Hvis jeg skulle lave en cd med fanger, havde jeg nok valgt at tage den lette vej. Det kunne være at vælge diverse kopinumre, som sangerne kendte i forvejen, og som publikum kunne fordøje uden at tænke sig om.

Det giver en let proces og et let salg, og det er derfor også produktionsselskabernes valg, når de fylder os med talentprogrammer i den bedste sendetid.

Den svære vej

Men Fangekoret handler ikke om, hvad der er let. Fangekoret handler om alt det svære. Det svære ved at holde koncert, når alle optrædende skal bevogtes. Det svære ved at holde en reception, hvor alle gæster skal sikkerhedsgodkendes i forvejen. Det svære ved at skabe sammenhold blandt mennesker, der hele livet har oplevet svigt. Det svære ved at skrive sange, når man aldrig har prøvet det før.

Det svære ved at være midt i et liv, der er gået i stykker.

Indefra og ud

Titlen på cd’en er ”Indefra” og kan både forstås i forhold til, at sangene kommer indefra en lukket verden, men selvfølgelig også, at det kommer helt indefra det enkelte menneske, som der fx skrives i titelnummeret:

Indefra vort bur ligger sangene på lur. Selv bag døren, der er lukket, tændes lys i alt det slukked’

Og der er ikke noget filter. Gang på gang lukkes vi helt ind (helt ind!) i tankerne hos mennesker, der må leve med deres tidligere valg og konsekvensen af dem. Det gælder især i det syv minutter lange nummer, hvor Brian Bo tager os igennem hele sit liv i digtet: ”Mit væltede liv”, hvor han fx fortæller os om, hvordan han allerede som 3-årig havde fast plads på faderens stamværtshus, hvorefter nedturen så først starter.

En åben dør

Jeg skriver af og til om emnet, jeg kalder ”eksspiration”, som jeg mener, at vi alle bør beskæftige os med. Eksspiration udånding, hvor inspiration er indånding. Hvis vi kun tager indtryk fra verden til os (inspiration) uden at komme ud med noget af det, vi selv har at byde på (eksspiration), ender vi med at blive kvalt i stress over alt det, vi holder tilbage. Det er det samme som sker, hvis vi holder følelser tilbage, og det efterhånden fylder flasken så meget, at proppen en dag sprænger af.

For fanger bliver det derfor en ekstra udfordring oven i alle de andre, at man ikke kan eksspirere. Der er selvfølgelig begrænsninger for, hvad de kan modtage af indtryk udefra, men måske tænker vi ikke så ofte på, at de er mindst lige så begrænsede i at bidrage med noget positivt til verden. Og så risikerer vi, at det spirende positive i stedet bliver til endnu mere negativt bag den lukkede dør.

At være i Fangekoret giver i høj grad en mulighed for at eksspirere. Det, der kommer helt indefra, kommer ud til resten af verden gennem musikken og ikke mindst koncerterne. Ved at komme ud med sine tanker gennem koret, kommer fangerne nemlig også uden for murene for en kort stund.

Rehabilitering

Fangekoret er ikke et hobbyværksted, hvor nogle hårdkogte forbrydere kan hygge sig, indtil de kan komme tilbage til os andre og fortsætte deres fejltagelser. Det er en måde, hvorpå de kan bearbejde noget af alt det, der har mast sig på gennem årene og blive anerkendt for at bidrage med noget positivt. Det bliver i øvrigt også et helt konkret bidrag, da koret efterhånden har afleveret over 130.000 til Børns Vilkår.

Et samfunds grad af civilisation skal måles på, hvordan det behandler sine fanger. I forhold til Fangekoret, er jeg stolt af at være en del af et land, hvor der er mennesker, der arbejder for, at andre får mulighed for at forbedre sig, så de kan blive en del af fællesskabet igen. Vi kunne fokusere på, at de har gjort noget forkert (for det har de), men vi kunne også fokusere på, hvordan vi undgår, at det sker igen. Og det sker ved at indsatte får et håb, som de selv kan gøre noget aktivt for at opnå. Og som der synges i titelnummeret:

Vi synger jo fordi, vi længes mod det fri.

Og at virkeligt længes mod det fri er vel den bedste rehabilitering, der kan ske. Faktisk er følelsen af frihed i koret så stort, at eksfanger kom tilbage til fængslet for at synge med på numrene til release-arrangementet.

11 numre + 2

Med dette blogindlæg yder jeg ikke koret retfærdighed, for jeg burde selvfølgelig beskæftige mig mere med musikken. På cd’en ”Indefra” er der 11 numre og 2 bonus-numre, og alle teksterne er skrevet af de indsatte. Desværre ved jeg ikke så meget om musik, så det har jeg afholdt mig fra at skrive om. Heldigvis kan du selv vurdere det ved at høre smagsprøver eller direkte købe cd’en på Fangekorets hjemmeside.

Vi er som nævnt væk fra alt det, der hedder X-faktor, Popstars og Voice og deres flotte sceneshow. Her er der rent faktisk musik med indhold. Jeg håber, at cd’en kan inspirere dig og andre til at fokusere på alt det, der kommer indefra.

For det er det, der betyder noget.

Seminaret ”Ildsjælen på arbejde” afholdes d. 14.-15. marts 2012 på Tivoli Hotel i København. Læs her, hvorfor du skulle overveje at tage med.

Riget fattes penge. Krisen kradser erhvervslivet, og det offentlige følger deraf selvfølgelig med. Vi skal være mere effektive for færre penge, og så skal vi naturligvis stadigvæk være motiverede, glade og givende, når vi går på arbejde. Endelig skal kunder, borgere og andre opleve den samme gode service – hvis ikke en bedre service.

Alt dette presser os som mennesker. En uheldig konsekvens heraf kan blive, at vi bliver distanceret fra det, vi laver. Arbejdstiden bliver en fase i løbet af dagen, hvor vi bare skal holde ud – uden at blive fyret. For vi kan ikke længere se meningen med det, vi laver.

Men en anden – og langt bedre – konsekvens kan være, at vi rejser os med udfordringerne: At vi tænder og holder gang i ildsjælen vel at mærke uden at brænde ud. Sidegevinsterne er mere indflydelse, arbejdsglæde, trivsel, udvikling og mening, hvilket selvfølgelig afspejler sig på både kunde- og borgertilfredshed og derigennem bundlinjen.

Ingen hokus pokus, men virkeligheden i fokus

Hvis du ikke har arbejdet professionelt med ildsjælebegrebet før, kan det måske lyde abstrakt eller langhåret at skulle beskæftige sig med noget så løst som din indre ildsjæl. Sådan har jeg selv haft det, og det var netop derfor, jeg for flere år siden satte mig for at gøre begrebet konkret og brugbart.

Mere end 75 blogindlæg, en bog, mange artikler og foredrag for mere end 10.000 mennesker senere er jeg nået frem til de mest brugbare og værdiskabende værktøjer, som gør dig i stand til at gøre en forskel via dit arbejde – og derudover høste frugterne i dit privatliv.

Uanset

• Om du allerede har fundet den indre ildsjæl frem eller ej
• Hvad du arbejder med
• Om du er leder eller medarbejder

Er der masser af inspiration og konkrete værktøjer at hente i seminaret ”Ildsjælen på arbejde”, som jeg afholder d. 14.-15. marts 2012 på Tivoli Hotel i København.

Den første dag handler kort sagt om at brænde igennem og den anden dag om at undgå at brænde ud. Vi skal blandt andet beskæftige os med at:

• Få en hverdag med mere mening
• Lære den indre ildsjæl at kende
• Skabe mere indflydelse og resultater
• Sikre det gode samarbejde og give brugbar feedback
• Sige nej uden at få dårlig samvittighed
• Forebygge og håndtere stress

Du kan downloade al information om seminaret her (Og hvis du som jeg er jyde, vil du måske gerne vide, at seminaret kun koster 4.500 ex moms og inkl. forplejning).

Du kan tilmelde dig her eller naturligvis kontakte mig, hvis der er mere, du gerne vil vide.

• Blive sikkerhedsgodkendt en uge i forvejen
• Blive taget imod af en vagt
• Skullet oplyse mit navn til en anden vagt
• Blive guidet til parkering af en tredje vagt
• Blive orienteret af en fjerde vagt
• Blive budt inden for af femte vagt
• Skullet aflevere billet og alt indhold i mine lommer til vagt 6
• Blive visiteret af vagt 7

Men det var heller ikke et normalt restaurantbesøg. Det var nemlig åbningen af restaurant ”Ukrudt” i Vridsløselille Statsfængsel. Samtidig var det også den sidste aften i restaurantens foreløbige historie, men det vender jeg tilbage til.

Aftenen markerede afslutningen på et otte ugers langt projekt, hvor to af landets absolut bedste kokke havde undervist fanger i finere madlavning. Og hvis vi skulle ovennævnte proces igennem for at være gæst, så tør jeg slet ikke tænke på, hvilken proces fangerne har skullet igennem for at være med.

Men i virkeligheden spillede rammerne den mindste rolle denne dejlige efterårsaften.

Langt fra vand og brød

Hele det aktive personale var alle andre dage på året fanger, men denne aften var de superstjerner. Jeg har oplevet mange tjenere spolere et ellers fint indhold på tallerkenen, fordi de troede, at gæstens oplevelse er bedre, hvis de møder en snobbet mand med et forklæde over armen.

Men her var der glade mennesker med fuld dedikation til at tjene gæsten. Der var opmærksomhed på alt, og når man sagde ”tak”, var det tydeligt, at taknemmeligheden ramte lige derind, hvor den var tiltænkt – i hjertet. Og det var på trods af, at der var ekstrem travlhed på. Med syv retter til 60 gæster på så kort tid, skal der bæres mange tallerkener ud og ind.

Vi var igennem hele syv retter af Michelin-kvalitet i bedste nordiske noma-stil. Den ene af de to ”lærere” var også Mads Refslund, som var én af de tre bærende kræfter, da noma i sin tid så dagens lys. Meget apropos var hele Ukrudt-projektet startet af Claus Meyer (noma-stifter nr. 2), som kontaktede fængslet med idéen, der utvivlsomt har givet mange grå hård i et fængselssystem, der har mange hensyn at tage – ikke mindst et sikkerhedshensyn, hvilket også var én af årsagerne til, at programmet var stramt.

Håb på menuen

Jeg har i flere samtaler med Fangekorets leder, Louise Adrian, talt om alt det, der fylder i fangernes hverdag. Der er selvfølgelig meget, der fylder, men overskriften er i de flestes tilfælde håb. Det kan være håbet om:

• Tilgivelse
• En fremtid
• At blive set som et menneske igen
• At blive et bedre menneske
• At komme væk fra fængslet uden at komme tilbage
• At ens nærmeste venter derude

Det var mærkbart, at alt denne aften nærede håbet hos fangerne. De fik anerkendelse og oplevelsen af at kunne bidrage med noget, og de anstrengte sig til fulde for at imødekomme den tillid, der var blevet vist dem. Men det var også et håb for os andre, nemlig håbet om, at fanger kan blive til hele mennesker og samfundsborgere igen, hvis de får den rette støtte og positive muligheder.

Rødbeder redder liv

Jeg er helt klar over, at man kun sidder på Vridsløselille, hvis man virkeligt har lavet noget… ja lort og de fleste har bestemt også været igennem en masse lort. Mellem to retter læste fangen, tjeneren og fangekorsmedlemmet,  Brian Bo, et digt op, hvor vi hørte om et liv i rendestenen, der kan knække enhver.

Nogle stemmer vil sige, at uanset hvad, man har været igennem, undskylder det ikke ulovlige gerninger, og at man skal tage en straf, der svarer til forbrydelsen. Men hvis man så kan undgå, at der sker en ny forbrydelse, mener jeg bestemt, at det er nogle gode nordiske ingredienser, et komfur og hjemmedyrkede urter værd.

Ildsjæle starter steppebrande (igen)

Der var mange magtfulde mennesker til stede denne aften, og flere af dem holdt en tale trods tidsplanen. Det var helt tydeligt, at hvis det ikke var for ildsjæle såsom Claus Meyer, så havde de sidste otte uger inklusive denne aften været som alle andre monotone dage i Vridsløselille. Og hvis en ukuelig ildsjæl som Louise Adrian ikke havde banet vejen for at forbinde fængslet med verden udenfor, var der nok heller ikke sket noget.

Og sikke meget der er sket. De klare ildsjæle, som brænder i Claus, Mads og Louise spredte sig til fangerne såsom Brian Bo, Klaus, Patrick og ca. 15 andre. Som en detalje kan jeg fortælle, at i projektet dukkede Claus Meyer op en dag med tegninger, som hans datter havde tegnet til hver af fangerne. Der var skabt et bånd, som var lige så stærkt som de knus, madmanden gik rundt og gav til dem alle efter middagen.

Jeg er sikker på, at fængselspersonalet også pludseligt så, hvad der er muligt. Smilene var i hvert fald langt større, da vi skulle derfra, end da vi skulle derind. Det var den selvfølgelig også hos os gæster, for vi havde fået syv helt fabelagtige retter med en glimrende saftmenu til, da der selvfølgelig ikke må drikkes alkohol inden for murene.

Længe leve Ukrudt!

Men som nævnt var det også den foreløbigt sidste aften med restaurant Ukrudt. Jeg talte med flere af fangerne efterfølgende, og de går helt tydeligt i en frustrerende situation, for hvad skal der nu ske? Er det slut efter denne store succes og det stående bifald? Der er lavet et ansøgningsarbejde for at udvide projektet, og jeg håber inderligt, at det sker – på alles vegne inklusiv samfundets.

For som det nye, nordiske køkken har vist os, kan det, der engang kun var ukrudt i de flestes øjne, blive til ingredienser i en fantastisk menu.

• ”Vi lever i en fejlfinderkultur”
• ”Jeg har begået en fejl”
• ”Det er menneskeligt at fejle”
• ”Det handler om at eliminere fejl og mangler”

Uanset om det er menneskeligt at fejle, er det stadig ikke godt – især ikke hvis man er politiker, chef eller har en anden form for ansvar. Så skal man stilles til regnskab. Og hvis man selv har begået en fejl, skal man både undskylde for andre og have det dårligt med sig selv.

Men sådan behøver det ikke at være. Bevares, har man gjort andre skade, er det selvfølgelig på plads at undskylde, men medmindre man med vilje har skadet andre, er der ingen grund til at føle personlig nedtur.

Når vi skal inspireres af andre, er det også succes’erne, vi gerne vil høre. Har du måske nogensinde set et foredrag eller et seminar med titlen: ”Sådan tog vi fuldstændigt fejl”, eller ”Fem trin til flere fejl”? Næh, fejl er noget skidt.

Men alligevel fejler vi jo alle sammen. Så var det ikke på tide at tage en anden betragtning?

Sat mat

Jeg var ikke ret gammel, da min bedstefar lærte mig at spille skak. Det betød, at jeg i skolen altid vandt over mine kammerater og endda også enkelte lærere. Jeg synes, at det var særlig sjovt, at lave en såkaldt ”Skomagermat”, hvor man vinder spillet på kun fire træk. På et tidspunkt begyndte jeg at spille i en klub, og det skal man starte med at lære at notere alle træk i en bog. I min allerførste kamp mod Ejnar, som han hed, fokuserede jeg meget på at notere korrekt. Men det var ikke et langvarigt fokus, for efter fire træk havde Ejnar sat mig mat – Skomagermat.

Det var en kæmpe nedtur for den lille dreng, der havde glædet sig til at vise de mange voksne mænd, hvad han kunne. Men jeg blev ALDRIG sat skomagermat igen, og faktisk betød det, at jeg koncentrerede mig ekstra meget om åbningen, som er den vigtigste fase i skak.

Den dårligste sælger

Mange år senere (faktisk for omkring et år siden) blev jeg inviteret til et møde i et af landets store forsikringsselskaber. Jeg havde skrevet lidt frem og tilbage med en kontaktperson, og de var muligvis interesserede i at købe mig til nogle foredrag. Jeg glædede mig til mødet og var spændt på, hvad de ville fortælle mig.

Men da jeg mødte op, gik det op for mig, at det var et decideret salgsmøde. De havde fået en leder og ekstra medarbejder til at komme med til samtalen, og jeg var totalt uforberedt. Når de spurgte mig helt venlige og fair, men kritiske spørgsmål, pegede jeg fingre af andres måde at holde foredrag på og kunne slet ikke formidle, hvad det egentligt er, jeg kan hjælpe andre med – hvad min vare er. Jeg har jo aldrig tænkt mig selv som sælger, men bare en gut, der er ufatteligt optaget af ildsjæle. Allerede inden mødet var ovre, var jeg klar over, at jeg havde fejlet. Big Time!

Jeg gik derfra med en irritation over, at de ikke havde informeret mig korrekt om mødets formål, men kort efter var jeg helt bevidst om, at jeg kun kunne pege på mig selv. Men kort tid efter fik jeg lavet dediceret salgsmateriale og afklaret, hvad det præcist er, jeg kan gøre gennem et foredrag. Det har givet mig mange kunder sidenhen.

Fejl som forberedelse

Min pointe er, at fejl er nytteløse, hvis vi kun bruger dem i forhold til fortiden og tænker: ”Hvor er jeg dum!” Hvad med altid at bruge dem fremadrettet og tænke: ”Hvor har jeg lært meget af dette” eller ”det var en god forberedelse til næste gang, jeg står i samme situation”. Nu har jeg nævnt to eksempler fra mit eget liv, men hvis jeg brugte tid nok, kunne jeg nævne de første 100 eksempler.

Det er især aktuelt i forhold til ildsjæle, som jo ofte gerne vil ændre på verden eller bare et lille stykke af dem. Og hver gang man vil lave om på selv den mindste ting, er der næsten altid altdominerende kræfter, der står bag status quo. Det motiverer mange ildsjæle, men i sin iver kan man så ofte komme til at begå fejl, fordi man netop prøver noget nyt.

Livet som ildsjæl kan således blive meget lettere, hvis man tænker, at fejl blot er en forberedelse til lignende situationer i fremtiden, hvor man så kan brænde endnu mere igennem – med endnu bedre resultater.

Hun skriver også, at mange ledere nu vil slappe mere af, for medarbejderne vil tolerere meget mere, inden de forlader jobbet, fordi det ikke længere er så let at skifte job. Som leder kan man derfor stille større krav og kontrollere mere, for medarbejderne kan sådan set bare få at vide, at hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, kan de jo bare smutte. Og det vil de naturligvis ikke i dårlige tider.

Problemet er, at mange brancher har investeret kraftigt i at gøre medarbejdere mere selvstændige, proaktive og optagede af fagpersonlig udvikling. Derfor vil det ikke virke, at vende tilbage til en gammel betragtning om, at medarbejderen er en lønslave.

Hvad vil ildsjæle have på jobbet?

Nu beskæftiger jeg mig hovedsageligt med ildsjæle og ledelse af dem. I den forbindelse synes jeg, at det er interessant at se på, hvad der betyder noget for ildsjælene i forhold til deres arbejdsliv. I undersøgelsen ”Hvad brænder danskerne for?” har jeg blandt andet spurgt om, hvad der får svareren til at brænde for sit arbejde. Hvis vi tager de svarere, der ser sig selv som ildsjæle, er top 5:

• 1: At jeg gør en forskel
• 2: At jeg kan se meningen med det, jeg laver
• 3: At jeg kan sætte mit præg på det, jeg laver
• 4: Udfordringer
• 5: Succesoplevelser

Det er også værd at nævne, at ”en god løn” ligger på en 12. plads.

Kilde: Hvad brænder danskerne for 2011

Jeg finder det højst interessant, at alle punkterne på top 5 ikke handler om at give medarbejderen mere i løn, firmabil eller mere frugt og fairtrade kaffe. En økonomisk krise behøver derfor ikke direkte at påvirke medarbejderens engagement eller lederens mulighed for at vække det. Det handler ganske enkelt ikke om økonomi.

Hvad vil medarbejdere generelt have?

Jeg mener, at den bedste bog om ledelse er Warren Bennis’ ”Managing people is like hearding cats”. Han skriver blandt andet om fire ting, som man vil have på sit arbejde. Det stemmer i øvrigt meget overens med ovenstående top 5. Ifølge Warren Bennis vil medarbejdere have:

• Formål
• Tillid
• Optimisme
• Handling og resultater

Igen ser vi, at man som leder ikke er afhængig af økonomi, når man skal have medarbejdere ud af krisen – og når medarbejderne skal føre virksomheden ud af krisen.

Nedskærings-blindhed

I en tid, hvor alle taler om økonomi, handler det således om ikke at tro, at økonomien kun kan rettes op ved hjælp af flere penge – det er jo netop penge, der ikke er. Men desværre vil mange ledere komme til at stirre sig blinde på at skære i omkostninger og forklare og stress over disse nedskæringer.

Problemet er ikke nedskæringerne, men når man glemmer, at ildsjælene faktisk slet ikke er så optagede at pengene. Så det er faktisk ikke krisen i sig selv, der slukker ildsjælene, men i stedet den manglende forståelse af ildsjæle og håndteringen af selve krisen, der kommer til at koste på ildsjæle-kontoen.

Lederen skal…

Det bedste en leder kan gøre i krisetid er at tage udfordringen op. Store ledere skabes under kriser, og de udmærker sig ved at inspirere medarbejderne til at brænde igennem, fordi de faktisk gerne vil – og ikke fordi der ryger flere kroner ind på kontoen.

Medarbejderen skal..

Men medarbejderne har (som altid) også en forpligtelse til at holde ilden kørende. Midt i krisesnakken kan vi gå i overlevelses-tilstand og frygte for maden i morgen, hvilket får os til at pege fingre og skubbe med albuerne. Begge dele kommer der sjældent vækst ud af. I stedet skal medarbejdere fokusere på det, der får dem til at brænde – uanset om det er fra den nævnte top 5, de fire bullets eller noget helt andet.  For oftest har det netop ikke noget med pengene at gøre.

Lær af frivilligsektoren

Den tidligere bestyrelsesformand for den amerikanske møbelproducent Herman Miller, Max DePree, skriver i bogen ”Leadership is an art”:

De bedste ansatte i organisationer er som frivillige. De vælger at arbejde et sted af grunde, der er mindre konkrete end løn og position. Det kan være et fælles engagement for bestemte ideer, sager, værdier eller mål. (Min oversættelse).

Da jeg som nævnt beskæftiger mig meget med ildsjæle, har jeg ofte blikket rettet mod den frivillige sektor. Her er der tusindevis af ledere, der aldrig har haft en lønpose at friste ”medarbejderne” med. Alligevel har de altid kunnet skabe engagement, udvikling og resultater.

Dermed mener jeg ikke, at frivillige ledere altid gør det godt, og at virksomhedsledere kun forstår at bruge penge som gulerod. Men jeg mener bestemt, at vi i en tid med færre penge skal blive endnu bedre til at brænde for det, vi laver, baseret på lysten til at få mening og gøre en forskel.

For det er alligevel det, vi vil. Krise eller ej.

På alle hverdage kl. 11.30 har de to dedikerede studieværter sendt et program, som altid tager udgangspunkt i en ildsjæl, der får en hel halv time til at inspirere lytteren.  Det kunne være en kunstner, en forfatter, en frivillig, analytikeren, lederen, en inspirator, en der vil ændre verden – altid én der har meget på hjerte. Fælles for stort set alle har været, at de ikke har været så kendte af danskerne, men burde være det.

Jeg har især hørt Vita, når jeg kører i bil om morgenen (alle udsendelserne kan hentes som podcast). Men en dag var jeg lige ved at køre galt, da det med beklagelse måtte meddeles, at programmet lukker og slukker. Allerede der føltes det som at miste en god ven – i hvert fald en så god ven, som et radioprogram nu engang kan blive.

Ofte kommer jeg med kritiske vendinger om udviklingen i det danske mediebillede. Jeg har ganske enkelt svært ved at se, hvor inspirationen er i det, vi bliver budt på. Vita var et fyrtårn i det triste mediebillede, da det gav plads til mennesker, der ændrer på tingene ude i det virkelige liv. Og når man så tager programmet væk, frygter jeg for, hvilket mediebillede denne vurderingsevne vil male i fremtiden.

Det uforståelige

Samskabelse er nemlig det, vi vil dyrke i fremtiden. Ikke kun fordi det er udviklende, spændende og sjovt, men også fordi det er en ny måde at møde verdens mange udfordringer på. Vi ønsker alle at gøre en forskel, og sammen med andre kreative sjæle har vi i dag mulighed for at skabe en ny og bedre verden. Fremover vil spørgsmålet lyde: ”Hvad er mit livsformål?”

Sådan skriver sociologen Emilia Van Hauen i sin bog ”Farvel egofest – og goddag til formål og fællesskaber”, og det kunne jeg bestemt ikke sige bedre. Jeg oplever større og større behov i mange samfundsgrupper for at dyrke meningen og formålet, så man kan gør en forskel.  I dette år, hvor det er EU’s år for frivilligt arbejde, har man over hele landet kåret ildsjæle, der gør en forskel, og det har været tilløbsstykker alle vegne. Vi bliver inspireret af ildsjæle som aldrig før. Men alligevel er der ikke plads til ildsjælenes eget program.

I forhold til det at tage sig tid til gæsterne kan vi tage et kik mod Sverige og Norge. Her sker der nemlig en co-produktion af Talkshowet Skavlan – opkaldt efter værten Fredrik Skavlan. Det særegne ved Skavlan er, at gæsterne får god tid til at forholde sig til dybere problemstillinger og ikke bare deres nyeste cd eller film. Men det endnu mere bemærkelsesværdige er, at Skavlan har – og hold nu fast – op mod 3.000.000 seere hver uge!

Radio i hjertesprog

Og nu har vi altså haft et radioprogram, der tager udgangspunkt i det meningsfulde, ildsjælene og tager sig tid til sine gæster. Hvis der er stof nok i én gæst, så laves der bare flere programmer med vedkommende i stedet for at slutte samtalen, når man er kommet godt i gang. Det rammer lige i tidsånden, og det kan tiltrække mange mennesker, men det har man altså ikke ønsket. Uforståeligt!

Når jeg taler med ildsjæle – enten efter et foredrag, til et møde eller et interview, møder jeg ofte en fornemmelse af ensomhed. De kæmper ofte for at ændre på tingene, og folk omkring dem kan ikke forstå dem.  Måske kan de forstå deres kamp, men de kan ikke forstå deres ild og deres energi. Her har jeg ofte anbefalet Vita som medicin, fordi det giver alle ildsjæle en fornemmelse af fællesskab, når de hører, at andre er i samme båd – bare i et andet farvand.

Nogle af udsendelserne hører jeg flere gange, og især én af udsendelserne vender jeg ofte tilbage til. Da jeg skulle giftes besluttede jeg mig for at slutte min tale til bruden af med at synge et vers fra Jens Rosendals ”Du kom med alt det der var dig” (forelskelsessangen), og så fik jeg en med en rigtig sangstemme til at synge resten af sangen. I den forbindelse Googlede jeg sangen for at dykke mere ned i den. Der kom jeg frem til en Vita-udsendelse fra 2008, hvor Helle Solvang interviewede den 78-årige Jens Rosendal i udsendelsen med overskriften ”At leve med en sang”.

Jeg er ganske enkelt vild med den udsendelse, som du i øvrigt kan høre her. Den tager udgangspunkt i en mand og hans sang, men bliver lige så langsomt bredt ud til at handle om kærligheden, livet, glæden, modstand og motivation på trods. Og så er den udsendelse et fremragende eksempel på hele Vita-tilgangen til mennesker: At der er en positiv, inspirerende og lærende historie i ethvert menneske – når blot man fokuserer på, hvad de brænder for. Og således er der også den samme historie i dig og mig.

Hvad nu?

Helle Solvang og Mette Starch vil utvivlsomt lave gode udsendelser på deres videre færd, men det bliver desværre ikke det samme som Vita. Jeg har prøvet at scanne diverse radiokanaler og tv-programmer igennem for at lede efter det, som Vitas lyttere nu skal få inspiration fra. Men jeg kan ganske enkelt ikke finde det, og hvis du kan, så giv endelig besked. Indtil videre kan du besøge Vitas hjemmeside og forkæle dig med tusindevis af timers inspiration, men start gerne med den sidste udsendelse, hvor værterne tænker tilbage på de mange udsendelser.

Herfra vil jeg indtil videre blot sende min ydmyge tak til ildsjælene Helle og Mette, der lod os alle blive klogere på det gode i verden og dermed det gode i os selv.