Baggrunden

Jeg følger noma-chefkokken René Redzepi på Twitter. Det gør jeg, dels fordi jeg er madnørd, og dels fordi han er et af de mest kreative mennesker, jeg nogensinde har mødt. Eller rettere sagt: Han er det menneske, der prioriterer kreativitet mest, og det giver kreative resultater.

For nylig videregav han et link til et foredrag, hvor Monty Python legenden, John Cleese, fortæller hvordan man bliver kreativ. Du kan se foredraget nederst i blogindlægget, og det ville være det ideelle at gøre, men da det varer 36 minutter, er der sikkert mange, der ikke får det gjort. Derfor har jeg lavet denne opsummering til dig (med et par ekstra tilføjelser).

Ikke et talent

Inden vi kommer til de fem trin, er der lige noget, vi skal have på plads først. Jeg satser ikke på, at det er nødvendigt at fortælle, hvorfor vi skal være kreative, eller hvad kreativitet er. Det kan du hurtigt Google dig til, hvis du ikke ved det.

I stedet vil jeg lige dvæle ved konklusionen, at kreativitet IKKE er et talent. Der er ikke mennesker, som er født til at være kreative og bare kan spytte den ene gode idé ud efter den anden. Det er godt nyt for os alle, for det betyder, at vi også kan blive mere kreative. Kreativitet er nemlig en måde at arbejde på.

Business, børn og spaghetti

Tom Wujec har lavet en række spændende eksperimenter, som fortæller os meget om kreativitet. Han har lavet over 70 forsøg med forskellige grupper, der alle fik til opgave at bygge et tårn af spaghetti, tape og snor, og til sidst skal en skumfidus stå på toppen. Du kan høre ham fortælle om det i dette foredrag, der varer 7 minutter.

Forsøget går ud på at bygge det højeste tårn på 18 minutter, og det medførte et par overraskende resultater. For det første var business-studerende de dårligste til det. Men mere overraskende viste det sig, at børnehavebørn var blandt de bedste. Mens de studerende brugte tid på at finde og forhandle sig frem til den rigtige løsning, legede børnene sig frem til det fra starten, for de vidste ikke, hvad der var ”forkert” at gøre.

Den åbne tilstand

Men hvordan kan vi så tage barndommens kreative evner ind i en voksenverden? Her kommer John Cleeses råd os til hjælp.

Overordnet set handler det om at skabe den åbne tilstand. I dagligdagen oplever du det meste af tiden den lukkede tilstand, hvor vi skal præstere og skabe resultater – gerne hurtigst muligt. Her bruger vi al den viden, vi har i forvejen, og kreativitet er stort set umulig. I den lukkede tilstand er du afslappet og nysgerrig – ganske som børnene med spaghettitårnene.

Trin 1: Sted

For det første skal du skabe et sted, hvor der ikke er pres og forstyrrelser fra omverdenen. Der skal ikke være afbrydelser fra andre, sms’er, telefonopkald osv.

Trin 2: Tid del 1

Dernæst skal du sætte en tidsbegrænsning på, hvor lang tid, du er på dette sted. Hvis du ved, at du fx har to timer til at sidde i denne oase, kan du bedre koncentrere dig om det, end hvis du ikke har nogen bagkant. Den manglende bagkant vil nemlig hele tiden få dig til at overveje, hvor længe du skal blive ved. Og så bruger du jo ikke tankerne til at være kreativ.

Den nærliggende fare her er overspringshandlinger. Nu, hvor du lige pludselig har tid, begynder alle mulige små ting at plage din hjerne. Skulle der egentligt ikke støvsuges? Skal papirerne ikke sorteres? Skal syvkabalen ikke lige lægges færdig?

Det er lettere at lave ligegyldige ting, der haster, end vigtige ting, der ikke haster. Og det er lettere at lave små ting, vi ved, hvordan vi løser, end store ting, vi er usikre på.  Alt dette giver dig uro, når du sidder i din oase. Hjernen vil jo gerne løse en masse problemer (støv, uorden osv), men den uro skal du overkomme. Efter noget tid vil du opnå afslapning.

Trin 3: Tid del 2

Efter ca. en halv time vil du opnå en tilstand af afslapning. Nu dukker de gode problemer op, og måske endda hurtige løsninger på problemerne. Men lad være med at springe på de første løsninger. Dine første tanker vil bygge på noget, du kender og derfor ikke være originalt.

Du skal lære at tolerere følelsen af ikke at kunne løse dit problem. Meget kreative mennesker kan tåle dette ubehag i længere tid. Tænk over, hvorfor vil du gerne finde en hurtig løsning? Er det bare fordi du vil vise, at du kan tage hurtige beslutninger?

Du kan lette det for dig selv, hvis du finder ud af, hvad din beslutnings-bagkant er. Skal du tage en beslutning i denne kreativitets-session, eller kan det vente til næste uge? Når du kender bagkanten, kan du lettere blive ved med at finde frem til flere idéer frem mod beslutnings-bagkanten. De senere løsninger vil som regel være mere originale.

Trin 4: Selvtillid

Frygten for at lave fejl kan stoppe hele processen. Det var tilfældet med business-studerende, og det vil det også være for dig. Du skal være åben over for alt, der kan gå galt. Måske er det mest kreative svar langs en sti, hvor du tror at det første skridt er dumt eller farligt. Som John Cleese siger: ”Vrøvl kan føre til gennembrud”.

Trin 5: Humor

Humor er den hurtigste måde at komme fra lukket til åben tilstand. Vi udelukker humor i det daglige arbejds-ræs, fordi vi tror, at det vigtige ikke må være sjovt. Mange forveksler vigtighed med højtidelighed, og derfor skal man opføre sig kontrolleret (og kedeligt), hvis man beskæftiger sig med noget vigtigt. Og højtidelighed er humorens fjende og således også kreativitetens.

Humor medfører den spontanitet og legelyst, der gør, at du kommer frem til kreative løsninger. Lad være med at dræbe dem med højtidlighed.

Belønningen

Det er ikke sikkert, at din kreative belønning vælter frem, når du gennemgår de frem trin. Kreativiteten har det med at dukke op på alle andre tidspunkter. Det kan være i badet, i bilen eller i drømme. Men hvis du laver forarbejdet med de fem trin, har du gjort alt, der skal til, for at underbevidstheden pludselig belønner dig, og pæren blinker over hovedet.

Nå det så er sket, kan du vende tilbage til den lukkede tilstand og gøre idéen til virkelighed.

Jeg ønsker dig og din kreativitet al held og lykke, og har du 36 minutter, vil jeg i højeste grad anbefale dig at se hele klippet. Det er endda med danske undertekster og kan ses her.

Joan Kristine Vestergaard Herskind er 31 år. Da hun var barn legede hun med Melicas moster. Som mange andre er hun venner med lidt løsere bekendtskaber på Facebook og dermed også Melicas mor (Liza). En dag ser Joan, at Liza begynder at skrive mere og mere om indlæggelser og alt det, der følger. Joan har kun mødt Melica én gang før, men skriver til Liza for at høre, hvad det handler om. Det er meget naturligt for Joan at spørge, da hun er sygeplejerske. Hun bliver bekendt med Melicas forfærdelige situation.

Jagten på drømmen starter

Jeg har skrevet med Joan,  der selv mor til to, og hun fortæller mig, hun ville dø indeni, hvis der skulle ske noget med hendes børn. Som sygeplejerske arbejder hun ikke med børn, fordi det ville være for hårdt for hende. Men Melicas situation får hende til at reagere. Da hun hører, at lille Melicas prinsessedrøm er at komme til Disneyland i Paris, tager idéen form.

Hun har ikke prøvet at lave Facebookgrupper eller indsamlinger før, men efter at have fået grønt lys fra Liza, opretter Joan sin første Facebookgruppe, der får navnet: ”Hjælp Melica med hendes drøm”. Hun inviterer sine egne venner til at donere 100 kroner, og som det er tilfældet med det sociale medie, hører andre om gruppen, så der kommer flere og flere medlemmer af den. Jeg hørte tilfældigvis om den, da en veninde fra folkeskolen delte Joans opfordring på sin væg.

Joan gav sig selv to måneder til at indsamle 15.000 kroner, så Melicas drøm kunne blive opfyldt. Hun er meget ihærdig med at opfordre folk til at støtte, og næsten en måned inden indsamlingen er afsluttet, er målet mere end nået. Hun kan stolt skrive det samlede beløb på gruppens væg:

35.851 kroner.

Derudover er der sendt en masse forskellige gaver til Melica. Nogle af pengene bliver oven i købet doneret videre til Danske Hospitalsklovne og de andre børn på Rigshospitalet. Men vigtigst af alt så kan Melica få opfyldt sin drøm.

Drømmen fortsætter

Midt i det hele kom Ønskefonden forbi, og de vil måske donere rejsen til hende. Det fik ikke Joans iver og idéer til at stoppe, men til at fortsætte. For hvis Melica er så meget hjemme og får hjemmeundervisning, kunne man jo forbedre hendes værelse. Den største drøm i forlængelse heraf er at kunne hjælpe familien med en lille bil. For den lille pige må ikke køre i tog, bus og lignende, hvilket gør det meget besværligt for hende at komme fra hjemmet i Glostrup til fx Zoologisk Have.

Uanset hvordan det ender, så har Joans initiativ og virkelyst været en helt ufattelig hjælp for Liza og lille Melica. Taknemligheden for opbakningen er stor fra alle tre.

Ildsjæles inspirerende indsats

Men som følger fra sidelinjen er min taknemmelighed overfor ildsjæle som Joan. Det er en helt uvirkelig kraft, der kan udvikles i gode mennesker, når de føler et kald for noget. Husk på, at Joan kun havde mødt pigen én gang i sit liv, men nu har gjort, at hendes drøm (og endnu mere) kan gå i opfyldelse. Hun gjorde det ved at oprette en gruppe, som hun ikke havde prøvet før, og så gjorde ihærdigheden det sidste. Joan viser i sandhed, hvor meget vi alle kan gøre, når bare vi føler stærkt nok for det.

Derudover skal vi heller ikke glemme de mange mennesker, som tog sig tid og havde lyst til at donere et beløb til en lille pige, som mange af dem slet ikke kendte. Midt i en tid med ligegyldigheder og realitystjerner i medierne, evige politiske diskussioner om ingenting samt tragiske handlinger, som mennesker gør ved hinanden, er det mennesker som Joan, der giver os troen på mennesket tilbage igen.

Jeg læste for nylig en artikel om, at Facebook er et medie, hvor vi i en evig egoistisk rus fremstiller vores liv, som vi gerne vil have, vi selv og andre skal tro, det er. Det er sikkert også tilfældet hos nogle. Men hos andre (som desværre er dem, medierne interesserer sig mindst for) er det blot et fantastisk netværk, hvor ildsjæle på kryds og tværs kan gøre verden til et bedre sted.

Du kan også hjælpe Melica

Mange ønsker Melica god bedring, og det er selvfølgelig ikke med onde hensigter. Men Melica får det ikke bedre. Hendes sygdom er kronisk, og friheden er taget fra både hende og hendes mor. Hjælp fra venner og helt fremmede giver dem dog en lille flig af det gode, normale liv tilbage, så hvis du har noget at give, er det stadig muligt at støtte.

Du kan overføre penge til: Reg nr. 4440. Konto nr. 4440241883. Derudover kan du følge Facebookgruppen her. Den 12. maj bliver gruppen overtaget af Melicas mor.

Melicas situation minder os om, hvor ond og hård verden kan være, når en lille uskyldig pige skal lide så meget. Det er dog dejligt at vide, at verden er fuld af ildsjæle, som tager kampen op mod denne ondskab. Det ser jeg dagligt på alle mulige måder, og jeg føler mig hver dag ydmyg og taknemmelig over at kunne beskæftige mig med, hvor meget vi mennesker kan, når bare sjælen er tændt.

En speaker introducerede det næste program: ”Halløj i betalingsringen” med Simon Jul, som jo netop har været kendt for den mere absurde del af komediegenren. Det passede perfekt til en hjerne, der bad om at gå i tomgang. Jeg havde ikke hørt programmet før, så jeg vurderede det ud fra hans tidligere arbejde.

Blæst væk

Og så blev jeg helt blæst væk – på den fede måde. I udsendelsen skal Simon tale med den meget ældre og endnu mere nordjyske opfinder, Henry. Det blev til et af de bedste radiointerviews, jeg har hørt.

Der gøres ikke nar, der bruges ikke ironi, men Simon spørger på en ekstremt anderkendende og positiv måde ind til Henrys liv.

Vi hører, at han blandt andet har opfundet campingvognen, vaskemaskinen, elementkøkkenet, termoruden og meget mere. Humoren kommer ind i billedet via de forskelle, der er mellem de to herrer.

Det levede liv

Mange gange må den meget københavnske Simon spørge ind til, hvad i alverden Jørgen prøver at fortælle. Men det er ikke, fordi han gør nar af dialekten – han forstår den bare ikke. Ofte lyder opfinderens historier forholdsvist opfindsomme, da han aldrig har fået patent på nogen af sine opfindelser, men Simon fortsætter ufortrødent med at spørge ind til Henrys livsverden.

Og der bliver malet et billede af et herligt liv. Som Henry selv siger til spørgsmålet om de manglende patenter: ”Jamen, jeg har jo haft det godt og aldrig manglet penge alligevel, så hvad mere kan man ønske sig? Det er jo derfor, jeg er blevet så gammel og føler mig så ung.”

Vi hører også om dengang Henry som 18-årig havde 8 mand på gården under sig, og om hvordan han tævede staldkarlen, der spyttede på ham, og jeg var med hele vejen.

Drømmen om mere fra samme skuffe

Min hjerne var først skuffet, da den havde set frem til at kunne gå i tomgang, men i stedet vågnede den op. Jeg kunne ikke lade være med at drømme om et mediebillede, hvor der var tid, overskud og anerkendelse til mennesket, der er i fokus.

Men prøv selv at sætte tid af til at lytte til udsendelsen, der både kan downloades direkte eller hentes på iTunes her.

Derfor kastede jeg mig med stor iver over Daniel Øhrsrøms nye bog ”Fangekoret”, der er udgivet på Kristeligt Dagblads Forlag. Og lad konklusionen være klar: Jeg vil anbefale dig at gøre det samme.

Debatten om resocialisering raser for tiden, og i de flestes tilfælde kører den efter min mening helt, helt ud på et ligegyldigt sidespor, hvor virkeligheden er en glemt størrelse. Det afspejler mit fokus i denne anbefaling af bogen. Jeg vil ønske for alle med interesse for området, at de bruger de par timer, det tager at læse bogen, for den handler om meget mere end nogle fanger, der synger i et kor.

Min primære interesser er selvfølgelig ildsjæle, og i den forbindelse vil det være oplagt at lægge meget fokus på korleder, skæbneengel og fangekors-mor, Louise Adrian, men det har jeg dels gjort før, og så synes jeg også, at kormedlemmerne fortjener fokus, for uden dem var de sjovt nok heller ikke noget kor.

Tillid: En risikofyldt forud-ydelse

Bogens struktur minder på mange måder om den klassiske roadmovie, hvor vi som seere følger en broget floks handlinger og gennem øjebliksbilleder får et dybere indblik i deres karakter. Forfatteren er bogstaveligt talt taget på tur med Fangekoret til deres koncerter rundt i danske kirker. Det er især gennem samtaler på vejen, korsangernes historier kommer frem.

De tragiske skæbner, der leder frem til de handlinger, som gør, at korsangerne nu sidder i fængsel, bliver fortalt af hovedpersonerne selv. Som journalist kunne Daniel Øhrstrøm gøre brug af aktindsigter, avisartikler, ofrenes og pårørendes beretninger og på den måde været kommet frem med et helhedsbillede. Men det gør han ikke, og det virker.

Det handler om tillid. Et begreb, som den tyske sociolog Niklas Luhmann definerede som: ”En risikofyldt forud-ydelse”. Det vil sige, at hvis du og jeg skal have tillid til hinanden, må én af os på et tidspunkt tage det første skridt. Vi kan ikke blive ved med at lurepasse på hinanden, og jo længere vi gør det, jo sværere vil det være for os at opbygge tillid.

Samfundet er bygget op på den måde: Du har tillid til, at der ikke er arsenik i din mælk, at de andre billister ikke vil køre dig ned, og Daniel Øhrstrøm havde tillid til, at selskabet med to mordere i en bil en mørk aften ikke var farligt. Han tog den risikofyldte forud-ydelse for dig og mig, så vi kan få glæde af den tillid, som hans forud-ydelse blev mødt med.

Når historierne netop er fortalt gennem en tillidsrelation, behøver jeg som læser ikke hele tiden at stille mig skeptisk overfor, om kormedlemmerne fx pynter på historierne for at fremstå mere som ofre end som gerningsmænd. Og i bogen vil du heller ikke møde straffede personer, der ikke står ved, at de har truffet forkerte valg. De har gjort noget forkert, angrer, beder om tilgivelse (også om at tilgive sig selv) og så prøver de at komme videre.

Der er forskel på fanger

Når man ser på Fangekoret udefra fængselsmurene, kan det være fristende at sammenligne deres hverdag med vores. Ja, ja – de synger i et kor, og hvad så? Jeg har forstået, at de skriver deres egne tekster, men det kan jeg da også… Hvad er det imponerende i det, og hvorfor skal de have lov at optræde for fulde huse? Og så synger de jo ikke engang specielt godt sammenlignet med andre kor…

Her gør man den fejl, at man ikke i første omgang sammenligner medlemmerne af Fangekoret med de andre fanger. Det kunne være andre fanger, der er stolte af deres handlinger, der fortsætter stofmisbrug, kriminalitet, vold og trusler i fængslet, så de er endnu farligere, når de lukkes ud. Fanger, der synes, at korsang kun er for ”bøsser”.

Men gennem bogen får man en større forståelse for, hvor meget, der skal til for at træffe de valg, som leder væk fra det liv, man har levet: At man skriver sine allermest private og følsomme tanker ned og synger dem ud for fremmede i landets kirker. Eller som medlemmet Kasper fortæller:

Det (misbruget) er et forfærdeligt liv. Og jeg fik først mod til at stoppe, da jeg kom ind i Fangekoret. Det er et fællesskab, der ikke handler om stoffer, og det har været nyt for mig. Nu er jeg kommet så langt ned i metadon, at jeg er blevet klar i hovedet igen, og mine sanser er vendt tilbage. Da jeg var på stoffer, var det hele én stor grød for mig. Jeg var ligeglad om det var regnvejr, solskin eller snevejr, jeg havde den samme følelse indeni. Men nu kan for eksempel duften af nyslået græs igen give mig en rar fornemmelse. Jeg lægger igen mærke til vejret og bladene på træerne, og jeg er begyndt at drømme om alt det, der ligger uden for murene.

Mr. Spock og Homer Simpson

I science-fiction serien ”Star Trek” er én af de mest kendte figurer Mr. Spock. Han er af racen Vulcan og er 100 % rationel. Han kender ikke til spontanitet og følelser, når han tager beslutninger.

I en helt anden fiktiv verden finder vi Homer Simpson fra serien ”The Simpsons”. Han er Mr. Spocks modsætning. Alle hans beslutninger er truffet på baggrund af spontanitet, er lystbetingede og aldrig gennemtænkte. Hvem af disse personer er mest virkelig?

Hvis man ser på de debattører, der raser mod mere resocialisering i fængslerne og bare ønsker længere og hårdere straffe, så tænker de på alle mennesker som Mr. Spock. Når de har begået noget kriminelt, skyldes det en analytisk overvejelse, der viser, hvor forfærdelige mennesker, de er. Sådan bliver de sikkert ved med at være, og derfor er de bedst tjent med at være bag lås og slå.

For medlemmerne af Fangekoret er det tydeligt, at kriminalitet oftest bliver begået i en Homer Simpson-tilstand. Gerningsmanden har enten aldrig lært at tænke som flertallet eller også er han så påvirket af alkohol og/eller stoffer, at kriminaliteten bliver begået mere tilfældigt. Eller som Brian Bo fortæller forfatteren:

Når man allerede bliver adfærdsvanskelig som lille barn, har man jo ikke mange valg. Så har man ikke den samvittighedssans, som alle andre har. Man vil jo bare gerne anerkendes for noget. Uanset om det er godt eller skidt. Vil du sige, at man har et valg som seksårig?

Dette skal på ingen måde tage alvorligheden ud af forbrydelserne. Det er forfærdelige, nærmest umenneskelige ting, kormedlemmerne har begået. Men til forskel fra mange andre fanger, så synes kormedlemmerne det også. De ønsker bedre hjælp til ofrene, og de ønsker at alle andre skal undgå at blive ofre.

Problemet med Mr. Spock-tilgangen er, at fortalerne for den tror, at når en fange har siddet inde i 10 år, så tænker han: ”Det var forfærdeligt, og nu har jeg lært min lektie: Forbrydelse betaler sig ikke. Derfor ved jeg nu, at når jeg står i en presset situation, så skal jeg overveje straffelovens paragraffer og derigennem analysere mig frem til, hvordan jeg undgår at foretage en kriminel handling”. Sådan fungerer verden måske for en person, der har lært normer og udviklet en almindelig samvittighed og kan holde hovedet koldt. Men sådan er det bare ikke for alle andre.

Det hele skal læres helt fra bunden. Homer Simpson skal lære af Mr. Spock, men han bliver aldrig til Mr. Spock. Det er der i øvrigt ingen af os, der gør, for det vil betyde et farvel til de menneskelige følelser. Og det er netop dem, der skal arbejdes med, hvis det præventive arbejde (og livet) skal fungere.

En verden INDENfor

Brugerne på verdens største hjemmeside om film har stemt fængselsdramaet ”En verden udenfor” til at være verdens bedste film. Gennem filmen (og bogen der er forfattet af Stephen King) får vi et indblik i, hvordan fangerne tænker, frygter og drømmer om den verden, der er udenfor murene.

Men for at forstå, hvordan verden uden for murene skal fungere, for dem der har svært ved at passe ind i den, skal vi forstå verden indenfor murene. Hvordan føles det at være derinde? Hvor kan der gøres noget? Hvem kan der gøres noget for? Hvad skal der gøres, og hvem kan gøre det? Jo bedre vi forstår alt dette, jo flere menneskeliv, i form af færre ofre og gerningsmænd, redder vi.

Fangekoret og bogen om det, er vel nok det bedste sted at starte. Den er i øvrigt let og levende fortalt, og der er masse af gode grin og gribende beretninger til nakkehårene med på vejen.

I filmen følger vi dels fangekoret på turne rundt i danske kirker, men vi kommer også ind bag tremmerne sammen med Brian Bo, Bergur, Karsen og Jesper og ikke mindst korets karismatiske ”moder”, Louise Adrian. De medvirkende deler deres tanker råt for usødet, ganske som det er tilfældet med de tekster, de skriver. Gennem filmen klippes der ofte til koret, der synger, således at der er rig mulighed for at nyde både tekst og musik.

Det er kunst!

Efter fremvisningen af filmen på premiereaftenen, var der debat med forskellige eksperter. En af dem var hjerneforsker og Peter Vuust, som skulle fortælle lidt om, hvorfor man muligvis kan synge sig ud af kriminalitet. Han havde ikke noget forhold til Fangekoret inden filmen, men efter at have set den, måtte han midt i debatten udbryde: ”Der er i øvrigt ikke nogen, der har talt om den kunstneriske værdi i dette her (Numrene fra Fangekorets nye CD). Teksterne er fantastiske! Det er mange år siden, jeg har oplevet så rørende tekster”.

Det er en vigtig pointe. Fangekoret kunne sagtens synge gospelklassikere og turnere med bifald i hele landet, men det er ikke projektet for Louise Adrian eller fangerne. Det handler i stedet om at komme ud med alle de tanker, følelser, smerte og håb, som gennem mange år bag tremmer har hobet sig op. Og det gør ved at være 100 % autentiske, hvilket er det, der især får teksterne til at ramme lige der, hvor hjertet slår.

Hele denne proces er også med i filmen, hvor vi blandt andet oplever fangerne sidde alene i cellen og notere tekster, samt når de for feedback af korlederen og træner at udlevere deres inderste følelser sammen med resten af koret.

Det gør ondt

Til premieren i Park Bio var der så fyldt, at selv Claus Meyer måtte tage plads på gulvet. Og luftfugtigheden steg kraftigt i lokalet flere gange, når fangernes smerte trænger ud gennem både tekst, musik, billede og lyd. Tårer blev både klemt ud og stod ud som vandfald hos andre. For eksempel da Jespers mor holdt 95 års fødselsdag i sin smukke have – dog uden Jesper, som ikke fik udgang til lejligheden.

Men flere medlemmer af Fangekoret var til stede og sang blandt andet: ”Den, der har elsket mig højst er min mor. Jeg sårede hende, og sorgen var stor”. Et af ønskerne fra moderen, der har besøgt sin søn trofast i fængslet i mere end 25 år, var at se Jesper som en fri mand, inden hun døde. Men alle, der sad i rummet og kendte lidt til koret, vidste, at det nåede hun desværre ikke at opleve.

Smerten fra fangerne er ikke en: ”Hav ondt af mig, for det er synd for mig – smerte”. Det er i stedet en: ”Jeg har ødelagt mit liv og drømmer om en dag at få det tilbage – smerte”. De drømmer først og fremmest om at kunne tilgive sig selv. Og det gør indtryk i en tid, hvor der desværre debatteres meget perspektivløst om, hvorvidt fangerne er på badeferie, når de sidder inde.

Det giver håb

Men det er heller ikke en dokumentarisk tåreperser uden pause. Instruktørerne har mange gange fanget de medvirkendes smittende humør, når de mobber hinanden og diskuterer, om det er bedst at være langhåret eller skaldet som gråhåret. Eller som da Karsten fx fortæller meget levende om, hvordan han blev fanget af politiet efter et bankrøveri, mens han sad og talte pengene. ”Der var gennemtræk, så alle pengene fløj rund på Ring 4 motorvejen”, konstaterer han tørt.

Der var mange grin i biografen, og humoren sammen med de smertefulde tekster viser, at trods forfærdelige forbrydelser, mange år bag tremmer og for manges tilfælde en opvækst i Helvede, så har de beholdt deres menneskelighed. Det giver et håb for fremtiden

Og dilemmaet er for mange, hvad vi skal gøre med mennesker, der har begået monstrøse handlinger? Kan vi forhindre, at det sker igen? Og kan det gøres gennem sang? Filmen stopfodrer ikke seeren med svaret, men holder sig til den musicaldokumentariske stil, hvilket fungerer til perfektion. Denne film sætter dine tanker og følelser i gang, og den kan ikke glemmes. Og det bør den heller ikke.

Fangekoret handler om dig og mig

I virkeligheden handler Fangekoret (både filmen og koret) ikke ”kun” om nogle fanger, der laver og synger sange. Det handler om, hvor meget vi tror på mennesket. Hvor meget kan mennesket overkomme? Kan mennesket forbedre sig? Hvad er mennesket værd?

I bund og grund er det store spørgsmål: Kan det gode i mennesket vinde over det onde? Og når du har brugt 78 minutter af dit liv på at se filmen, er du væsentlig bedre rustet til at svare på det.

Mit personlige svar har jeg hentet fra Nordahl Griegs ”Til ungdommen”, hvorfra overskriften på dette blogindlæg også er hentet. Sidste vers i sangen lyder:

Ædelt er mennesket
Jorden er rig
Findes her nød og sult
Skyldes det svig
Knus det – i livets navn
Skal uret falde
Solskin og brød og ånd
Ejes af alle

Læs mere på Fangekorets hjemmeside, filmens hjemmeside eller mine tidligere blogindlæg: Alt det, der kommer indefra, Fangernes muse eller Ildsjæl på en tallerken – langt fra vand og brød

Den sorte dag

Det var derfor en særdeles sort dag for mig, da DRs P1 d. 1. november valgte at nedlægge programmet Vita, der hver dag satte en halv time af til at fordybe sig i en ildsjæl. Min første tanke var, at det nu var farvel til radiomediet for mig. Men så besluttede jeg mig for at give den nye, licensfinansierede Radio24Syv en chance, og det har jeg ikke fortrudt.

Den objektive, traditionelle vært er væk

Jeg lytter hovedsageligt til de mange programmer, som er bygget op omkring et koncept, værten selv har været med til at skabe. Det er en lang række karismatiske værter, såsom Søren Fauli, Torben Steno og Jarl Cordua, Iben Maria Zeuthen, Mette Bom og Nanna Kalinka Bjerke, Simon Kvamm, Knud Romer og ikke mindst Anders Kanberg, der er vært på det måske bedste program for mig, nemlig “De 6 hatte”, hvor et ekspertpanel bruger en særlig innovationsmetode til at give sparring til en dansk iværksætter.

Det attraktive ved koncepterne er, at det ofte er værten selv, der har noget på hjerte, og ikke værten, der skal interviewe én, der har noget på hjerte. Det giver meget levende radio, der ikke tales ned til lytteren.

Ofte, mener jeg, at radiojournalister overforklarer alt i et program for sæt nu, at den laveste fællesnævner ikke forstår det, der bliver talt om. Eller at man lige skal sparke en kæk bemærkning ind, for “nu bliver det måske kedeligt”. Det giver også et andet forhold til gæsterne, da de ofte er i studiet, netop fordi værten brænder for at tale med dem, og ikke fordi en researcher har sat dem på. Værterne er ikke bange for, at det bliver kedeligt, og netop derfor bliver det aldrig kedeligt.

Tidspresset er væk

Når der ikke hele tiden skal stilles om til reklamer eller spilles en playliste, som er bestemt fra centralt hold, er der meget bedre tid til at komme i dybden. Jeg husker særligt et program, hvor en lytter ringede ind til Søren Fauli og startede med at sige: “Jeg skal nok gøre det kort…”, hvorefter Fauli svarede: “Det behøver du da ikke. Bare tag dig tid”. Det fik mig til at tænke på, hvornår jeg sidst har hørt i et dansk medie, at der var god tid. Fx ser man vel aldrig en nyhedsudsendelse eller et debatprogram, hvor der ikke konstant skal hentydes tid, at “nu har vi ikke så meget tid”. Jamen, hvis man ikke har tid, hvad så med at få fat på mere af den?

Tidspresset gør, at man som seer eller lytter konstant kastes fra emne til emne, uden at man egentligt synes, at man er blevet klogere. Man er bare blevet bekræftet i, hvem der er for, og hvem der er imod. Sådan er det sjældent på Radio24Syv.

Nye verdener åbner sig

Kender du det, at når der bare er tid nok til at sætte ind i noget, så bliver stort set alt spændende? Jeg hører mindst et foredrag om ugen, og ofte tænker jeg inden, at emnet ikke interesserer mig synderligt, men så snart der gået mere end de sædvanlige to minutter, de traditionelle medier har plads til, begynder det nye at interessere én. Sådan har jeg det med især tre programmer på radiokanalen, (og det kunne sikkert også være andre programmer, som jeg endnu ikke har lyttet til).

Eksempel 1: Millionærklubben

Det er for det første “Millionærklubben”, hvor nogle sindssygt karismatiske aktiespekulanter kæmper om at få flest penge, mens de guider os igennem den finansielle verdens udvikling. Den ene er den langsigtede Lau Svenssen, der ved alt om alle i alle virksomheder og den anden er den kortsigtede daytrader Søren Adelvard, som er helt ligeglad med virkeligheden bag tallene – han vil bare tjene penge med ordsproget: ”Isen skal ikke være i maven, den skal op i drinken”. Det er, overraskende nok, meget medrivende, selvom jeg nok aldrig kommer til at investere i aktier.

Eksempel 2: Iben og Mødregruppen

For det andet gælder det programmet “Iben og Mødregruppen”, hvor Iben Maria Zeuthen sammen med nogle gæster og lytterne debatterer større emner, som måske ikke har nyhedsværdi, men som fylder meget i vores liv. Det kan fx være emner som Online-livet eller stress. I forbindelse med sidstnævnte emne, har jeg sjældent oplevet, at radio kunne være så levende.

En dag blev der diskuteret stress, og hvordan mange kvinder presser sig selv for meget i forhold til at være perfekte i karrieren, i familien og alle andre steder, hvilket gør mange stressede og deprimerede. I slutningen af udsendelsen brød den (fantastiske!) arbejdsløse arkæolog, Duddi, sammen, fordi hun ganske enkelt blev så påvirket af den situation, som mange beskrev. Og der kan man virkeligt mærke radioen komme helt ud af højtalerne og ind i kroppen!

Eksempel 3: Bom og Bjerke

Det tredje og sidste eksempel er det hverdagsfeministiske program “Bom og Bjerke” med Mette Bom og Nanna Kalinka Bjerke. Jeg ville nok tidligere have forsvoret, at meget få sekunder af mit liv skulle bruges på hverdagsfeminisme, men ikke desto mindre har jeg nu brugt mange timer på det.

Jeg er meget grebet af, hvordan de kan analysere mange dele af samfundet og livet i det gennem et feministisk perspektiv, for det går op for én, hvor meget det maskuline perspektiv fylder i dagligdagen, og at nogle ting måske er mere nuancerede en først forventet.

Tak til Brügger og Berthelsen

Netop fordi alt er mere nuanceret end overfladen viser, hylder jeg den nye radiokanal, der tager sig tid til indholdet, så de dermed også tager sig tid til lytteren. Desværre for kanalen har de meget få lyttere indtil videre, men hvis du ikke er sprunget på vognen endnu, kan jeg kun anbefale dig at komme i gang. Alle udsendelser kan hentes gratis som podcast, så du kan høre dem, når du selv har tid.

Jeg havde forventet meget af direktørerne Mads Brügger og Mikael Berthelsen, men indtil videre har de bestemt overgået dem. Tak for masser af radio med noget på hjerte!

Det gælder også på arbejdspladser, hvor brændende ledere kan være gode til at motivere medarbejderne. Men desværre kan din egen karisma faktisk også modarbejde, at du når de mål, du sætter dig.

Hvad er karisma?

Ordet ”karisma” kommer fra græsk og betyder en gave, hvilket i moderne forstand betegnes det som ”Evnen til at virke ledende alene ved personlighedens overbevisende styrke”. Prøv fx at tænke på Obama, den afdøde Steve Jobs eller i dansk sammenhæng kunne det være en person som Casper Christensen. De betegnes alle som personer med høj karisma. De nævnte personer har selvfølgelig også andet at byde på end netop karismaen, men her tjener de som forklaringseksempler.

Det kunne også være personer i din nærhed: Din chef, din træner, din formand eller din kollega. Og faktisk er det sandsynligt, at det også kunne være dig selv. Når du læser dette, er du interesseret i ildsjæle og sikkert én af dem. Da ildsjæle er meget følelsesmæssigt involveret i det, de laver, vil de for det meste også være særdeles karismatiske.

Måske har din karisma givet dig højere karakterer i skolen, rabat i butikken, gode samarbejdspartnere til din virksomhed eller tiltrukket andre til din sag. Der er mange gode sider af karisma, men i dette blogindlæg beskæftiger jeg mig med den negative side. For den skal du passe på.

Den glade, den sure og narcissisten

I 1989 skrev de tre psykologer Robert Hogan, Robert Raskin og Dan Fazzini artiklen ”The dark side of charisma”. I den beskriver de tre typer karismatiske mennesker.

Den glade formår at stige i graderne, fordi alle kan lide ham. Han undgår helt at tage upopulære beslutninger eller skabe fjender.

Den sure lurer under overfladen og skaber en masse konflikter og fjender, men da det ikke bryder helt ud, kommer han stille og roligt selv til at fremstå som den gode part.

Narcissisten har høj energi og selvtillid, hvilket gør ham så charmerende, at andre automatisk har lige så høje tanker om ham, som han selv har.

Fælles for alle tre er, at de langsomt får mere og mere magt på baggrund af deres personlighed og ikke nødvendigvis deres evner og resultater. På et tidspunkt er der én eller anden, der finder ud af, at det er kejserens nye klæder, og så falder korthuset sammen.

Ingen af de tre forholder sig nemlig til virkeligheden. Den glade navigerer udenom alle forhindringer, indtil forhindringerne en dag hober sig op. Den sure for skabt kaotiske miljøer omkring sig, hvor ingen skaber resultater. Narcissisten lytter aldrig til andres forslag, og fortsætter derfor med samme kurs, uanset hvor den fører ham hen.

Sådan bliver du venner med din karisma

Som ildsjæl har du en risiko for at lade den gode, den sure eller den narcissistiske få overtaget, fordi det ganske enkelt er en let måde at få mere magt på kort sigt. Andre vil lade dig gøre det, da du netop har karismaen til at kunne gennemføre det.

Og du skal selvfølgelig ikke nedtone din karisma – du skal bare sikre dig, at det ikke er din personlighed alene, der skaber resultater for dig. De fem gode råd er:

• Lad være med at undgå konflikter bare fordi de er ubehagelige. De er en naturlig del af livet, og kan gøre dig endnu stærkere eller mere bevidst om, hvordan andre ser på det, du laver.
• Når du peger på én, så peger der fire fingre mod dig selv. Hvilken rolle spiller du og dine tidligere handlinger, hvis du mener, at en anden ikke gør, som du forventer?
• Få så mange konkrete eksempler som muligt, når du kommunikerer med andre, der har et andet perspektiv end dit.
• Øv dig i at lytte. Betragt det som en gave, at andre har en anden mening om det, du foretager dig. Sig gerne højt, at det er svært at tage imod kritik, men at du gerne vil have den, så du kan bruge den konstruktivt.
• Evalulér, hvad du laver. Kommer du videre mod dine mål, eller bilder du bare dig selv ind, at du gør det? Klapper folk dig på ryggen, så du lige så stille kommer udover skrænten?

En nat vågnede jeg kl. 1.00 og kunne ikke falde i søvn igen. Det plejer at hjælpe med en bog, så det satsede jeg også på denne gang. Jeg tog Soulaima Gouranis bog ”Tag magten over din karriere” frem. Da klokken blev 4.00 var bogen pludseligt gennemlæst, og jeg havde allermest lyst til at stå op og komme i gang med bogens budskaber.

Soulaima Gourani

Hvis du skulle være blandt de uheldige, der endnu ikke kender Soulaima Gourani, så kan du besøge hendes hjemmeside her og læse mere om, hvad hun gør, og hvem hun er.

I stedet vil jeg blot nævne, at titlen på bogen passer helt perfekt til hende. For hun har i den grad taget magten i et liv, hvor intet er kommet gratis til hende. Hun har kunnet forvandle modgang til motivation og rod til store resultater. Og alt dette har hun gjort, fordi hun selv har taget magten om sin tilværelse. Eller som du kan læse på bogens side 38:

Fremtiden kommer uanset hvad, så det kan lige så godt være dig selv, der skaber den.

Arbejdslivets ”Takt og Tone”

I 1918 blev Emma Gads ”Takt og tone – om omgang med mennesker” udgivet. Den var en social manual, der gav retningslinjer for, hvilken adfærd der tjente borgerskabet bedst. Bogen blev en succes, fordi den var meget konkret og brugbar, hvis man skulle begå sig i en hidtil mere eller mindre kendt verden.

På samme måde kan ”Tag magten over din karriere” bruges, hvis du gene vil skabe fremgang i det, du laver – uanset om du er leder, medarbejder, arbejdsløs, håndværker, (førtids)pensionist eller iværksætter.

Soulaima Gourani er ikke en rejseagent, der sender dig ud, hvor hun ikke selv har været. Hun er nærmere en turguide, der giver os et indblik i de verdener, hun har haft succes i. Det er både på de mere bonede gulve, men også som praktisk fabriksmedarbejder.  Hun ved, hvad der virker, fordi hun selv har været der. Når det er relevant med videnskabelige argumenter, tilføjes disse.

Bogens struktur er bygget op omkring ti gode råd, såsom ”brænd igennem” og ”netværk dig til succes”, og i hvert kapitel bliver du ført frem til at kunne inddrage dine egne tanker (der er plads til at skrive dem), og så er der tre opsummeringer efter hvert kapitel.

Tag magten over dit liv

Men bogen handler faktisk også om meget mere end karrieren.

Et arbejde er ikke bare arbejde, dertil arbejder vi for meget, dertil er vi for viklet ind i vores arbejdsplads på godt og ondt. Arbejde sker i kompagniskab med dit private liv. Side 55.

Det er tydeligt, at Soulaima Gouranis perspektiv på karrieren er, at den skal være en del af et helstøbt liv. Hvis du følger hende på Facebook, er der også lige så mange opdateringer om tiden med familien og vennerne som om hendes hektiske arbejdsliv.

Og dette perspektiv går igen i bogen. De mange tiltag på karrierescenen, må fx kun ske på bekostning af dit bagland, hvis det er noget, du har aftalt med dit bagland. Det kunne måske være mere politisk korrekt at skrive, at en karriere aldrig må gå udover privatlivet, men det vil samtidig være naivt i mange tilfælde.

Derfor er der også mange gode råd til, hvordan man rent konkret kan indrette tilværelsen, så de stemmer overens med de værdier og ønsker, man har for sit liv. For det handler ikke om, at du skal leve Soulaimas liv, men dit eget. Fra mit ildsjæle-perspektiv er den derfor helt uundværlig på boghylden og som inspiration generelt.

Tag magten over magten

Nu er det sådan, at jeg ikke tror på janteloven. Jeg tror så meget på mig selv, at jeg synes, jeg har fortjent rigtig meget held og lykke. Side 168

Du kommer til at få et liv og en karriere, uanset hvordan det så kommer til at udfolde sig. Så hvorfor ikke sætte sig i førersædet? Hvis ikke du gør det, vil dine ønsker, værdier, jobs og meget andet vil være resultaterne af andres valg. At FÅ fremgang kræver, at man VIL have fremgang, og at man har modet og værktøjerne til at gøre noget ved det. Alt dette rummer bogens 182 sider.

Så vil du have noget, du ikke allerede har, kan jeg kun anbefale dig at investere tre timer i resten af dit (arbejds)liv. Bogen kan bl.a. købes her.

Hvad betyder underlig i denne sammenhæng?

Det er normalt ikke en speciel fantastisk kompliment at blive kaldt ”underlig”, men det er det i dette tilfælde. Underlig betyder, at du

• Omfavner individualitet
• Tænker at mindre er bedre
• Mener, at det er bedre at adskille sig fra mængden end at være en del af den
• Tilhører en ”stamme” af ligesindede

Opgøret med massen

Underlig er et opgør med ”massen”. I massens / industrialiseringens tidsalder har det handlet om, at ”større er bedre”.

• Jo flere dimser jo bedre
• Jo flere ansatte jo bedre
• Jo flere kunder jo bedre
• Jo mindre fornyelse jo bedre

I massens tidsalder har det handlet om at gøre folk ens, hvilket skolesystemet har været med til. Gennem uddannelsessystemet får virksomhederne folk med lønmodtagerindstilling og kunder, der køber det, reklamerne viser. Virksomheder blev større, reklamerede mere og blev endnu større.

Men sådan er det ikke længere. De underlige er ved at besejre massen. Man kan fx ikke bare reklamere sig til mange kunder længere. Kunderne vil have det underlige i stedet. Det er fx det, der har gjort Apple til sådan en dundrende succes.

De underlige er ikke en del af en kollektiv masse, men en del af små stammer af andre, der er underlige på samme måde. Nicheprodukter vinder frem og standardprodukterne taber.
For nylig talte jeg med en kvinde, der dyrker japansk langbueskydning i København. Det er der kun fem mennesker, der gør. Derfor er der sikkert ingen virksomhed, der ser det som et marked, eller andre der ser det som et fællesskab. Men med internettet kan stammemedlemmer forbinde sig med hinanden globalt, og dermed kan nichegruppen pludseligt blive stor, samtidig med at den enkeltes tilknytning til netop denne stamme er særdeles stærk. Det er jo netop i denne stamme, jeg kan være mig selv og adskille mig fra den store mængde omkring mig.

Det underlige er godt

I Jantelovens ophavsland vil vi traditionelt have meget svært ved at se det underlige som noget godt. Men det er netop, når vi finder frem til vores individualitet, vi kan adskille os fra den store mængde og finde frem til andre, der brænder for det samme som os. I stedet for at blive dunket i hovedet med en kollektiv gummihammer, så vi finder tilbage til vores plads i mængden, er det nu bemærkelsesværdigt og godt at skille sig ud.

Det kommer selvfølgelig an på, hvad man skiller sig ud i forhold til, men jeg er vild med Seth Godins pointer, fordi ildsjæle netop adskiller sig ved noget beundringsværdigt, men alligevel ofte holder sig tilbage, fordi de er bange for at virke underlige. Men nu skal de tilstræbe at være underlige i stedet. Hurra for det! For det er jo netop det at gøre noget andet, der gør en forskel. Og når man træder frem og gør det, møder man andre, der gør det samme.

Prøv fx at tænke på nogle af de mennesker, du ser mest op til eller der inspirerer dig mest. Er det netop ikke, fordi de er underlige på deres egen måde?

Du er også underlig

Bogen handler om, at vi alle er underlige, og det betyder dermed også dig. Så på hvilke områder føler du dig underlig? Hvordan kan du bruge dette aktivt og konstruktivt, så du kan komme ud med den autentiske person, du er? Husk at det også en tid, hvor det mindre er godt frem for kun den store mængde. Det betyder, at selv den mindste ting, du brænder for, kan få stor betydning, og du vil med stor sandsynlighed kunne finde andre, der er underlige – ganske som dig selv.

Måske vil de andre underlige så købe dine produkter, hjælpe dig med din sag eller bare være det fællesskab, du altid har manglet.

2011 er ved at rinde ud, og i den forbindelse er der mange analyser, der på forskellige måder beskriver året. Jeg har lavet en kort analyse af statistikkerne på min egen hjemmeside, og den viste i første omgang, at jeg har skrevet 35 blogindlæg, og så er det jo oplagt at se på, hvad ildsjælene rundt omkring i landet blev mest tændte på at læse.

Derfor kommer her en liste over de fem mest læste indlæg. Hvis du klikker på overskrifterne, kommer du direkte til selve blogindlægget.

Nr. 5: Skriget til undgængeren i os alle

Et kort portræt af den nu 30-årige kunstner, Nadia Plesner, der i 2011 tog kampen om med verdens største brand – og vandt! Nadia laver kunst, der tvinger os til at åbne det blinde øje, vi ellers gerne vil vende til.

Nr. 4: Ildsjæl på en tallerken

En reportage fra åbningen af en-aftens-restauranten ”Ukrudt”, der var kulminationen af et fremragende projekt, hvor Meyers Madhus samarbejdede med fangerne i Vridsløselille Statsfængsel. Det kom der et fantastisk aften ud af. Og forhåbentligt meget mere.

Nr. 3: Sådan får du mere indflydelse

Hvis man gerne vil have mere indflydelse på sine omgivelser, kommer jeg her med nogle bud på, hvordan det kan gøres. I dette tilfælde handler det især om at sælge.

Nr. 2: Hvad er din livsfilosofi?

Det må siges at være et af de mere tunge blogindlæg. Det beskæftiger sig også med de store spørgsmål såsom: Hvad er virkeligheden? Hvem er jeg? Hvordan er jeg? Hvad skal jeg gøre med mit liv?

Nr. 1: Sådan siger du nej med god samvittighed

Dette blogindlæg ”vandt” en suveræn førsteplads, og det er et meget populært emne at debattere, når jeg holder foredrag. For som ildsjæl kan det være helt ufatteligt svært at sige nej, når nogle spørger om noget. Derfor kommer mange ildsjæle ud i en situation, hvor de overbelaster sig selv og dermed ikke kan hjælpe nogen. Men hvordan kan man så sige et pænt nej uden at få dårlig samvittighed? Det kommer jeg med nogle konkrete bud på i indlægget. Senere har jeg også indspillet det som video, og den har jeg sat ind i indlægget.

Jeg glæder mig til at blogge videre i 2012.

Godt nytår!