Fejl er forberedelse

Fejl er et farligt ord. Tænk fx på følgende sætninger:

  • ”Vi lever i en fejlfinderkultur”
  • ”Jeg har begået en fejl”
  • ”Det er menneskeligt at fejle”
  • ”Det handler om at eliminere fejl og mangler”

Uanset om det er menneskeligt at fejle, er det stadig ikke godt – især ikke hvis man er politiker, chef eller har en anden form for ansvar. Så skal man stilles til regnskab. Og hvis man selv har begået en fejl, skal man både undskylde for andre og have det dårligt med sig selv.

Men sådan behøver det ikke at være. Bevares, har man gjort andre skade, er det selvfølgelig på plads at undskylde, men medmindre man med vilje har skadet andre, er der ingen grund til at føle personlig nedtur.

Når vi skal inspireres af andre, er det også succes’erne, vi gerne vil høre. Har du måske nogensinde set et foredrag eller et seminar med titlen: ”Sådan tog vi fuldstændigt fejl”, eller ”Fem trin til flere fejl”? Næh, fejl er noget skidt.

Men alligevel fejler vi jo alle sammen. Så var det ikke på tide at tage en anden betragtning?

Sat mat

Jeg var ikke ret gammel, da min bedstefar lærte mig at spille skak. Det betød, at jeg i skolen altid vandt over mine kammerater og endda også enkelte lærere. Jeg synes, at det var særlig sjovt, at lave en såkaldt ”Skomagermat”, hvor man vinder spillet på kun fire træk. På et tidspunkt begyndte jeg at spille i en klub, og det skal man starte med at lære at notere alle træk i en bog. I min allerførste kamp mod Ejnar, som han hed, fokuserede jeg meget på at notere korrekt. Men det var ikke et langvarigt fokus, for efter fire træk havde Ejnar sat mig mat – Skomagermat.

Det var en kæmpe nedtur for den lille dreng, der havde glædet sig til at vise de mange voksne mænd, hvad han kunne. Men jeg blev ALDRIG sat skomagermat igen, og faktisk betød det, at jeg koncentrerede mig ekstra meget om åbningen, som er den vigtigste fase i skak.

Den dårligste sælger

Mange år senere (faktisk for omkring et år siden) blev jeg inviteret til et møde i et af landets store forsikringsselskaber. Jeg havde skrevet lidt frem og tilbage med en kontaktperson, og de var muligvis interesserede i at købe mig til nogle foredrag. Jeg glædede mig til mødet og var spændt på, hvad de ville fortælle mig.

Men da jeg mødte op, gik det op for mig, at det var et decideret salgsmøde. De havde fået en leder og ekstra medarbejder til at komme med til samtalen, og jeg var totalt uforberedt. Når de spurgte mig helt venlige og fair, men kritiske spørgsmål, pegede jeg fingre af andres måde at holde foredrag på og kunne slet ikke formidle, hvad det egentligt er, jeg kan hjælpe andre med – hvad min vare er. Jeg har jo aldrig tænkt mig selv som sælger, men bare en gut, der er ufatteligt optaget af ildsjæle. Allerede inden mødet var ovre, var jeg klar over, at jeg havde fejlet. Big Time!

Jeg gik derfra med en irritation over, at de ikke havde informeret mig korrekt om mødets formål, men kort efter var jeg helt bevidst om, at jeg kun kunne pege på mig selv. Men kort tid efter fik jeg lavet dediceret salgsmateriale og afklaret, hvad det præcist er, jeg kan gøre gennem et foredrag. Det har givet mig mange kunder sidenhen.

Fejl som forberedelse

Min pointe er, at fejl er nytteløse, hvis vi kun bruger dem i forhold til fortiden og tænker: ”Hvor er jeg dum!” Hvad med altid at bruge dem fremadrettet og tænke: ”Hvor har jeg lært meget af dette” eller ”det var en god forberedelse til næste gang, jeg står i samme situation”. Nu har jeg nævnt to eksempler fra mit eget liv, men hvis jeg brugte tid nok, kunne jeg nævne de første 100 eksempler.

Det er især aktuelt i forhold til ildsjæle, som jo ofte gerne vil ændre på verden eller bare et lille stykke af dem. Og hver gang man vil lave om på selv den mindste ting, er der næsten altid altdominerende kræfter, der står bag status quo. Det motiverer mange ildsjæle, men i sin iver kan man så ofte komme til at begå fejl, fordi man netop prøver noget nyt.

Livet som ildsjæl kan således blive meget lettere, hvis man tænker, at fejl blot er en forberedelse til lignende situationer i fremtiden, hvor man så kan brænde endnu mere igennem – med endnu bedre resultater.

Skriv en kommentar