Fem koncepter der styrker hverdagskrigeren

Jeg har tidligere skrevet dette indlæg om, hvorfor jeg betaler for at få blå mærker, og hvordan træning til kamp kan styrke én i hverdagen. Denne gang handler det om, hvad du som hverdagskriger kan lære af de fem koncepter, der danner basis for kampsystemet Escrima.

De fem koncepter er:

  • Balance
  • Fokus
  • Hastighed, timing og distance
  • Kraft
  • Omstilling

Balance

Balance er forudsætningen for, at resten kan fungere. For man kan kun reagere effektivt på angreb, hvis man selv er i balance. Det kan sagtens være, at man slår med kraft, men er du ude af balance, skal der bare et lille prik til det rigtige sted, og så falder du. I badminton har man fx begrebet ”spilcentrum”. Her skal du løbe tilbage til, hver gang du har slået til fjerbolden. For det er det optimale udgangspunkt for at nå hen til bolden næste gang.

I dagligdagen gælder det samme. Kommer der en uventet udfordring, kan vi blive slået helt ud af kurs, hvis vi ikke er i balance. Det gælder fx i forhold til:

  • Antallet af arbejdsopgaver og tid
  • Antallet af tilgængelige ressourcer og krævet kvalitet
  • Forbindelse mellem organisationens værdier og vores egne
  • Relationen mellem arbejde og fritid

Fokus

I kamp er fokus ekstremt vigtigt. Man skal fx være bevidst om:

  • Hvor mange angriber mig?
  • Har de våben? Er der noget, jeg selv kan bruge som våben?
  • Står der møbler i vejen på ”kamppladsen”?
  • Er min modstander påvirket? Er jeg?

I hverdagen er fokus mindst lige så afgørende. Vi ved, hvor lidt effektive, vi er, hvis der er mange afbrydelser i arbejdsmiljøet. Sidder vi begravet i en opgave, tager det lang tid at vende tilbage til samme koncentrationsniveau, hvis fx telefonen ringer, eller en kollega lige skal vise en sjov video på youtube. Vi ved også, at multitasking ikke findes – selvom der er mange sjove vittigheder og mænds og kvinders forhold til det. Men vi kan ikke være koncentreret om to ting på én gang. Nogle er bare hurtigere til at skifte mellem opgaver end andre. Derfor er monotasking det, der gør os effektive, da det netop giver os fokus.

Fokus handler selvfølgelig også om at have det rigtige, strategiske fokus. Vi kan blive forblændet af de daglige opgaver, men helt glemme at have fokus på, hvad vi egentligt vil på længere sigt. På samme måde kan vi have alt for meget fokus på fremtiden og glemme, at det rent faktisk er nutiden, der skal få os derhen.

Hastighed, timing og distance

Dette koncept består af tre dele, der til sammen handler om at ramme målet præcist. Hvis jeg fx skal forsvare mig mod en modstander, kan jeg strække armen mere ud eller bevæge mig tættere på (distance). Jeg kan i den forbindelse også sørge for at holde mig på en distance, hvor han ikke kan ramme mig.

Hastighed handler kort og godt om at ramme ham, før han rammer mig. Timing beskriver det at reagere på det rigtige tidspunkt. I nogle situationer er det en stor fordel at være afventende og lade en anden tage det første skridt mod mig, fordi det vil bringe ham ud af balance, og det kan jeg så vende til min fordel. 

I hverdagen kan du igen bruge de samme begreber:

  • Hastighed: Hvor hurtigt skal (og kan) du og din virksomhed reagere på en opgave?
  • Distance: Hvor tæt er du på problemet? Er du den rigtige til at løse det? Skal du bevæge dig fysisk, mentalt eller markedsmæssigt for at løse det?
  • Timing: Hvornår skal du reagere? Er der en fordel i at vente? Mobilproducenter skal fx så hurtigt ud på markedet, at de telefonerne altid har mangler, men de vægter det at være først. Inden for andre brancher handler det mere om at vente til forbrugerne kender til og efterspørger ens produkt, før det kan betale sig at bruge penge på det.

Kraft

Hvis alle dine anstrengelser skal have en værdifuld effekt, har du brug for kraft. Giver jeg en modstander et lille klask over nakken, er han med det samme klar til at give mig tifold tilbage. Mange tror, at det at skabe kraft er en enkel handling i fx armen eller i benet. Men at skabe kraft er en helhed. Et slag bør starte helt nede i foden, fortsætte gennem knæet, hoften og skulderen, og alle de små bevægelser resulterer i råstyrke. Alle typer for våben helt ned til en kuglepen eller en nøgle er en ekstra fordel, da det ikke har samme svagheder og nervepunkter som kroppen.

I hverdagen kender du sikkert til vigtigheden af at have personlig gennemslagskraft. Uden den får du næppe de resultater, du ønsker. Skal du fx lave en præsentation, nytter det ikke noget at tro, at det kun handler om at få sagt de rigtige ord. Gennemslagskraften starter med måden, du går ind ad døren på, hvordan du er klædt, om du fortsætter med at bekræfte førstehåndstindtrykket, hvordan du bruger din krop, din vejrtrækning og hvilke våben du bruger i form af argumenter, undersøgelser, tekniske hjælpemidler osv.

Omstilling

Når vi træner Escrima, bruger vi som regel en rundstok (eller to). Men dette våbens skal tænkes som jokeren i de fleste kortspil; den skal kunne erstattes af alt andet. Fx en flaske, en mobiltelefon eller bare en hånd. Det er jo (heldigvis) sjældent, at man lige går rundt med en 70 cm lang stok. Det, man træner, skal derfor kunne omsættes til den givne situation, man nu engang befinder sig i i kampens hede.

I hverdagen taler vi mere end nogensinde om forandringsledelse, for antallet af forandringer stiger konstant. Vi skal derfor kunne omstille os, hvilket vores hjerne som udgangspunkt hader. Hjernen elsker vaner, for så kommer den ikke på overarbejde. Men det udfordrer os bare, når forandringerne så kommer, og vi ikke er trænet til at tage imod dem. Derfor reagerer vi med frustration, brok og opgivenhed. Ganske enkelt fordi vi ikke er gode til omstilling. Men når man træner omstilling og det at bryde vaner, finder man ud af, at det ikke er så farligt.

Som det gælder i hverdagen, er der i Escrima ikke nogen facitliste til, hvordan alt skal gøres. For vi kan ganske enkelt ikke forberede os på alt, der vil kunne ske. Men vi kan træne i de fem nævnte koncepter og så gennem erfaringen udvikle vores egen teknik og måde at gøre tingene på. Det kræver dog, at der er styr på alt det basale først.

Jeg håber, at du nu har fået inspiration til at videreudvikle din indre hverdagskriger. Dine resultater vil takke dig for det. Og huske, at du kan læse meget mere om Escrima her.

Skriv en kommentar