Fire myter om at undgå at brænde ud

Jo mere vi har fokus på det, vi brænder for, jo lettere undgår vi at brænde ud.

Det er én af mine faste overbevisninger. Jeg oplever også, at langt de fleste af os gør nogle tanker om, hvordan vi undgår at brænde ud. Desværre er nogle af de oftest brugte forklaringer rene myter, som desværre bare får endnu flere til at brænde ud. Jeg vil i det følgende gennemgå fire af myterne. Der er sikkert mange flere.

Myte 1: Man skal yde for at nyde.

Man kunne jo umiddelbart sige, at det er ren logik. ”Selvfølgelig skal man have alt det kedelige klaret, inden man må tillade sig selv at have det godt”. Men det forholder sig bare sjældent sådan i virkeligheden. Der er der flere grunde til. For det første deler det aktiviteter op i sjove glæder og sure pligter. Det gør, at man kommer til at fastholde sine tanker i, hvor surt det er at udføre arbejdet. Man tænker hele tiden over, hvor dejligt det bliver, når man er færdig.

For det andet kommer man i forlængelse heraf til at være afhængig af sin viljestyrke: ”Nu skal jeg være stærk, så jeg kan udføre det, jeg hader”. Og det er ikke sundt, hvis man skal være afhængig af viljestyrke i alt for lang tid, for det gør én særdeles fraværende i forhold til det, man laver. Man har kun fokus på den indre kamp om at tage sig sammen.

For det tredje så viser det sig, at man sjældent når frem til at nyde, når man konstant skal kæmpe for at yde. I stedet er det langt mere konstruktivt at få sig indrettet, så man kan nyde og yde på samme tid.

Myte 2: Kontrol afværger udbrændthed

Som voksen skal man være ansvarlig og undgå alt, der hedder kaos – især i arbejdslivet. Hvis vi ikke ved præcis, hvad morgendagen bringer, og hvordan vi vil reagere på det, så har vi balladen. Eller det er i hvert fald myten.

Der er især to problemer med kontrol.

Det ene problem er, at kontrol er baseret på frygt. Vi er bange for, hvad der sker, hvis vi træder ved siden af eller står i en situation, hvor vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Men denne frygt holder os i en kedelig comfortzone, hvor vi lever i evig angst. Derudover er den jo ikke konstruktiv, for i sidste ende sker der jo hele tiden noget, vi ikke kan kontrollere. Og så er det bedre at dyrke sin evne til at stole på sig selv og sine evner til at reagere på verdens gang.

Det andet problem med kontrollen er, at lykken som regel dukker op, når vi slipper kontrollen. Svaret på det gamle spørsgmål: ”Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?” er, at vi skal acceptere lykkens lunefulde muligheder. Det er det uventede, der netop bringer glæde. Vi bruger alt for mange kræfter på, at undgå overraskelser, og derfor bliver vores glæder korte. Vi får ganske enkelt for få overraskelser.

Myte 3: Voksne burde vide, hvad de skal gøre med deres liv

Mange bliver hængende på steder, der dræner dem, fordi de tænker, at det nu engang er der, hvor de har hængt deres hat. De har fundet deres hylde, og så der det lige meget, om det er den rette hylde. ”Når man er voksen, skal man jo tage sit ansvar på sig, og kan ikke bare begive sig ud på nye veje”. ”Man bor her, og så kan man da ikke bare flytte”. ”Nu arbejder jeg da her, og det skal jeg da gøre indtil pensionen”. Alle tankerne bygger på myten om, at voksne selvfølgelig ved, hvad de skal gøre med dere liv. Men sådan forholder dig sig bare ikke, og det gør desværre alt for ofte, at mennesker bliver i tilstande, hvor de langsomt men sikkert brænder ud. Her kommer jeg til at tænke på linje fra Baz Luhrmanns geniale nummer ”Wear Sunscreen”:

Don’t feel guilty if you don’t know what you want to do with your life…the most interesting people I know didn’t know at 22 what they wanted to do with their lives, some of the most interesting 40 year olds I know still don’t.

Heldigvis oplever jeg ofte, at nogle netop tænker, at de overhovedet ikke ved, hvad de brænder for, og derfor er interesseret i, hvad jeg laver. Men jeg er jo som regel også i kontakt med dem, der har forladt myte nr. 3.

Myte 4: Ydre mobilitet er bedre end indre mobilitet

Vi kan blive forfaldne til at præstere en masse, fordi det giver anerkendelse fra andre, når vi opnår resultater. Den ydre mobilitet betegner jeg som alt det, vi gør udadtil. Den indre mobilitet betegner vores evne til at arbejde med vores antagelser, værdier og holdninger. Det handler ikke om vores mere akademiske evne til at analysere og beregne, men evnen til at flytte perspektiv.

Jeg slår ikke et slag for, at vi skal præstere mindre, men for at vi skal præstere det, der er rigtigt for os. Og for at vide, hvad der er rigtigt for os, kræver det indre mobilitet. Når jeg definerer begrebet ”Ildsjæl” gør jeg det blandt andet ved, at vi som ildsjæle føler et kald med det, vi laver. Men dette kald kommer sjældent bare til os som et lyn fra himlen. Det er faktisk mere som en tåge, der langsomt letter, jo mere vi arbejder med vores indre mobilitet og lærer os selv at kende.

Man kunne også formulere de to mobiliteter ved at sige, at vi med ydre mobilitet søger at tilpasse os andre værdier gennem præstationer, mens den indre mobilitet handler om at tilfredsstille egne behov. Dette skal ikke forstås som egoisme, der går udover andre, men som en egoisme, der gør os i stand til at brænde for andre – uden at vi selv brænder ud.

Disse fire myter er også beskrevet i Leslie Godwins bog ”From burned out to fired up”.

Hvis du oplever andre myter, er du naturligvis også velkommen til at skrive dem herunder.

Skriv en kommentar