Hvad kan vi lære af geniet Bobby McFerrin?

Der er 28.000 kubikmeter luft i DRs Koncerthus. Og så er der en hel unik ramme rundt om al den luft.

Forfatteren Paolo Coelho skriver i bogen ”Zahir”, hvordan han engang i en kirke fik den åbenbaring, at den flotte facade og alle detaljerne i en kirkes interiør alene tjener det at være ramme for indholdet. Det var en åbenbaring for ham, fordi han kom til at tænke på sig selv og andre mennesker i den forbindelse: Vi skaber en masse rammer omkring os selv i forhold til vores ting og vores krop, men alt handler i sidste ende om at skabe det værdifulde indhold.

Bobby McFerrin

Den 5. juli 2011 har jeg den fornøjelse af at være til koncert med Bobby McFerrin i DRs Koncerthus, hvor jeg sammen med 1799 andre oplever, hvordan et rum kan fyldes med det værdifulde indhold. Men er langt mere end en musikalsk oplevelse, og jeg vil gerne prøve at opdele nogle af kunstnerens kvaliteter, så vi andre kan blive inspireret af dem, uanset om vi er ledere, frivillige, sælgere, medarbejdere, ledige, og hvad vi ellers er.

Hvis du ikke kender Bobby McFerrin, så vil jeg kort præsentere ham. Han er født i 1950 og fik sangen ind tidligt, da begge hans forældre var klassiske sangere. Han brød igennem i 1988 med sangen ”Don’t Worry Be Happy”, men da George Bush senere brugte den til sin valgkamp, tog McFerrin den ud af sit repertoire. I stedet har han specialiseret sig i improvisationer og sange, hvor der som regel hverken er ord eller en normal struktur på melodien.

Du kan se et eksempel på hans kunnen her.

 

Og herefter vil jeg så gerne dele hans magi op i underpunkter. Efter hvert punkt stiller jeg et spørgsmål, som du kan tænke videre over, diskutere med andre eller skrive ned for dig selv.

Bobby McFerrin er unik

Der findes ingen erstatning for ham, for han har formået at skabe et helt unikt brand, hvor det er hans helt klare talent, der er i højsædet og ikke meget andet. Koncerten d. 5. juli bestod af ham, en mikrofon og intet andet, udover de publikummer han inviterer med på forskellige måder.

Han kørte på i to timer uden pause, og det blev aldrig ensformigt eller noget, der mindede om noget som helst andet. Han er klædt i sandaler, cowboybukser og en sort t-shirt uden tryk. Ingen pynt eller pragt – bare Bobby.  

Hvad gør dig unik?

Han leger

Når man turnerer til nogle af verdens største koncerthuse og har et publikum, der har betalt kassen, ville de fleste nok være mest trygge ved at holde fast i de sikre successer. Men ikke McFerrin. Hans varemærke er som nævnt improvisationerne, men han tilsætter det  ofte et legende element, og man kan tydeligt se, hvor sjovt han har det. Det er til tider som at se en hundehvalp, der har fået et nyt legetøj, når McFerrin opdager en ny lyd.

Til sine koncerter inviterer han ofte dansere op, og laver en form for duet med dem, hvor han laver lyde, som de danser til, og deres dans inspirerer så ham til at lave nye lyde osv. Det gjorde han også d. 5. juli, hvor tre dansere kom på scenen.  Den ene danser var en ældre herre, og det viste sig hurtigt, at han var stepdanser. Det var tydeligvis noget nyt for McFerrin, og han kastede sig begejstret ned på knæ og holdt mikrofonen tæt på lydene fra stepdanserens sko mod gulvet og brugte så de lyde som underlægning til at lave melodier – mens manden dansede videre.

Hvordan kan du skabe professionel leg?

Se et eksempel på, hvordan han leger musikalsk med en trappe her.

 

Han improviserer

Og hvad er så det fantastiske ved de improvisationer? Det er især, at som publikum ved man, at den samme koncert aldrig er lavet før, og den vil ikke blive det igen. Vi er med til noget helt særligt og altså ikke del af et stort maskineri, der rejser fra by til by med den samme kulisse og de samme numre i den samme rækkefølge.

Vi bliver alt andet end et nummer i køen, men i stedet en del af showet, og det er kun os, der oplever det. Det gør også, at vi som hans ”kunder” oplever et fællesskab. Derudover sidder vi hele tiden og tænker på, hvor han nu tager os hen.

Når man improviserer, er man selvfølgelig også helt og aldeles til stede. Der er intet kendt at holde sig til, og han skaber et flow, hvor han går ud af nogle tangenter, når der kommer en eller anden ny nuance frem. Der er absolut ingen autopilot i ham, hvilket vi andre har svært ved at matche i hverdagen.

Men kunne vi improvisere lidt mere? Og hvordan?

Han har værktøjerne i orden

Nu er det ikke sådan, at enhver bare kan gå ud og lade sig føre af diverse vildveje og undskylde sig med, at ”man improviserede”. Bobby McFerrin har den vigtige forudsætning, at han har alle de basale redskaber på plads – og mere end det. Uanset om han kaster sig ud i Jazz, klassisk, afrikansk, orientalsk eller anden stilart, så ved han, hvad det består af, og hvordan man udvikler det. Man kan lidt sammenligne det med en kok, der ved, at man ikke bruger olivenolie i Thairetter, fordi det ikke passer sammen.

Stemmemæssigt er der selvfølgelig heller ikke noget, der kunne være bedre. Han rammer tonerne, og kan endda synge mens han trækker vejret, så de tekniske forudsætninger frigør ham til at kunne improvisere.

Har du dine basale redskaber i orden? Hvilke mangler du evt. for at kunne frigøre dig til at improvisere?

Han lader sig inspirere

McFerrin sidder ikke i en lukket kasse og laver lyde for sig selv. De fleste af hans numre henter han ud fra lyde, ord eller toner, som han får fra publikum. Under koncerten d. 5. juli spurgte han fx ud i publikum, om nogle ville synge en passage fra en gammel dansk sang. Det blev til ”Højt på en gren en krage”, og kort efter sidder 1800 mennesker og nynner den, mens han laver soloer til.

Det blev også til lyde fra iPhones, brug af andres navne, og sangere der bare sad med ham på scenekanten og sang det, de nu engang havde lyst til, og han skabte så en duet ud fra det.

Se et eksempel her, hvor han lader sig inspirere af en trapezdanser (fra ca. 50 sekunder inde i klippet).

Hvor henter du inspiration fra? Og gør du det overhovedet?

Han skaber ekstrem kontakt

Midt i en improvisation eller en del af en kendt sang kan McFerrin pludseligt løfte hånden eller bare et øjenbryn, og så ved publikum i samlet flok, hvad de skal synge. Han behøver ikke at forklare noget som helst, og dermed kan det også gøres til alle folk uanset sprog og nationalitet. Det skyldes, at kontakten mellem det han laver og tilhørerne er ekstrem tæt. Man bliver en del af den proces, han sidder i, og så opstår der synergi.

Du kan her se et berømt eksempel på kontakten, da han skulle komme med et indlæg til en TED-konference om hjernen.

Hvordan skaber du god kontakt?

Kan vi alle skabe magi på vores eget felt?

Jeg er så fascineret af Bobby McFerrin, fordi jeg er af den helt faste overbevisning, at det handler om mere end lyde, toner og ord. Jeg tror, at han formidler noget til os, som vi kan inspireres af og bruge i vores eget arbejds- og fritidsliv. Især når det kommer til at være en ildsjæl og brænde uden at brænde ud. Jeg  kan nemlig genkende mange af de træk fra ham, som jeg har nævnt, når jeg taler med ildsjæle, der laver noget helt andet.

Et helt overordnet fællesstræk er fokus på, at rammen højst er til for indholdets skyld, ganske som Paolo Coelho oplevede det. Når vi kan fylde det tomme rum i os og omkring os med noget meningsfuldt, fx baseret på kontakt, leg, inspiration, faglighed osv., får vi et indhold, der giver lykke til os selv og andre.

Hvis du har det på samme måde med en kunstner eller en helt anden person, som inspirerer dig, så hold dig endelig ikke tilbage.

Kommentarer

Stig Erik Jørgensen siger:
8. July, 2011 at 08:58

Det er så rigtigt at lykken omfavner mig i mødet med ham. Jeg kan tillige komme på masser af andre eksempler på musikere som folener mig med de samme følelser. Glæden over at møde din analyse og causering over fænomenet rammer også en lykkelig tone hos mig. Tak for det!

admin siger:
8. July, 2011 at 11:57

Hej Stig,

Mange tak for kommentaren. Det lyder spændende med de andre musikere. Man bliver da helt nysgerrig på, hvem de er?
Bedste hilsener
Tommy

Stig Erik Jørgensen siger:
11. July, 2011 at 09:34

Hej Tommy.

Jeg nyder for eksempel mandolinspillerne Chris Thile alene, sammen med hans band Nickel Creek og andre og med Mike Marshall som her:

http://youtu.be/Afzl3A8o7vE Damn, jeg kan ikke finde ud af at få linket linkin, så at sige. Nå så må du selv på youtube. Der er osse masser af flere kombinationer

Der er en uforlignelig banjospiller Bela Fleck og hans band The Flecktones som her:

http://youtu.be/8fu2s2H-hlc

En dobrospiller Jerry Douglas som her:

http://youtu.be/ClKSED3yM3w

Spændt på hvordan du ser dem er jeg ;-)

Lisså gode hilsner tilbage
Stig

Morten siger:
6. August, 2011 at 12:05

God artikel
Han er en stor mand :-)

Mvh
Morten

Skriv en kommentar