Hurra for Simon Jul – den hidtil største overraskelse i 2012

Forleden skulle jeg køre hjem efter at have holdt et kommunikationskursus. Da hjemturen startede, havde jeg været i gang i 11 timer, og jeg tænkte, at nu vil det være perfekt med noget meningsløs underholdning. Der blev tændt for Radio24Syv, som du kan læse her, at jeg er blevet meget glad for.

En speaker introducerede det næste program: ”Halløj i betalingsringen” med Simon Jul, som jo netop har været kendt for den mere absurde del af komediegenren. Det passede perfekt til en hjerne, der bad om at gå i tomgang. Jeg havde ikke hørt programmet før, så jeg vurderede det ud fra hans tidligere arbejde.

Blæst væk

Og så blev jeg helt blæst væk – på den fede måde. I udsendelsen skal Simon tale med den meget ældre og endnu mere nordjyske opfinder, Henry. Det blev til et af de bedste radiointerviews, jeg har hørt.

Der gøres ikke nar, der bruges ikke ironi, men Simon spørger på en ekstremt anderkendende og positiv måde ind til Henrys liv.

Vi hører, at han blandt andet har opfundet campingvognen, vaskemaskinen, elementkøkkenet, termoruden og meget mere. Humoren kommer ind i billedet via de forskelle, der er mellem de to herrer.

Det levede liv

Mange gange må den meget københavnske Simon spørge ind til, hvad i alverden Jørgen prøver at fortælle. Men det er ikke, fordi han gør nar af dialekten – han forstår den bare ikke. Ofte lyder opfinderens historier forholdsvist opfindsomme, da han aldrig har fået patent på nogen af sine opfindelser, men Simon fortsætter ufortrødent med at spørge ind til Henrys livsverden.

Og der bliver malet et billede af et herligt liv. Som Henry selv siger til spørgsmålet om de manglende patenter: ”Jamen, jeg har jo haft det godt og aldrig manglet penge alligevel, så hvad mere kan man ønske sig? Det er jo derfor, jeg er blevet så gammel og føler mig så ung.”

Vi hører også om dengang Henry som 18-årig havde 8 mand på gården under sig, og om hvordan han tævede staldkarlen, der spyttede på ham, og jeg var med hele vejen.

Drømmen om mere fra samme skuffe

Min hjerne var først skuffet, da den havde set frem til at kunne gå i tomgang, men i stedet vågnede den op. Jeg kunne ikke lade være med at drømme om et mediebillede, hvor der var tid, overskud og anerkendelse til mennesket, der er i fokus.

Men prøv selv at sætte tid af til at lytte til udsendelsen, der både kan downloades direkte eller hentes på iTunes her.

 

Skriv en kommentar