Ildsjæle og primadonnaer

En vigtig skelnen skal foretages!

I midten af marts var jeg til en temaften på Copenhagen Business School. Jeg sad blandt ca. 100 virksomhedsledere og overskriften for aftenen var:

”Primadonnaledelse – Kunsten at lede de kreative og ildsjælene”.

Oplægsholderne var Operachef Kasper Holten, Konsulent Peter Friis og Professor Ole Fogh Kirkeby, og de var alle helt fortrinlige.
Hvis du ikke lige har hørt om primadonnaledelse, er det et nyere ledelsesbegreb, der er stammer fra kunstnerverdenen, hvor særlige solister og skuespillere giver lederne nogle særlige udfordringer. Primadonnaerne ved, at de på grund af deres talent, netværk og evt. kendisstatus er uundværlige. Derfor mener de, at deres ledere skal servicere dem i modsætning til mere traditionel ledelse, hvor medarbejderen rent faktisk skal gøre, hvad lederen siger.

Begrebet har spredet sig til mange andre brancher, da vi på mange områder mangler højt specialiseret arbejdskraft. Det gør nøglemedarbejdere uundværlige, og de kan udvikle sig til at være primadonnaer. Det er ikke, fordi de er onde mennesker – de kræver bare noget helt særligt for at skulle lave deres værdifulde toppræstationer. Man kalder dem ligefrem ledelses-resistente, og det er noget, der for alvor skræmmer en leder.

Primadonnaerne har lidt til fælles med ildsjæle, for ildsjæle er også en særlig ledelsesudfordring. De føler begge en stærkt kald for det, de laver, og begge er entusiastiske. Alt dette var jeg helt enig med oplægsholderne og tilhørerne i. Men så ophører det også for mit vedkommende.

Det er helt forkert at sætte lighedstegn mellem primadonnaer og ildsjæle. Og det er et problem, hvis ledere tror, at ildsjæle skal ”ledes” på samme måde som primadonnaer.

Den helt store forskel (i kunstens sprog) er, at primadonnaer mener, at orkestret er til for at gøre deres egen præstation bedre. Ildsjæle vil mene, at de selv er til for at gøre orkestret og den samlede oplevelse bedre – så de giver det optimale til publikum. Primadonnaen vil tage, ildsjælen vil give.

Ildsjæle er på ingen måde ledelses-resistente. De vil meget gerne ledes, men det skal være en inspirerende ledelse, der forstår, at ildsjælen virkelig har brug for at se sig selv i lederens / virksomhedens værdier. Og vigtigst af alt skal der skabes et rum for at ildsjælen kan give. Det kan være i en særlig projektgruppe, hvor ildsjælen kan spille ind med sine ressourcer. Det kan være en frihed til at kunne få to timer tidligere fri om torsdagen, fordi der skal holdes loppemarked med spejderne (og dermed også muligheden for at arbejde de to timer af om aftenen).

Endelig har ildsjælene også brug for ledelse. De kan have meget svært ved at sætte grænser for sig selv, hvis de arbejder med noget, de brænder for. Og der må lederen træde i karakter. Det kan godt være, at beslutningen vil blive upopulær i starten, men hvis ildsjælen skal undgå at brænde ud, skal vedkommende lære noget om tid, energi og ressourcer.

Så hvis du som ildsjæl gerne vil have et godt forhold til din leder, så hør hende eller ham bevidst om dit behov for at give – og lyt til de begrænsninger han eller hun skal komme med engang i mellem.

Hvis du som leder ønsker at hjælpe medarbejderne med at blive ildsjæle, så giv mulighed for at give og dunk dem i hovedet, når de bliver urealistiske i forhold til deres tids- og energiforbrug.

Men vær ikke bange for dem – og tænk aldrig på dem som primadonnaer.

Skriv en kommentar