Ildsjæl på en tallerken – langt fra vand og brød

Det er sjældent, at jeg har skullet igennem denne proces, inden jeg kom ind på en restaurant:

  • Blive sikkerhedsgodkendt en uge i forvejen
  • Blive taget imod af en vagt
  • Skullet oplyse mit navn til en anden vagt
  • Blive guidet til parkering af en tredje vagt
  • Blive orienteret af en fjerde vagt
  • Blive budt inden for af femte vagt
  • Skullet aflevere billet og alt indhold i mine lommer til vagt 6
  • Blive visiteret af vagt 7

Men det var heller ikke et normalt restaurantbesøg. Det var nemlig åbningen af restaurant ”Ukrudt” i Vridsløselille Statsfængsel. Samtidig var det også den sidste aften i restaurantens foreløbige historie, men det vender jeg tilbage til.

Aftenen markerede afslutningen på et otte ugers langt projekt, hvor to af landets absolut bedste kokke havde undervist fanger i finere madlavning. Og hvis vi skulle ovennævnte proces igennem for at være gæst, så tør jeg slet ikke tænke på, hvilken proces fangerne har skullet igennem for at være med.

Men i virkeligheden spillede rammerne den mindste rolle denne dejlige efterårsaften.

Langt fra vand og brød

Hele det aktive personale var alle andre dage på året fanger, men denne aften var de superstjerner. Jeg har oplevet mange tjenere spolere et ellers fint indhold på tallerkenen, fordi de troede, at gæstens oplevelse er bedre, hvis de møder en snobbet mand med et forklæde over armen.

Men her var der glade mennesker med fuld dedikation til at tjene gæsten. Der var opmærksomhed på alt, og når man sagde ”tak”, var det tydeligt, at taknemmeligheden ramte lige derind, hvor den var tiltænkt – i hjertet. Og det var på trods af, at der var ekstrem travlhed på. Med syv retter til 60 gæster på så kort tid, skal der bæres mange tallerkener ud og ind.

Vi var igennem hele syv retter af Michelin-kvalitet i bedste nordiske noma-stil. Den ene af de to ”lærere” var også Mads Refslund, som var én af de tre bærende kræfter, da noma i sin tid så dagens lys. Meget apropos var hele Ukrudt-projektet startet af Claus Meyer (noma-stifter nr. 2), som kontaktede fængslet med idéen, der utvivlsomt har givet mange grå hård i et fængselssystem, der har mange hensyn at tage – ikke mindst et sikkerhedshensyn, hvilket også var én af årsagerne til, at programmet var stramt.

Håb på menuen

Jeg har i flere samtaler med Fangekorets leder, Louise Adrian, talt om alt det, der fylder i fangernes hverdag. Der er selvfølgelig meget, der fylder, men overskriften er i de flestes tilfælde håb. Det kan være håbet om:

  • Tilgivelse
  • En fremtid
  • At blive set som et menneske igen
  • At blive et bedre menneske
  • At komme væk fra fængslet uden at komme tilbage
  • At ens nærmeste venter derude

Det var mærkbart, at alt denne aften nærede håbet hos fangerne. De fik anerkendelse og oplevelsen af at kunne bidrage med noget, og de anstrengte sig til fulde for at imødekomme den tillid, der var blevet vist dem. Men det var også et håb for os andre, nemlig håbet om, at fanger kan blive til hele mennesker og samfundsborgere igen, hvis de får den rette støtte og positive muligheder.

Rødbeder redder liv

Jeg er helt klar over, at man kun sidder på Vridsløselille, hvis man virkeligt har lavet noget… ja lort og de fleste har bestemt også været igennem en masse lort. Mellem to retter læste fangen, tjeneren og fangekorsmedlemmet,  Brian Bo, et digt op, hvor vi hørte om et liv i rendestenen, der kan knække enhver.

Nogle stemmer vil sige, at uanset hvad, man har været igennem, undskylder det ikke ulovlige gerninger, og at man skal tage en straf, der svarer til forbrydelsen. Men hvis man så kan undgå, at der sker en ny forbrydelse, mener jeg bestemt, at det er nogle gode nordiske ingredienser, et komfur og hjemmedyrkede urter værd.

Ildsjæle starter steppebrande (igen)

Der var mange magtfulde mennesker til stede denne aften, og flere af dem holdt en tale trods tidsplanen. Det var helt tydeligt, at hvis det ikke var for ildsjæle såsom Claus Meyer, så havde de sidste otte uger inklusive denne aften været som alle andre monotone dage i Vridsløselille. Og hvis en ukuelig ildsjæl som Louise Adrian ikke havde banet vejen for at forbinde fængslet med verden udenfor, var der nok heller ikke sket noget.

Og sikke meget der er sket. De klare ildsjæle, som brænder i Claus, Mads og Louise spredte sig til fangerne såsom Brian Bo, Klaus, Patrick og ca. 15 andre. Som en detalje kan jeg fortælle, at i projektet dukkede Claus Meyer op en dag med tegninger, som hans datter havde tegnet til hver af fangerne. Der var skabt et bånd, som var lige så stærkt som de knus, madmanden gik rundt og gav til dem alle efter middagen.

Jeg er sikker på, at fængselspersonalet også pludseligt så, hvad der er muligt. Smilene var i hvert fald langt større, da vi skulle derfra, end da vi skulle derind. Det var den selvfølgelig også hos os gæster, for vi havde fået syv helt fabelagtige retter med en glimrende saftmenu til, da der selvfølgelig ikke må drikkes alkohol inden for murene.

Længe leve Ukrudt!

Men som nævnt var det også den foreløbigt sidste aften med restaurant Ukrudt. Jeg talte med flere af fangerne efterfølgende, og de går helt tydeligt i en frustrerende situation, for hvad skal der nu ske? Er det slut efter denne store succes og det stående bifald? Der er lavet et ansøgningsarbejde for at udvide projektet, og jeg håber inderligt, at det sker – på alles vegne inklusiv samfundets.

For som det nye, nordiske køkken har vist os, kan det, der engang kun var ukrudt i de flestes øjne, blive til ingredienser i en fantastisk menu.

Kommentarer

John Wegener siger:
10. November, 2011 at 23:44

Hvilken pragtfuld beskrivelse af en anderledes vidunderlig aften. Hvor er det skønt, at nogen tager sig tid til at se håbet for indsatte, og at det kan nytte noget med ildsjæle, der tænker udenfor rammerne af det konventionelle. At Louise er en ildsjæl og en gave til de indsatte og mange andre, herunder undertegnede, idet hun med sit kor sender et periskop op for fangerne til en anden verden, end de er kommet fral, og dermed gøder håb om et anderledes liv, når straffen er udstået, er mig ikke nyt, men at Claus og Mads har samme kvaliteter er enestående og fortjener stor applaus.
Tegningerne til de ansatte, satte prikken over i’et.

admin siger:
11. November, 2011 at 06:02

Kære John,
Mange tak for din kommentar. Du og andre kan i øvrigt læse min artikel om Louise Adrian, som jeg skrev for et par år siden her http://www.jobfisk.dk/jobsoegning/619-fangernes-muse-om-ildsjaelen-louise-adrian.html
Og så har jeg også tidligere skrevet en artikel om min dag i nomas køkken, hvilket blandt andet beskriver den tredje noma-stifter, her http://www.clausmeyer.dk/da/aktuelt_/lad_min_foerstefoedte_hedde_noma.html
Mvh
Tommy

John Wegener siger:
11. November, 2011 at 06:57

Beklager, at der i mit indlægs sidste linje er indsneget sig en fejl:”ansatte” skal naturligvis remplaceres med “indsatte”

Camilla siger:
11. April, 2012 at 19:05

Håber helt klart at de for muligheden for at fortsætte med projektet, og endnu engang kan åbne dørene.

Jeg selv er meget interesseret i at komme ind og smage den pragtfulde mad.

Respekt for at de klarede rykket den pågældende aften. arbejder selv i rasturationsbranchen og ved hvilket overblik og præsission det kræver.

Mvh.
Camilla

Skriv en kommentar