Ildsjæle er godtfolk på stoffer

Da jeg for fem år siden begyndt at beskæftige mig professionelt med ildsjæle, havde interessen to årsager. Dels ville jeg vide, hvordan jeg tændte min egen ildsjæl igen, og dels var jeg bare så stor fan af andre, der gjorde en forskel, at jeg ville blive klogere på dem.

Begge missioner lykkedes, og jeg er sådan set stadig lige så stor fan og vil hele tiden blive klogere på, hvordan vi alle gør en forskel, uanset om det er på jobbet eller i fritiden.

Jubeloptimisme, skepticisme og neutralitet

Men fra starten havde jeg også en blind plet. Jeg var så fascineret af ildsjælene, at jeg helt overså, hvor mange personlige og samarbejdsmæssige udfordringer, der kan være ved at brænde for noget. Jeg ville bare hylde de fantastiske mennesker og hjælpe andre med at blive på samme måde. Jeg havde en yderst positiv, nærmest jubeloptimistisk, opfattelse af ildsjæle som  værende nogle særlige supermennesker omkring os.

Efterhånden blev det dog tydeligt, at jeg kunne gøre mindst lige så meget i forhold til at hjælpe andre med at undgå at brænde ud, og at behovet for at styrke samarbejdet mellem ildsjæle var stort. Så et skeptisk blik blev min fokuspunkt i en periode, og det er det stadig – sammen med fascinationen.

Efter at være gået fra fascination til at supplere med viden om udfordringer er det også gået op for mig, hvor meget vi rent faktisk er indrettet fra naturens side- til at være ildsjæle – på godt og ondt. Det kan man kalde en mere neutral opfattelse af, at ildsjæle ikke er bestemte personer, men en tilstand vi alle kan være i.

I stoffernes magt

I den fremragende bog ”Fra overlevelse til overskud” sætter Henrik Krogh nogle kendte hormoner i en sammenhæng, der giver rigtig meget mening i forhold til min rejse med de danske ildsjæle. Det har vist sig at give mange en ny forståelse til mine foredrag, så nu vil jeg også dele dem med dig. For en god ordens skyld skal jeg sige, at jeg omskriver Henrik Kroghs vise ord, så de passer til dette formål.

Oxytocin – behovet opdages

Oxytocin bliver også kaldt kærlighedshormonet. Det gør os meget opmærksomme på andres behov og gør, at vi føler os knyttet til dem. Det er også et hormon, der gør, at vi føler fred og har fokus. Det er meget tydeligt, at ildsjæles rejse starter, når de opdager et behov hos andre. Opdagelsen kan harmonere med et eller andet inde i ildsjælen selv, og dermed føler man et kald, som man får lyst til at gøre noget ved. Kaldet kan være stort såsom at redde børn på en losseplads i Kenya, eller mindre i form af et bestemt produkt, service eller frivilligt arbejde, som kan hjælpe andre til en lettere hverdag.

Adrenalin – gnisten tændes

Men vi kan ikke bare gå rundt og føle, at det kunne være godt at gøre noget. Når vi føler kaldet, bliver et andet hormon skudt rundt i kroppen af det indre apotek, nemlig adrenalin. Det er et af stresshormonerne, som skal få os klar til kamp. I dette tilfælde handler kampen om at imødekomme det kald, vi har følt. Følelsen er stærk, og du kender den fra eksamener, eller når du venter på svar fra en jobsamtale. Typisk kan man have svært ved at sove, for man har bare lyst til at arbejde med sit nye projekt.

Dopamin – jagten er i gang

Nu tager det for alvor fart, og vi nærmer os nu en tilstand, hvor vi nærmest minder om en narkoman, der er på jagt efter sit fix. Det er en ubevidst proces, og den er særdeles stærk og giver os hidtil ukendte kræfter. Vi kan samle alle kræfter og ofre meget, for vi jagter dopamin-suset. Dopamin er et belønningsstof, og det har du følt, når noget virkeligt er lykkedes for dig. Udfordringen er, at din hjerne på dette tidspunkt er mest aktiv i de områder, der har med dig og dine behov at gøre.

Det er på dette stadie, ildsjæle kan være en regulær ”pain in the ass” for andre mennesker. Forstå mig ret: De vil stadig gøre noget for andre mennesker, men de er så revet med, at de bliver nærmest umulige at kommunikere med for kolleger, chefer, venner, børn og ægtefælle.  Man kunne også kalde det for et nødvendigt primadonna-stadie.

Når jeg taler med arbejdspladser om dette emne, gør jeg mest ud af at fortælle folk, at de skal betragte kolleger på dette stadie som positive narkomaner. Man kan faktisk læne sig tilbage og nyde synet af den yderst engagerede medarbejder, for man kan ikke standse dem. Samtidig skal man også vide, at dette stadie går over, så man har ikke en permanent narkoman i afdelingen.

Oxytocin – tilbage til opmærksomheden

For når ildsjælen har fået sit dopamin-sus, vender oxytocinen tilbage. Nu kan han / hun igen mærke sig selv og andre mennesker og genoplade, hvorefter der er lagt i kakkelovnen til endnu en omgang.

Jeg håber, at bevidstheden om disse hormoner kan hjælpe dig med at forstå dig selv og andre, når vi er tændt af den indre ild.

 

Skriv en kommentar