Ildsjæle jager påfuglens hale

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det giver mening og kvalitet til livet, når den indre ild brænder. Men enhver der har prøvet at forandre både småt og stort i verden ved, at det også en udfordrende opgave.  Som et gammelt citat siger: ”Der står altdominerende kræfter bag status quo”. Det vil sige, at hver gang man vil gøre en forskel, er man oppe mod alle, der har gjort, at tingene er som de er i dag.

Man hører:

  • ”Det har vi prøvet før”.
  • ”Ja, jeg troede også en gang, at man kunne ændre verden, men jeg blev klogere”.
  • ”Lav en projektbeskrivelse i tre eksemplarer og fax den til syv forskellige steder, så kigger vi måske på det”.
  • ”Pas nu hellere bare det, du har fået besked på”.

Det store spørgsmål

Så hvorfor lytter ildsjælen ikke bare til stemmerne og finder trygheden i trædemøllen? Det er utvivlsom godt at gøre noget for andre, men hvorfor er det lige, at det føles så godt, at man gør noget ekstra og nogle gange er helt ustoppelig?

Når jeg taler med ildsjæle kan jeg stadig blive forbløffet over, hvad mennesker er i stand til. Og jeg sidder ofte med spørgsmålet: ”Hvad er det lige, der har fået dig til at lette bagpartiet og komme i gang? Hvad er det, vi får ud af det – fra et helt egoistisk perspektiv?”.

Queue de paon

Jeg fandt et svar et sted, hvor jeg overhovedet ikke havde regnet med det. En dag hvor jeg lyttede til programmet ”Flaskens ånd” på Radio24Syv, hørte jeg et nyt begreb: ”Queue de paon” eller ”Påfuglens hale”.

Det er franskmændenes ord for det, der opstår i kroppen, når man drikker en helt uovertruffen vin, der af forskellige årsager bringer én i ekstase, og når det sker, oplever hele selskabet det samme. Der er ikke tale om, at man er påvirket af alkoholen, men man får bare et helt afsindigt velvære. Det giver følelsen af, at en påfuglehale bliver slået ud inde i kroppen og trænger helt ud i alle led.

Lykken

Her fik jeg en aha-oplevelse. For når jeg selv har lavet noget, der har gjort en forskel for andre, er det præcis den følelse, jeg har haft. Jeg kan også genkende den hos andre, når jeg taler med dem om det, de brænder allermest for.  Deres talestrøm bliver hurtigere, armene fægter rundt, smilet bliver større og pulsen siger. Det er påfuglens hale, der for en kort stund er på genvisit.

Hvis vi skal blive mindre poetiske og mere videnskabelige, så viser det sig stadig, at der er noget om snakken. Man kan ganske enkelt måle en sammenhæng mellem det at give noget til andre og så fællesskabshormonet oxytocin og lykkehormonet serotonin. De pumper rundt i kroppen, hvilket du måske oplever kortvarigt, når du giver en tyver til et godt formål.

Men når det går op for en ildsjæl, at han / hun har gjort den ønskede forskel, så er det ikke bare en kortvarig følelse. Her bliver påfuglehalen slået ud i fuldt flor, og det føles ganske enkelt berusende.

Tag på jagt!

Jeg er derfor ikke et sekund i tvivl om, at det at gøre en forskel, er en ren win-win situation, hvis det bliver gjort ordentligt. Der er helt klart nogle, som knokler for at hjælpe andre i årevis, men aldrig oplever nogen større glæde ved det. Jeg er ikke klar over, hvordan det kan være, at de ikke får visit af påfuglens pragt, men måske er det, fordi man gør det af pligtfølelse og ikke i jagt på den glæde, det giver.

Du sidder måske og tænker: ”Jamen, er ildsjæle ikke netop sådan nogle, der gør alt for andre uden at få noget ud af det selv?” Det mener jeg ikke. Hvis man aldrig får noget ud af det selv i form af en følelse, nye muligheder eller ønskede resultater, så skal man stoppe med det, man gør.

Det betyder ikke, at man skal hengive sig til ren egoisme, men man skal i stedet gøre en forskel for nogle på en måde, der også kommer én selv til gode. For det andet er den klare vej til at brænde ud eller bare føle skuffelse og sure pligter – og altså ikke påfuglens hale. Og når man er brændt ud, gør man ingen forskel.

Jeg vil ønske dig rigtig god fornøjelse med din egen påfuglehalejagt!

Skriv en kommentar