Jeg har taget min egen medicin, og den smager godt

Det er tid til gravøl… og champagne!

Jeg har nok altid haft travlt, men de sidste fire år har været nærmest vanvittige set ud fra et energi-perspektiv. Selvom min akademiske baggrund er en kandidatuddannelse i kommunikation, har jeg arbejdet med udsatte børn og unge i små ti år.

Jeg kom i gang på en lidt heldig måde, men fandt ud af, at det var noget, jeg brændte helt ufatteligt for. Så jeg fortsatte.

Ildsjælen tændes

For fire år siden skete der så det, at jeg begyndte at interessere mig meget for ildsjælebegrebet. Jeg havde oplevet, at mit engagement nogle gange kunne være så stort, at kroppen ikke kunne følge med, så det kan mig nogle helt klare stresssymptomer. Omvendt havde jeg også prøvet, at mit engagement kunne være så lavt, at jeg lå halvdeprimeret i min seng og ikke vidste, hvorfor jeg skulle stå ud af den. Jeg måtte finde nogle svar.

For at gøre denne lange historie kort, så endte det med, at jeg takket være en masse flinke ildsjæle og en ihærdig indsats blev klogere på, hvordan jeg selv tændte ildsjælen uden at brænde så meget, at jeg brændte ud. Jeg begyndte at dele min viden, og så gik det stærkt. For det viste sig hurtigt, at andre også har oplevet de samme udfordringer, som jeg havde.

Derfor begyndte jeg at holde foredrag og skrive bøger, og det er nu små 300 foredrag og tre bøger siden. Interessen har været stor både fra det offentliges, det privates og frivillige organisationers side, og det er jeg så taknemmelig for. Også fordi jeg ikke tror, at jeg har holdt et foredrag, en workshop eller en kursus dag, uden at jeg selv blev klogere, så jeg kunne give endnu mere til andre næste gang, jeg skulle ud.

Pres på

Men alt dette har så samtidig været, mens jeg har passet et arbejde, der først var på 37 timer om ugen, og siden blev 30 timer om ugen, da jeg fik lov til at gå ned i tid, så jeg kunne holde flere foredrag. Men især det sidste år har været præget af, at jeg brændte så meget for jobbet og foredragene ved siden af, at der ikke blev meget tid til, at jeg selv fik genopladet og havde et liv ved siden af.

Selvfølgelig har jeg taget mig tid til min kone og lille søn, men det der med at have et fritidsliv, forsvandt mere og mere. Og da vores søn samtidig har en immunforsvarsdefekt med 130 sygedage om året til følge, så skal der ikke så meget matematik til for at konkludere, at der var ubalance i mit liv. Og når man nu brænder for det hele, så er det en gigantisk udfordring at vælge noget fra.

Gravøl

Men selvfølgelig skulle der vælges, og det var svært. Dog var der en lille stemme, der blev større og større, og den sagde til mig, at det var på tide at dedikere sig både helhjertet og på fuld tid til at arbejdet med at udbrede bevidstheden om og redskaberne til at tænde ildsjælen og kommunikere bedre, så det fælles engagement kan skabe endnu bedre resultater for individer, grupper og organisationer.

Derfor sagde jeg i sidste uge farvel til verdens dejligste kolleger i den boligsociale helhedsplan, Nivå Nu, hvor jeg har været de sidste fem år. Det blev med store tårer fra min side, men mest af alt i taknemmelighed over at kunne have delt hverdag med så mange ildsjæle, der har inspireret og lært mig så meget. Det var tid til gravøl.

Champagne

Men allerede dagen efter var det også tid til champagne, for der skulle jeg ud og holde to foredrag, og hver gang jeg møder mennesker på den måde, man gør som foredragsholder, så var jeg sikker på, at jeg har valgt rigtigt. Det er et helt ubegribeligt stort privilegium at kunne blive lukket ind i det bankende hjerte på en arbejdsplads eller en anden organisation og så bidrage med den viden og passion, man nu har.

Det betyder også, at jeg nu har tid til for alvor at komme rundt i landet, lave mere research og dele flere resultater af den med alle, der vil lytte og bidrage. Og det glæder jeg mig mildt sagt til.

Kuren testet på egen krop

Det er selvfølgelig lidt paradoksalt, at jeg har talt for titusindvis af dedikerede mennesker og brændt for blandt andet at fortælle, at vores store glæde og passion sagtens kan få negative konsekvenser, hvis vi ikke er meget bevidste om, hvad vi gør – når jeg så samtidig kæmpede for at få det hele til at hænge sammen. Men det har så været min blinde plet, som jeg opdagede og gjorde noget ved, da jeg tog valget og sagde op for at bruge min fulde passion på ildsjæle og kommunikation.

Så det er med den største taknemmelighed, at jeg har kunnet stå med to ting, jeg brændte så meget for og så skulle træffe dette luksus-valg, selvom det var hårdt.

Nu har jeg så både drukket gravøllen og champagnen og begge dele smagte godt på hver sin måde. Nu er fokus på at levere varen, og nu kan jeg i højeste grad anbefale den medicin, jeg deler ud af – den er testet på egen krop – igen.

Skriv en kommentar