Livet uden nyheder

For to måneder siden tog jeg et valg: Jeg vil ikke længere se, høre eller læse noget, bare fordi det er en nyhed. Det vil sige, at jeg ikke åbner en avis, besøger en nyhedsside på nettet, hører radioavis eller ser nyheder på tv. Efter to måneder kan jeg konkludere, at jeg aldrig har følt mig mere oplyst.

Det har bestemt medført mange rynkede øjnbryn og kommentarer, så jeg vil gerne reflektere over mit valg, så du kan få inspiration til, om det også er noget for dig.

Det sociale filter

Inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg dog lige gøre rede for, hvad jeg mener med “bare fordi det er en nyhed”. For er der en artikel eller en udsendelse, der har betydning for mig, så besøger jeg gerne det medie, der kører historien.

Jeg opdager historien, fordi der bliver talt om den på sociale medier, eller fordi nogen i mit netværk gør mig opmærksom på det. Forleden var der fx en fremragende artikel om ildsjæle i Information, og den fik jeg tilsendt af fem personer.

Jeg er også så heldig at have mange løse forbindelser på Facebook, der ved en masse om deres specifikke fagområde. Når de så debatterer, poster eller deler en historie, ved jeg via vennen, at det er noget, jeg bør læse.

Andre informationskilder

Derudover er der jo andre måder at holde sig opdateret på. Det kan være magasiner, podcasts, tidsskrifter osv. Her sørger jeg for at abonnere på lidt forskellige, der alle har det til fælles, at de ikke forsøger at præsentere noget, fordi det er nyt, men fordi det er relevant.

Men nu til de problemer, jeg har med nyhedsmedierne.

Først… med halve historier

Konkurrencen for at komme med “breaking news” har taget fuldstændigt overhånd. Diverse netmedier har gjort, at det er ekstremt vigtigt at komme først, uanset hvilken type medie, man er.

Resultatet bliver, at det præsenterede er præget af hast, forudindtagede konklusioner og ja… makværk. Jeg har set flere eksempler på, hvor det er vigtigere at fortælle, at man er først og sige så meget som muligt – uden at sige noget som helst.

Hvorfor skulle jeg bruge min tid på det?

Historien frem for alt – også virkeligheden

Hver gang jeg taler med bekendte, der har skullet udtale sig til et nyhedsmedie, er deres oplevelse stort set altid, at de knap kan genkende deres holdning i de to sekunder, der blev brugt af samtalen på en halv time.

Journalister skal i hastens hellige navn have vinklingen på historien klar, inden de spørger eksperter, så de får den udtalelse, som de leder efter. Det er altså ikke ekspertens viden, der reelt er interessant, for man risikerer jo, at den ikke passer på historien.

Hvorfor skulle jeg bruge min tid på det?

Negativitet og sortsyn

Mit største problem må dog stadig være det mantra, at nyheder nærmest pr. definition skal fortælle om det, der er forfærdeligt ved verden. Hvorfor er alle kriminelle handlinger så interessante, at hele befolkningen skal kende til dem?

Hvorfor er det vigtigere, at der er sprunget en bombe, end at en million mere har adgang til vand, vacciner og mad? Hvorfor skal jeg høre om direktøren, der har taget af kagedåsen?

Flere undersøgelser viser, at det at være udsat for fordrejende meget negativitet rent faktisk sætter sig fast i hjernen og påvirker vores tanker. Ja, der sker forfærdelige ting i verden, og det skal ikke skjules. Men det skal heller ikke overdrives og opsluge alle minutter til gode ting.

Hvorfor skulle jeg bruge tid på det?

Ligegyldighed

Jeg har det sådan, at jeg helst vil bruge min tid og energi på ting, jeg kan påvirke – eller ting, der påvirker mig. Nogen vil måske kalde det egoistisk.

Jeg kalder det at ville gøre en forskel med sin tid og sit liv og ikke fortabe mig i kendis x’s forhold til kendis y, hvor mange mio. fodboldspiller z har fået for at skifte til klub æ, eller aktiekursen på virksomhed ø.

Her vil jeg gerne lige påpege, at jeg ikke har intentioner om at sige, hvad du skal gøre, og hvad der er relevant for dig. Hvis du går op i fodbold, aktiekurser eller kendisser, så kan overstående jo sagtens være relevant for dig. Bare ikke for mig. Det interesserer mig ikke, og jeg kan ikke give andre noget ved at bruge energi på det.

Så hvorfor skulle jeg bruge tid på det?

Dårlig samfundsborger?

Så er der jo også lige det med borgerpligten. Hvordan kan jeg se mig selv i øjnene som samfundsborger, hvis jeg ikke ved alt om, hvilken minister der nu er kommer ud fra forhandlingerne for at sige, at han ikke kan udtale sig endnu? Er det ikke vores pligt at følge med i nyhederne?

Burde jeg ikke have siddet og være dybt involveret, da TV2 afviklede en valgdebat som håndboldkamp?

Kan det virkelig gå an, at jeg er gået glip af Johannes Langkildes flirten med aftenens vejrvært?

Hvordan kan jeg tillade mig at ignorere reporteren, der fortæller mig live fra snedriven, at det sner?

Eller at netaviserne rydder “forsiden” med en nyhed, hvor der står fem ord med en henvisning til, at der arbejdes på historien. Hvad er jeg for en samfundsborger?

Jeg er en borger, der går op i at det, jeg fodrer mine tanker med, skal give mening for mig og ikke kun for afsenderen. Jeg bruger tid på at danne min egen mening og ikke på at blive fortalt, hvad jeg skal mene. Endelig vil jeg gerne lære om det gode i livet og ikke distanceres fra det.

Se det vil jeg gerne bruge min tid på.

Kommentarer

Maria siger:
21. April, 2013 at 08:29

Jeg kan ikke være mere enig! Jeg har – i en del år – ikke fulgt med i “de klassiske nyheder” men netop, som du beskriver, læst om det der var interessant og relevant for mig. Og jeg har IKKE oplevet, at jeg er gået glip at vitale/vigtige informationer.

Mads Phikamphon siger:
29. April, 2013 at 11:43

Man går ikke glip af noget vigtigt ved ikke at følge med i nyhederne.

Tværtimod er der tid og energi til at fokusere på det der er vigtigt (for en selv og i det hele taget).

Og oven i det, så bliver man også i bedre humør af ikke at følge med i nyhederne, da man på den måde slipper for en større omgang daglig negativitet.

(jeg har bevidst undgået nyheder i et par år nu og det bliver jeg bestemt ved med)

Skriv en kommentar