Mellem sortseere og jubelidioter

Jeg vil gerne slå et stort slag for, at vi kan skelne rigtigt mellem forskellige tilgange til livet. Det kan være livet som ildsjæl, medarbejder, leder, frivillig og hvor livet ellers udspiller sig.

Jeg mener, at man alt for mange steder kæmper med hud og hår for, at verden skal deles ind i pessimister og optimister, hvor pessimesterne er de onde og optimisterne er de gode.

Der er endda nogle, der gerne vil inspirere os alle til at være lallende jubelidioter, der kan løse alt, hvis vi bare har den rette indstilling til tingene. Det kan du læse mere om i mit blogindlæg ”Smil eller bliv fyret”. Jeg mener naturligvis, at alle skal have lov til at inspirere til det, de nu har lyst til, men det er ikke det samme som at mene, at man ikke må give dem lidt modspil.

Og hvis du prøver at se, hvor mange kurser, foredrag osv. der bliver udbudt og udgivet om positiv psykologi, loven om tiltrækning og lignende, så er mine beskedne blogindlæg kun små dråber i et meget stort hav. Faktisk var positiv psykologi i 2006 det mest populære studie blandt fremtidens ledere på Harvard, selvom universitetet ellers ikke markerer sig synderligt inden for psykologi.

Først vil jeg gerne præsentere dig for denne figur:

Som du kan se, har vi realisterne i midten, og den første pointe er, at de fire andre tilgange bevæger sig væk fra virkeligheden – nogle mere end andre.

Min anden vigtige pointe er, at man godt kan skifte mellem tilgangene, når omstændighederne eller vi selv kræver det. Men man kan kun skifte mellem tilgangene, hvis man kender til dem. Derfor vil jeg om lidt uddybe, hvad jeg mener med de forskellige tilgange.

Men inden vil jeg pointere, at det er min stærke overbevisning, at det ikke er godt at være i yderpunkterne af figuren. Når man er sortseer eller jubelidiot, er man så langt fra virkeligheden, at det ikke fører noget godt med sig.

Men nu til tilgangene. Vi starter i midten:

Realister

Et af de sværeste steder at befinde sig mentalt er måske i virkeligheden. Vores tilgang vil altid være præget af vores gener, opdragelse, miljø, personlighed, udvikling osv. Men det er vigtigt at anerkende, at virkeligheden selv er i virkeligheden. Der foregår altså en masse ting og sager, som overhovedet ikke er påvirket af vores indstilling til dem. Et stort oliespild ødelægger det lokale økosystem, uanset om vi er optimister eller pessimister.

Vi kan vælge at prioritere at komme så tæt på virkeligheden som muligt, hvis vi har behov for det. Så spørger vi ikke, om glasset er halvt tomt eller halvt fuldt, men om hvor meget vand der rent faktisk er i glasset. Realismen er ofte en vigtig målestok, når vi bedriver videnskab, men det er en længere afhandling. Et godt eksempel på hvorfor det er vigtigt med realister er finanskrisen. En af de væsentligtste årsager til den var, at alt for mange mennesker mente at optimisme var virkeligheden. Vi kunne belåne os op over flere skorstene, for det kunne umuligt gå galt – indtil det gik galt. Der var endda kloge mennesker på Wall Street og i den amerikanske regeringsstab, der tidligt sagde, at virkeligeden var anderledes end den optimistiske tilgang. Der var dog ikke så mange, der nåede at høre dem, for de blev fyret, inden de rigtigt kom til orde. Den slags ”pessimisme” kunne man ikke bruge, selvom det så viste sig, at de var realister i stedet.

Et andet område, hvor det kan være godt at finde realisten frem er vores følelser. Hvis man som medarbejder går og har det følelsesmæssigt dårligt, nytter det ikke noget, hvis chefen siger, at det bare handler om, at tage ja-hatten på og give den gas. Vi kan prøve at lægge låg på følelserne, men de vil dukke op før eller siden. Det samme gælder i øvrigt for vores krop. Hvis den prøver at fortælle os noget, nytter det ikke noget at tage optimistens eller pessimistens briller på, men i stedet prøve at finde ud af, hvad problemet rent faktisk er.

Pessimister

Pessimister haft ofte et dårligt ry, og det kan umiddelbart være let at forstå. Det er jo hverken sjovt eller energiskabende at få at vide, at ”det går ikke”, eller høre: ”det kan jeg ikke”. Vi vil jo meget hellere høre, at det selvfølgelig går, eller at alle kan alt. Det er faktisk heller ikke sjovt, for de som ofte ender med at skal være de, der påpeger nogle problemer.

Vores hjerne er som udgangspunktet også pessimistisk indstillet. Faktisk viser nogle undersøgelser, at op til 80% af vores tanker er pessimistiske. En del af forklaringen er, at vores hjerne har udviklet sig i en tid med mange farer og udfordringer. I stenalderen var der ikke det store overskud til at se fremad og slappe af. Hvis der ikke blev skaffet mad og varme, så døde vi. Derfor var pessimisme et spørgsmål om overlevelse.

Og det er den faktisk stadig. Hvis du lægger mærke til det, så præger den såkaldt defensive pessimisme en stor del af vores hverdag. Vi lader ikke ungerne rende rundt med knuste flasker eller kører bil med lukkede øjne. Vi spiser ikke mad, hvis den har overskredet sidste salgsdato, og vi har vanter med, hvis nu det skulle blive koldt. Eksemplerne er utallige, men tjener blot til at pointere, at vi alle har pessimistiske sider, og det er kun godt, for ellers ville de få endnu mere tralvt på sygehusene.

Pessimisme kan være sundt, men den kan også være usund. Man kan gå hen og blive decideret deprimeret, hvis man altid bruge den pessimistiske forklaringsstil. Hvis der fx sker noget godt, vil pessimisten ofte sige til sig selv: 1: Det er kortvarigt. 2: Det spreder sig ikke til andre områder. 3: Det er ikke min skyld. Og når der sker noget dårligt, vil vedkommende sige: 1: Det bliver ved. 2: Det spreder sig. 3: Det er min skyld.

Hvis man fortsætter med det, kan man udvikle sig til at være sortseer.

Sortseere

Når vi spørger andre, om de har mandags-blues eller har fået det forkerte ben ud af sengen, kan det være fordi, de er sortseere for en stund.

Når vi er sortseere dræner vi os selv og alle omkring os. Vi er sikre på, at alt vil gå galt uden overhovedet at tænke på, om det nu også gør det. Andre er idioter, og man er selv talentløs.

Der er som regel en årsag til, at vi er sortseere. Det kan være ganske forståeligt, at livet gør ondt af forskellige årsager, og så er det noget, der skal løses. Som nævnt kan pessimisme være en sund mekanisme, men sortsyn vil på sigt være tegn på alvorlige problemer såsom depression hos den enkelte, eller at noget er fundamentalt galt i organisationen.

Jeg ser det som et problem, at nogle kapaciteter inden for personlig udvikling og fx positiv psykologi mener, at sortseere bare skal arbejde med at tage nogle græsgrønne chokoladebriller på, og så ser verden anderledes ud. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at tænke på udsendelsen: ”Ole Henriksens lykkekur”, der gik på TV2. I en bestemt scene står den lykkelige Ole med en tydeligt deprimeret kvinde, og hans svar til hende var, at hun skulle prøve at hoppe på trampolin. Her er jeg ikke efter Ole Henriksen, som jeg respekterer dybt, men jeg bruge eksemplet til at lange ud efter de, der tror, at alle problemer løses alene ved egne tankers kraft. For man vil sandsynligvis kun gøre den sortseende endnu mere deprimeret.

Så hvis du oplever mennesker i din nærhed som sortseende, så lad være med at tænke, at de er idioter, men at de er mennesker, der har et problem, som du måske kan være med til at løse – eller under alle omstændigheder gøre opmærksom på. Lad være med at sige: ”Op med humøret!”, for der er ikke noget, de hellere vil. De er bare ikke lige din situation, hvor de er i stand til at skrue op for humørknappen.

Sortsyn skal som regel knuses med kærlighed, og det sker i første omgang, at du anerkender den andens problem.  

Hvis du oplever dig selv som sortseende (og ikke blot defensiv pessimist) over længere tid, så få professionel hjælp, og hvis du ikke magter det, så find den person i din omgangskreds, der bedst kan hjælpe dig videre til den hjælp, du har brug for.

Optimister

Enhver rekrutteringskonsulent vil sige, at man til jobsamtaler skal vise, at man er en sand optimist, for hvem vil ikke gerne ansætte sådan én. Jeg har endda hørt en amerikansk virksomhedsleder sige, at han kun ansætter optimister og de, der tænker positivt.

Optimister har da også flere fordele. De kan kort sagt være med til at sætte fut i fejemøget, og de fleste vil da også gerne være i et optimistisk miljø, hvor gode begivenheder ses som noget, der vil fortsætte og udvikle sig til andre områder, og de dårlige er kortvarige og isolerede tilfælde. Optimisme giver energi og arbejdglæde. Jeg kan kun være fortaler for mere optimisme, men jeg har to forbehold.

1: Optimisme skal være begrundet.

2: Optimister skal ikke se deres tilgang som den eneste rigtige.

Forbeholdene skyldes, at optimismen har fået en overdrevet megafon i kraft af den positive psykologi, som har været motivations-, coaching- og foredragsindustriens store guldæg (hvilket jeg igen har beskrevet i blogindlægget ”Smil eller bliv fyret”).

Der er ikke så meget at sige til optimismen andet end ”brug den med glæde – og omtanke”. Jeg vil i stedet bruge lidt mere plads på den sidste kategori.

Jubelidioter

At have en optimistisk tilgang udvikler sig desværre nogle gange til den rene jubelidoti. Det er en tilstand, hvor man har en blind tillid til, at alt bare bliver godt, så længe man tænker positivt. Jeg mener, at det kan være lige så skadeligt som det at være sortseer.

Der er ikke noget galt med at have tillid til markedet, kollegerne, chefen og fremtiden. Men det er vigtigt at huske, at tillid altid er baseret på en risiko: tilliden kan være uberettiget eller blive brudt. Den tyske sociolog Niklas Luhmann beskrev tillid som en ”risikofyldt forud-ydelse”. Det vil sige, at jeg selv skal gøre noget aktivt for, at der kan opnås tillid. Jeg kan fx få tillid til dig ved at låne dig 100 kroner. Når du betaler dem tilbage, er vores tillid til hinanden større end før. Men hele processen sker først, når jeg netop har lånt dig pengene og dermed taget risikoen.

Hvis man er jubelidiot og har blind tillid til fremtiden, så glemmer man, at den har en risiko. Det kan samarbejdspartnerne omkring Stein Bagger skrive under på.

Jubelidioti er ikke kun for idioter. Den finder også sted blandt velmenene ledere (og medarbejdere). Nogle har desværre den tilgang til ledelse, at alle medarbejdernes problemer kan løses, hvis bare medarbejderne skifter perspektiv. Det er jo også meget lettere og billigere, hvis medarbejderne bare kan ændre deres tanker og følelser, end hvis man skal til at lave det om i organisationen, som skaber problemerne.

Denne type ledere ser det som deres primære opgave at holde humøret højt frem for at anerkende medarbejdere som mennesker med behov og følelser. Hvis du vil se en satirisk fortolkning af denne ledertype, kan jeg anbefale den engelske tv-serie ”The office”.  

Alternativt kan du bruge to minutter på at se ”Krysters Kartel”s sketch med ”Firmaklovnen”.

Opsummering

I stedet for at lade os styre af en trend, der siger, at vi altid skal være positive, skal vi selv aktivt styre tilgangene og være pessimister, realister og optimister, når det giver mening for os. Og finder man det nødvendigt at være sortseer eller jubelidiot, er der tale om problemer, der skal løses.

I sidste ende handler det om at anerkende virkeligheden og reele følelser og ikke bare kaste sin tillid på positiv tænkning med tendens til jubelidioti. Ellers ender vi med det, man med en Orwell’sk omskrivning kunne formulere som:

”All feelings are equal, but some feelings are more equal than others”.

Kommentarer

Mads fra Genvejen siger:
5. January, 2011 at 14:13

Synes ikke det skader at være lidt mere optimist end realist, da positive tanker kan flytte bjerge – men som du selv skriver, så skal være meget opmærksom på ikke at overskride grænsen til at blive jubelidiot.

Videon er intet mindre end fantastisk – og meget rammende desværre.

admin siger:
5. January, 2011 at 14:23

Hej Mads,
Tak for din kommentar. Jeg er også helt klart selv “indstillet” på det optimistiske, men jeg passer meget på med ikke at overdrive det. Det er især efter at have læse Barbara Ehrenreichs bog “Bright-sided – How the relentless promotion of positive thinking has undermined America”.
Problemet, som jeg ser det, er, at vi har en hel industri, som bogstaveligt tror, at positive tanker kan flytte bjerge (og ikke bare i overført betydning). Jeg mener, at der skal en masse gummigeder eller evt. en naturkatastrofe til, for at et bjerg skal kunne blive flyttet.
Men når nogle tror, at tingene sker ved positive tankers kraft alene, så bliver de slemt skuffet, hvis de nøjes med tanken, håbet og sidder med hænderne i lommerne og venter.
Dbh
Tommy

Helle Alsted siger:
5. January, 2011 at 15:07

Dejligt, at du gør noget for at gøre opmærksom på dette problem i vores samfund!

Udførelsen af den misforståede positive psykologi, der kræver at ALLE medarbejdere hele tiden er positive, kan for en del være problemtatisk og kan føre til stress hos den enkelte, fordi han eller hun ikke tillades at have andre følelser, og dermed er en dårlig medarbejder, hvis de har det. Eller fordi medarbejderne forsøger at kvæle de tanker og følelser, der opstår hos dem – det kan for eksempel gøres fysisk ved mere kaffe og andre stimulanser, når krop og hjerne giver (af andre) uønskede signaler.

Det kan desværre også medføre et dårligere psykisk arbejdsmiljø. Nogle mennesker vil ilkke undertrykke deres behov for at se realistisk eller negativt på tingene, og det kan så medføre undergrunds-brokke-grupper, hvor man finder et brokke-fællesskab, der har risiko for at vokse sig større, når følelserne ikke anderkendes og dermed ikke kan blive bearbejdet og føres til ændringer. Og hermed får ledelsen et rigtigt stort problem, da dette også vil være med øget risiko for stress.

Mens andre medarbejdere, der ikke vil være med til dette fejlagtige jubelidiotmiljø vil opsige deres stilling, selvom de er meget glade for deres arbejde og er en god arbejdskraft for arbejdspladsen.

Ingen følelser er forkerte, når man ved, hvordan man skal håndtere dem. Jeg syne,s at Sys Bjerres sang “Pisse irriterende” er meget god i denne sammenhæng. Hun skriver: “SÅ er det pisse irriterende, at du ikke kan forstå, at ovenover mine skyer er himlen ikke altid blå. Og folk som dig de har altid, så mange gode råd, og jeg skal prøve på at huske dem, når denne dag er overstået”.

Med venlig hilsen Helle Alsted

LH siger:
16. January, 2011 at 13:33

Jeg oplever desværre på min arbejdsplads at medarbejdere nemt bliver rubriceret, hvis de har en negativ holdning til nye forslag og initiativer fra ledelsen. Har en medarbejder flere gange haft en modsat holdning (men ikke nødvendigvis negativ) af ledelsens holdning, kan det i visse tilfælde føre til en stempling af disse medarbejdere i ledelsens bevidsthed som en person der ønsker at bevare status quo og ikke vil forandringer. For medarbejderen kan det betyde en begrænsning for deres videre karriere og udfoldelsesmuligheder på arbejdspladsen, da de rubiceres som medarbejdere, der ikke er omstillingsparate. Det kan endda have den konsekvens at de ikke fremover bliver valgt til de spændende opgaver. Det er et ledelsesværktøj til at belønne de positive medarbejdere og straffe de negativt indstillede. Ikke just befordrende for arbejdsglæden eller en anderkendende tilgang til medarbejdere.

Skriv en kommentar