Når alt betyder noget (boganbefaling)

I sommerferien blev jeg overfaldet. Ikke den slags overfald, der gør, at man lider fysisk eller psykisk skade. Tværtimod.Jeg var på ferie i Italien, og i en boghandel lå der en engelsksproget bog blandt alle de italienske, og den halvunderlige beskrivelse af handlingen samt et utal af lovprisninger gjorde, at jeg købte den. Det er de bedste 8 euro, jeg nogensinde har brugt, og hvor har jeg nydt at være overfaldet af dens ord.

Bogen er skrevet af den dengang 34-årige Ron Currie Jr. og har titlen “Everything Matters!”. Den er svær at sætte i en genre, men et forsøg vil være “sci-fi socialrealisme”.

Handlingen

Vi følger drengen Junior fra foster til – ja, det må du finde ud af. Han er intellektuelt et vidunderbarn, hvilket samtidig også er hans forbandelse. For hans klogskab skyldes delvist nogle stemmer, som fortæller ham en masse.

De fortæller ham også, at jorden vil blive ramt af en meteor på en bestemt dato, når han er 36 år. Alt liv vil dø, og med det i bevidstheden vokser han op i et hårdt miljø, hvor misbrug på alle mulige måder påvirker ham og de fleste omkring ham.

Fortællestil

En stor del af oplevelsen som læser er, at perspektivet hele tiden skifter. Nogle gange følger vi hovedpersonen, men især i bogens første halvdel skifter fortælleren for hvert kapitel. Det gør, at man kommer særdeles langt i forhold til at forstå de involveredes relationer.

Man når lige at dømme et person som et dårligt menneske, men når man så forstår tingene fra deres perspektiv, ændrer det sig. Og det er jo en lektion, der ofte gælder væk fra fiktionens verden.

Derudover er der fra første linje lagt op til den nedtælliing, der er det store tema. Afsnit for afsnit tælles der ned til dommedagen, og det gør bare, at temaet hele tiden følger én. Man sidder konstant med spørgsmålet: “Hvad sker der, når vi når til 0?”.

Tema

Man følger en mands liv på godt og ondt, og den handler selvfølgelig også om familieproblemer, kærlighed, venskab og alle de store temaer. Det største tema er dog bevidstheden om jordens undergang, og hvad man gør ved det. Hvordan finder man mening i livet, når det hele alligevel er dømt til undergang? For din oplevelses skyld vil jeg ikke skrive andet om handlingen, end at der er et twist – som der jo ofte er.

Udbytte

Du og jeg har faktisk meget til fælles med Junior. Vores verden vil hver især også styrte sammen en dag. Godt nok vil andres liv fortsætte i mere eller mindre tid, men det vil vores eget ikke.

Det giver os nøjagtigt den samme forbandede forpligtelse som Junior. Vi SKAL finde meningen i det hele, hvis livet ikke skal være spildt.

Jeg læste efterfølgende et citat, der lød: “Der er to vigtige dage i dit liv. Den dag, du bliver født, og den dag, du finder ud af hvorfor”. I mine foredrag beskæftiger jeg mig meget med det store “hvorfor”, men jeg har ikke haft en så inspirerende oplevelse i hverken fag- eller skønlitteraturen angående dette tema som i “Everything matters!”.

Udbyttet blev meget konkret for mig, da jeg efter sidste linje blev læst besluttede at indføre nogle ændringer i mit liv.

Bogen findes desværre ikke på dansk, men jeg har efterfølgende skrevet til forfatteren og spurgt, om der var planer om det, eller om jeg skulle oversætte den for ham. For jeg vil ønske, at så mange som muligt kommer til at læse dette yderst meningsfulde bidrag til det store “hvorfor?”. Hvis han kommer med et svar, skal jeg nok gøre opmærksom på det.

For mig giver det ikke mening at give bogen stjerner. Jeg vil blot ønske for dig, at du får den læst og får bare halvt så meget ud af processen som jeg.

Rigtig god fornøjelse!

Du kan fx købe bogen på Amazon, og når du har læst den, kan jeg i øvrigt anbefale at se dette interview på næsten en time, hvor forfatteren taler med studerende om den.

Kommentarer

Casper Schneidereit siger:
15. October, 2011 at 00:02

Hej Tommy. Har du et ISBN nr på bogen? Jeg ville søge den via bibliotek.dk, men kunne ikke rigtig finde noget.

admin siger:
15. October, 2011 at 08:38

Hej Casper. Jeg er ret sikker på, at den ikke kan skaffes i Danmark, men du kan købe den på Amazon her http://www.amazon.co.uk/Everything-Matters-Ron-Jr-Currie/dp/0143117513/ref=sr_1_1?ie=UTF8&qid=1318667849&sr=8-1
Det er den bedste 50’er plus fragt du nogensinde vil få brugt :-)
God fornøjelse!

Skriv en kommentar