Når jeg ligger i sengen og stirrer i loftet

I dag fylder jeg 35 år. Det er jo ikke nogen speciel rund fødselsdag og da slet ikke nogen større begivenhed for dig.

Men alligevel vil jeg gerne sætte nogle ord på, hvad min vigtigste lærdom i livet har været indtil nu. Så forestil dig, at vi er til fest sammen. Det er nu, jeg slår på glasset, og rejser mig op for at tale:

De sorte rander

Hvis du ser mig første gang, lægger du sikkert mærke til mine sorte rander under øjnene. Dem er jeg nærmest født med. Jeg har aldrig været speciel god til at sove, og mange timer af mit liv er brugt på at ligge i sengen i de sene timer og stirre i loftet.

Men det er ikke bekymrings-stirren, der har været mest udpræget. Det har også kun periodevis været stress, der har været anledningen til det.

Jeg stirrer primært, fordi jeg bliver kreativ, når jeg har det godt. Og når der er ro omkring mig, kan tankerne for alvor boble og syde. Mulighed A, B, C, D og Z bliver gennemtænkt og overvejet, og i mange år har jeg været nødt til at tænde for et fjernsyn, så tankerne kunne få ro, når jeg har erkendt, at jeg bliver nødt til at sove.

Forandringen

Eller sådan var det. I maj skete der det, at jeg blev i stand til at leve på fuld tid af det, der giver mig allermest arbejdsmæssig mening: At blive inspireret og give inspiration videre, så det kan gøre en stor forskel i andres hverdag.

Hver gang jeg holder et foredrag, workshop eller kursus, føles det som om, at alt jeg har lavet, oplevet og lært i mit liv har ført frem til dette øjeblik. Og hver nat har jeg sovet godt siden.

Men selvfølgelig stirrer jeg stadig i loftet, inden jeg sover. Nu er det bare på et helt anden måde. Det er svær at forklare følelsen, så jeg vil lige gøre brug af en oplevelse, jeg havde i går – og ugen frem til.

Fødselsdagsgaverne

For præcis to uger siden fik jeg idéen til, at jeg ville bruge min fødselsdag til, at andre skulle have en gave i stedet. Det kan du læse om her, men det gik basalt set ud på, at jeg opfordrede alle til at give mig et beløb, så jeg kunne købe ting til familier, der er flygtet fra krig og nu opholder sig på Asylcenteret i Helsingør.

Pengene væltede ind i forhold til, hvad jeg havde forventet. Det var jo bare en skør idé, som jeg ikke gjorde særligt meget for at få ud i verden. Det skulle være simpelt og ikke tage tid, jeg ikke havde. Jeg siger altid i foredrag, at man skal give af sin overskud og ikke sit underskud, så det skal jeg selvfølgelig også selv efterleve.

Jeg kunne købe for ikke mindre end 3500 kroner legetøj. Det har været så vildt at se, når folk, jeg har ikke har talt med i ti år (eller måske aldrig), støttede formålet. Fra det første til det sidste køb, var det med et stille smil på læben og en god fornemmelse i maven. Selv da jeg stod i Ikea, og alle klagede over køens længde, følte jeg bare fred.

I går skulle jeg så aflevere tingene til Asylcenteret, og jeg havde fået mange forståelige bemærkninger med på vejen i forhold til, at det måtte være en fantastisk oplevelse at se børnene blive glade for de gode gaver.

Lykkefix vs. mavefornemmelse

Sådan en handling kan give et regulært lykkefix, og det er ofte årsagen til, at vi giver. Men i dette tilfælde var det ikke årsagen til, at jeg gjorde det. Og hvis det havde været min forventning, var jeg blevet slemt skuffet.

For da jeg ankom, stimlede masser af børn sammen om min bil. Vi måtte bære tingene ind i asylcenteret, mens børnene tiggede om at få lov til at lege med det, og vi kunne kun sige ”nej”, da tingene helt fornuftigt skal fordeles af de frivillige, så det ikke ender i kamp om de knappe ressourcer. Det vil sige, at min oplevelse i øjeblikket var, at jeg fratog en masse børn muligheden for at få noget, de gerne ville have. Det var med andre ord den præcis modsatte oplevelse, end man måske kunne forvente.

Men da jeg forlod Helsingør og vendte bilen hjemad var det ikke i skuffet tilstand over mit manglende lykkefix. Det var med verdens bedste mavefornemmelse og det stille smil på læben. Det her var bare så rigtigt. Jeg kunne allerede mærke der, at jeg glædede mig til at ligge i sengen og stirre i loftet.

35 år kogt ned til én sætning

Og så kommer vi frem til den erkendelse, det har taget mig 35 år at lære:

Glæden er kort og lykken er lunefuld, men mening varer ved og er din bedste ven.

For mening giver mig endnu mere lyst til at stå op i morgen, så jeg kan skabe noget, jeg kan ligge og stirre over, når natten falder på igen. Jeg vælger den gode mavefornemmelse og det stille smil frem for jublende lykkefix til enhver tid. Mening kan komme ud af de bedste og de værste tider, og den koster ikke en krone.

Lakmusprøven

Hvis du af og til oplever, at du ligger og stirrer i loftet og ikke mærker glæden over at skulle stå op i morgen, så brug det som en lakmusprøve på, at du skal gøre noget ved det.

Lad være med at jage lykken gennem lykkeindustriens utallige produkter, for det får den bare til at løbe længere væk. Den kommer som en dejlig sidegevinst til det liv, du fører, når du skaber det, der giver mening for dig – uanset om det er ti timer om dagen eller en time om ugen.

Lad bare de sorte rander præge mit ansigt de næste 35 år, så længe der er et stille smil og en god mavefornemmelse under dem.

Tak til alle jer, der gav mig gaverne, som jeg kunne give videre i går, og tak til alle jer, der har givet mig mening med på vejen siden 5. september 1979.

Kærlig hilsen

Tommy

PS: Du kan læse et andet indlæg om mening her.

Skriv en kommentar