OL 2012: Ildsjæle-medaljeoverrækkelsen

Den største sports-sommer i mange år er ovre, og det er sluttet af med et brag. OL i London har budt på mange store oplevelser: Spænding om medaljer, sportslige magtpræstationer (var der nogen, der sagde Usain Bolt?) og mange inspirerende historier.

Fra mit ildsjæle-perspektiv vil jeg især huske tre oplevelser, som jeg her vil dele med dig. Der er blevet værnet godt om optagelserne, så der kan ikke findes transmissioner på Youtube. Jeg håber dog, at du selv har oplevet dem, ellers skal jeg prøve at levendegøre det, så godt jeg nu kan.

Bronzemedalje: Jacques Rogges tale

Åbningsceremonien var jo I sig selv imponerende, om end lidt for lang for min smag. Men det smukkeste fra mig var faktisk talen, som IOCs formand, Jacques Rogge holdt. For han lagde særlig vægt på den inspiration, som atleternes præstationer giver alle os andre samt det ansvar, der følger med. De bedste linjer var disse:

I congratulate all of the athletes who have earned a place at these Games. And to the athletes, I offer this thought: Your talent, your dedication and commitment brought you here. Now you have a chance to become true Olympians. That honor is determined not by whether you win, but by how you compete. Character counts far more than medals.

Reject doping. Respect you opponents. Remember that you are all role models. If you do that, you will inspire a generation.

These Games bring many hopes. Hope for harmony and peace between the 204 National Olympic Committees. Hope to see the young generations inspired by the values of sport. Hope that these Games continue to promote sustainble development.

Dear Athletes, make us dream.

Godt skrevet!

Sølvmedalje: Montenegros damelandshold

Det var en vildt spændende finale i damehåndbold mellem forhåndsfavoritten Norge og outsideren Montenegro. I de sidste minutter var det tæt, men da det gik op for Montegros damer, at de ikke kunne vinde, tog de i stedet hænderne over hovedet og klappede modstanderne frem mod den endelige sejr.

Efterfølgende jublede de over deres sølvmedalje og hyldede deres stjernespiller, Borjana Popovic, som nu takker af efter en lang karriere.  Jeg synes, at det i højt grad viser den olympiske ånd. Som én af mine Facebookvenner skrev: ”Montenegro har sgu stil”.

Guld: Sarah Attar og hendes publikum

OL bød også på flere af de mærkværdige oplevelser, hvor en atlet på ingen måde kan hamle op med de andre. De er ikke udtaget pga. kvalifikation, men på wildcards. Det er altid en stor oplevelse, når publikum nærmest giver dem et større bifald end vinderen.

Men i år fik den type oplevelse en ekstra dimension. Saudi Arabien stillede for førte gang nogensinde op med to kvindelige atleter: En judokæmper og en 800-meter løber. Løberen hedder Sarah Attar, og det har været en lang kamp for hende at komme med. Da løbet går i gang er det hurtigt tydeligt, at hun falder langt bagefter, men hun fortsætter ufortrødent. Og hun får ikke bare bifald af publikum, men også stående bifald, jubel og hyldest.

Her handler det ikke om, hvilken tid hun når i mål, men om alt det der sker i den tid, vi alle lever i. Øjeblikket kan desværre ikke vises her, men du kan se et interview med hende efter løbet her.

http://www.youtube.com/watch?v=XhP86cOqSoU

Det var så min medaljeoverrækkelse.

Har du et øjeblik, som du særligt vil fremhæve?

Skriv en kommentar