Pengene er altid grønnere på den anden side

Da ”Joachim B. Olsen vs. Øzlem Cekic” debatten startede, glædede jeg mig til at få mange nuancerede måder at forstå diverse fattigdoms- og arbejdsløshedudfordringer på. Men i stedet har det udmundet sig til en efter min mening tåbelig debat om, hvorvidt det økonomisk kan betale sig at arbejde.

Stoffet til debatten udgøres af en særlig beregning om en familie, der lige præcist har de egenskaber, at der er to børn og begge forældre er på kontanthjælp. I så fald skal den ene af parterne tjene over 30.000 om måneden, hvis skal kunne ”betale sig”.

Det er sjældent, jeg bruger ordet ”tåbelig” om andre menneskers kommunikation, men det er det mærkat, jeg finder mest brugbart, når alle parter i en debat kun tager det økonomiske perspektiv.

Nu vil jeg fortælle dig om Jørgen…

Jørgen er faktisk en temmelig artig mand. Han har to børn og en kone, der arbejder som pædagog. Men Jørgen har det svært. Han har været medicineret i mange år, og har for en del år siden blevet berettiget til førtidspension (og det er ikke noget, man bare lige bliver).

Han kom til mig i sidste uge og sagde, at han var træt af, at stå op hver dag kl. 7.00, når der nu alligevel ikke var noget at stå op til. Han går bare rundt hele dagen og siger selv, at det gør ham endnu mere syg. Han er ret overbevist om, at kuren på hans bekymringer og frustrationer er at få et eller andet arbejde, hvor han kan føle, at han betyder noget. Og det vil han kunne føle, uanset hvilket job han fik og uanset lønnen.

Jeg skaffede ham en bisidder, der kan hjælpe ham med at tage sagen op med sin sagsbehandler, og bisidderen sagde til mig, at det var bestemt ikke den første sag af den type, han havde hørt om.

Hvad brænder ledige for?

Svaret på dette spørgsmål kunne ud fra den verserende debat være ”PENGE, PENGE, PENGE”, for det er jo den eneste grund til at arbejde. Men er det nu også det? I min undersøgelse: ”Hvad brænder danskerne for?”, har blandt andet 100 ledige svaret på en række spørgsmål. Et af spørgsmålene var: ”Hvad giver dig en fornemmelse af mening med dit liv?”, og jeg bringer top 11 her:

  1. At give noget til andre mennesker
  2. At have et kærlighedsforhold til et andet menneske
  3. At være en god far / mor
  4. At passe på min krop
  5. At blive anerkendt som et klogt menneske
  6. At få en succesfuld karriere
  7. At passe på miljøet
  8. At være en god leder
  9. At få mange penge
  10. At leve i overensstemmelse med min religion
  11. At blive berømt

Listen er i øvrigt stort set identisk med svarene fra folk, der har et job.

Jeg synes, at det er værd at bemærke, at det med pengene ligger under nedrykningsstregen. Men alligevel er det altså det motiv, den verserende debat opfatter som det væsentlige.

Hvis kun penge kunne betale sig…

Den eneste måde at mål andres motivation til at få et arbejde, synes at være det økonomiske incitament. For mig virker det helt ulogisk. Det vil være det samme som at sige, at man kun kan være interesseret i at skifte job, hvis man får flere penge ud af det. Eller at ingen nogensinde vil købe en vare, fordi det betyder, at de så har færre penge, hvis det gør det.

Penge var praktiske at indføre i sin tid, fordi vi så slap for at trække rundt på en ged og have æg i lommen, hvis vi skulle bytte en vare med andre. Men penge er altså ikke den eneste valuta, vi kan bytte argumenter med. Når folk i den ene skyttegrav føler sig sikre på, at folk i den anden skyttegrav kun går op i penge, så mener jeg, at det siger mere om beboerne i skyttegrav nr. 1.

Hvorfor arbejder Lars Larsen og Mærsk McKinney Møller stadig?

De to nævnte herrer kunne jo sagtens lade være og i stedet leve i “kontanthjælpsparadiset”, hvor jo man kan ligge i en hængekøje hele dagen og nyde livet, mens andre betaler for gildet. Men de arbejder, fordi det er et helvede at leve i den hængekøje! Vi mennesker vil have, at vores liv betyder noget – gerne hver dag, vi står op. Vi vil bidrage og anerkendes for vores bidrag. Det er derfor, vi arbejde – både frivilligt og lønnet.

Selvfølgelig vil både du og jeg også gerne have en portion økonomisk frihed, som en arbejdsløn kan føre med sig. Det er slet ikke det, jeg anfægter.

Pengene er sidegevinsten – ikke hovedpræmien

Os, der har været til banko, ved, at vinderen får en præmie og de to ved siden af får en lille sidegevinst. Lige nu debatteres sidegevinsterne: Som om folk ikke gå til banko, fordi sidegevinsten kun er et pund kaffe. Men folk går til banko, fordi de kan lide at være med i spillet, og fordi der er store gevinster at hente, som rækker langt ud over den røde pakke med de malede bønner.

Konsekvensen af denne debat er, at begge parter anklager den anden for kun at gå op i at få flere penge, mens ingen af parterne rent faktisk har det således. Min opfordring er derfor, at vi begynder at debattere, hvordan så mange som muligt får det meningsfulde og værdiskabende arbejdsliv i stedet. For det kan vi forhåbentligt blive enige om, at alle gerne vil have.

Og hvis nogen misunder kontanthjælpsmodtagernes paradisiske forhold, kan jeg kun opfordre vedkommende til at tilbyde sit job til ham eller hende.

Skriv en kommentar