Plads til passion i det offentlige

Hvordan kunne hun gøre det? En hjemmehjælper på Bornholm var så fræk at tage til en 80 års fødselsdag i sin fritid.

Normalt er det ikke et problem i sig selv, men nu var det sådan, at den 80-årige var én af de borgere, hun betjente. Derfor skal hun selvfølgelig ikke have lov til at arbejde hos den 80-årige mere, for venskab mellem ansat og borger er der naturligvis ikke plads til. Vi kunne jo risikere, at den ansatte kom til at brænde for sit arbejde.

En del af et større problem

Problemet på Bornholm skal nok blive løst, for nu er landsdækkende politikere gået ind i sagen. Men sagen er en vigtig brik i et meget større puslespil. Lad mig komme med et andet eksempel.

For noget tid siden var jeg på kursus med en fantastisk kvinde fra Cuba. Hun elskede sit job på et plejehjem, for på Cuba ærer man de ældre. Og nu fik hun oven i købet løn for at hjælpe dem. Om aftenen satte hun sig ofte ved en seng, holdt den ældre i hånden og sang en godnatsang for dem på sit charmerende dansk. Når nogen lå for døden, gjorde hun det selvfølgelig i længere tid. Indtil lederen fandt ud af det. Kvinden fik strengt besked på, at her skal de ældre have en pille, og så slukker vi lyset. Det var hårdt for kvinden, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, for hun elskede sådan set arbejdet, men kunne ikke leve med de vilkår.

Jeg kunne ikke hjælpe hende med den konkrete sag, for vi sad sådan set bare sammen i en workshop, hvor hun lettede sit hjerte for mig. Da vi mødte op på kurset næste dag, havde jeg tænkt meget over det, og jeg tog én af mine yndlingsfilm med til hende og gav den som gave, nemlig ”Patch Adams”.

Patch Adams

Måske har du set den autentiske film med Robin Williams i hovedrollen. Ellers bør du gøre det. Jeg kan også anbefale bogen ”Gesundheit”, som er skrevet af lægen Patch Adams selv. Han er yderst interessant i denne sammenhæng, da han netop ser relationen mellem lægen og patienten som det afgørende i helbredelsen. Han har taget nogle radikale skridt, som blandt andet er:

  • På Hospitalet bor lægerne sammen med deres familier
  • Man kan ikke umiddelbart kende forskel på læger og patienter
  • Humoren er i højsædet
  • Lægen skal besøge patientens hjem, før han / hun kan begynde helbredelsen, for hjemmet fortæller meget om patienten
  • Al behandling er gratis (og det er den jo normalt ikke ligefrem i USA)

Patch Adams er unik, men det er hans ønske om den gode relation ikke. Tusindvis af læger fra hele verden har arbejdet frivilligt for ham, for de ønsker også et venskab med deres patienter. Der er meget langt fra Patch Adams til Bornholms Kommune.  

En ret – ikke en pligt

Nu skal det ikke forstås således, at jeg mener, at alle skal have samme tilgang som Patch Adams. Det vil slet ikke kunne lade sig gøre og sker kun, hvis den enkelte medarbejder gerne vil det.

Men hovedformålet med, at der skal være plads til en god relation og ikke kun distance mellem medarbejder og borger er for mange medarbejdere afgørende for, at de kan brænde for deres arbejde. Og det vil vi vel gerne have?

Ikke kun plejesektoren

Amerikaneren Michael Lipsky undersøgte i 80’erne, hvilke dilemmaer, der prægede alle de jobfunktioner, der arbejder direkte med borgere. Det er fx lærere, politifolk, sagsbehandlere, jobkonsulenter, hjemmehjælpere osv. Et af de helt store dilemmaer var, at de fleste tager uddannelsen og jobbet, fordi det har et ønske om at hjælpe andre mennesker. Men det går hurtigt op for dem, at det kort sagt ikke handler om at hjælpe borgeren, men i stedet systemet.

Og konsekvenserne er store og dyre. Medarbejderne brænder ud, borgerne får ikke det, de ønsker og samfundet løser ikke den opgave, det skal. Det får igen konsekvenser, og det hele kunne ændres i en bedre retning, hvis der var mere plads til passionen – og dermed til ildsjælene.

Prøvet det på egen krop

Jeg har selv arbejdet fire år i det offentlige, og der var jeg så heldig, at passionen blev påskønnet. Jeg var både på hospitalet, efter en borger havde født, og jeg var i kirken, da en borger skulle begraves. Og til mange arrangementer derimellem. Det gjorde rigtig meget for min passion og min lyst og evne til at gøre et godt arbejde. Det kunne selvfølgelig også mærkes hos borgerne, og når de er glade, er systemet som regel også tilfreds.

Ofte behøver det ikke slet ikke være så omstændigt. Passionen kan også komme til udtryk i smil og gode toner, og sørme om det ikke smitter af på arbejdsglæden.

Samme dag som nyheden fra Bornholm kom mig for øre, så jeg i øvrigt denne artikel på Center for Ledelses hjemmeside: Ledere skal få passionen frem. Tak for den.

Jeg håber, at debatten og løsningerne ang. hjemmehjælperen på Bornholm kommer op på et højere plan, for der er brug for det – især i en tid, hvor nedskæringer både er nutid og fremtid.

Skriv en kommentar