Plant frø i 2014

Det er ikke, fordi jeg føler en særlig trang til at skrive eller holde nytårstaler – jeg taler jo resten af året i forvejen. Men denne gang har jeg en tanke, som handler om et helt år, og så er nytåret jo et oplagt tidspunkt at dele den på.

Uventet drømmejob

For nylig talte jeg med en god veninde, der havde scoret et drømmejob for de fleste. Det passede perfekt ind i hendes liv lige nu, og det gjorde, at hun kan gøre en endnu større forskel. Det spøjse er bare, at hun ikke havde søgt det, men var gået ind i på en arbejdsplads for at drikke en kop kaffe med en bekendt og kort efter stod hun på gaden med en underskrevet kontrakt. Den bekendte sagde, at en kollega havde fulgt noget af det, min veninde havde lavet på Facebook og derfor gerne ville møde hende. De talte kort sammen og det førte så til et jobtilbud og en underskrift kort efter. Var det magi?

Uanset om 2014 skal være året, hvor du finder den eneste ene, skifter karriere, starter karriere, bliver glad eller hvilke mål, du nu måtte have. Så har jeg et råd, som jeg hele tiden bliver mere og mere sikker på: Hvis vi vil opleve vækst, skal vi plante frø, så har du ikke behov for magi, der ikke findes.

Forventningen om vækst uden frø

Jeg er så heldig at møde fantastiske folk og ildsjæle over hele landet, og de deler ofte deres historier og valg med mig. Derudover har jeg jo også mine egne erfaringer. Både andres og egne erfaringer siger, at vi altid ønsker væksten, men af forskellige årsager ikke får plantet frøene.

Et frø kan være at skrive en sang, bygge et fuglehus, udgive en bog, male et billede, holde en fest og så meget mere. Og frøene kan ligge på lager i mange år – og måske endda et helt liv. Vi venter til det rigtige tidspunkt, hvor jorden og vejrforholdene er perfekte, og SÅ springer vi ud i det. Men hvis der noget, vi er sikre på i dette land, så er det alt vejret aldrig er perfekt. Så vi venter.

Start. Bare start.

Min veninde har plantet særdeles mange frø og lavet en masse spændende ting, og hun har aldrig været klar over, hvad det skulle føre til. Men et af disse frø førte altså en kold vinterdag til et uventet drømmejob. Da jeg i sin tid såede et frø, der hedder ”ildsjæl”, havde jeg ikke i mine vildeste drømme forestillet mig, hvad det kunne betyde for mig i forhold til, at jeg i dag møder tusindvis af mennesker hvert år, lærer noget nyt hele tiden og føler, at jeg gør en forskel.

Jeg startede bare med at tale med nogle mennesker, lave en hjemmeside og skrive en bog for at se, hvad der ville ske. Da det første tryk af bogen blev udgivet, var der ikke mindre end 23 tastefejl, men den blev udsolgt alligevel, og til mine første foredrag var folk for høflige til ikke at gå, hvilket jeg måske selv havde gjort. Men i dag er jeg kommet meget længere, og der var intet sket, hvis jeg havde vente med at plante frø.

Det samme gælder for så mange ildsjæle og iværksættere for den sags skyld. De siger til sig selv, at gjort altid er bedre en planlagt. Sætningen har jeg også skrevet i mit seneste blogindlæg om bogen Borgerlyst, der i sig selv er et glimrende eksempel på at så et frø og se, hvad der sker.

Chili-Klaus

Prøv fx at tænke på Chili-Klaus, som startede med at lave små videoer, hvor han selv får det dårligt af at spise stærke chilier. Jeg er helt sikker på, at han ikke havde regnet med, at hans videoer ville blive set flere millioner gange, og at kendisserne står i kø for at chili-ydmyge sig selv for åben Youtube. Men han plantede frøene, og så tog det far.

Det fantastiske ved velplantede frø er, at de kan fungere som positive håndgranater. De sprænger og rammer en masse forskellige mennesker, og så reagerer nogle på det, og det kan føre dig et andet sted hen, end du havde regnet med, men måske er det netop det sted, du havde håbet på.

Din egen vej

Der er den lige vej til succes, jobs og kærligheden, men det er bare ikke altid den, der lykkes – ofte fordi den er befærdet med hundredtusindvis af andre, der også prøver at nå det samme mål. Vær endelig én blandt den store flok, men sørg også for at få plantet dine egne frø, hvor de andre ikke gør det. Du har helt sikkert en idé, en evne eller en viden, som du aldrig har gjort det helt store ved. Det har aldrig været lettere at gøre det end nu.

Du kan fx bare skrive, hvilket frø du gerne vil plante herunder, på Facebook eller med en brevdue, og så er du allerede tættere på. Men det kan også være, at du ender et helt andet sted. Hvis du gør det på grund af et frø, du selv har plantet, vil det sikkert være et endnu mere fantastisk sted, end der hvor du gerne vil hen nu.

Pløj selvom høsten er skjult

Det kræver bare, at du tør smide frøet i jorden, uden at være sikker på, hvad der kommer op. Hvis du kigger i højskolesangbogen, kan du finde Kristian Østergaards smukke sang: ”Vi er fæstere her for en tid”. Han starter endda med en proces, der kommer inden frøet skal plantes, når han i sidste vers skriver:

Ja vort liv det skal forme sig rigt
Som et strålende, yndefuldt digt,
Når vi pløje,
Selv hvor høsten er skjult for vort øje.

Hav et fantastisk nytår og glæd dig til at plante frø!

PS: Hvis du gerne vil have lidt ekstra inspiration til at få det GJORT, kan du læse mit tidligere blogindlæg ”Farvel til MENnesket” her.

Skriv en kommentar