Rolihlahla – Lad os udfylde tomrummet efter Ballademageren fra Sydafrika

Efter at stormen Bodil havde fyldt både sendeflader og sociale medier i går, blev hun pludseligt glemt, da nyheden om Mandelas død kom frem. Der er for så vidt ikke meget breaking news over, at en syg 95-årig mand ikke lever længere, men den store interesse og globale sorg vidner om den indflydelse, han har haft.

Lad ikke budskabet dø med manden

I dag kommer der så mindeord fra hele verden, og det er ikke min hensigt at bidrage til det. Jeg kom i stedet til at tænke på, at mange skrev, at han efterlader et kæmpe tomrum, og at arven efter ham ikke kan løftes. Men vil det sige, at vi har glemt hans budskab allerede samme dag, som han døde?

Han var netop meget konkret i sit budskab om, at vi med egne hoveder og hænder KAN gøre en forskel, hvilket han jo også beviste selv. Vil det så ikke sige, at vi alle kan være med til at fylde tomrummet efter ham? Er det ikke lige præcis ildsjæle, der gør en forskel?

Rolihlahla

Nelson Mandela havde mange ”kælenavne” – bedst kendt er nok Mandiba, som er hans stammenavn. Men et andet navn er Rolihlahla, som betyder ”Ballademageren”. Det kan man vel også med rette kalde en mand, der planlagde et bombeangreb for en større sag og som først blev fjernet fra USA’s terrorliste for fem år siden.

Men det er også den samme mand, der i 1994 modtog Nobels Fredspris, så der må siges at være bred enighed om, at han kæmpede for en god sag, selvom metoderne nok kan diskuteres (og allerede bliver det)

Ildsjæle er ofte ballademagere

Det at være ballademager er dog ikke et ukendt begreb, når vi taler om ildsjæle. Jeg har talt med rigtig mange, der føler sig set som ballademagere, fordi de gerne vil ændre på den verden, de lever i. Det kan være lokalsamfundet, arbejdspladsen, organisationen eller vilkår i den anden ende af verden. Og de laver ballade, men det skal kun forstås negativt hos dem, de gerne vil lave om. For alle dem, de kæmper for, er de helte eller ildsjæle, om man vil.

Det kræver dog mod at være en ballademager, for der står altdominerende kræfter bag status quo. Det var også tilfældet i Sydafrika, da Mandela forsøgte at gøre oprør. Men det gælder også i Danmark, hvor ildsjæle hver dag tager kampen op, og det skal de blive ved med (på lovlig vis), og det skal vi endda blive bedre til. For så kan det faktisk ende med, at vi kan fylde tomrummet efter ballademageren fra Sydafrika.

Din mening?

Hvis vi skal ned på det konkrete plan: Hvad tænker du så, vi kan lære af Mandelas liv? Hvad var det præcis, han gjorde, der gør ham elsket over hele verden? Hvordan gjorde han en forskel? Og hvordan kan vi fortsætte hans arbejde uanset hvilken god sag, vi kæmper for?

Skriv en kommentar