Sådan laver du et billede af din gravsten

Det kan lyde dystert, men det her handler faktisk om at få noget ud af sit liv.

I sin bog ”7 gode vaner” har Stephen Covey en øvelse, hvor man skal forestille sig sin egen begravelse. Hvad vil man gerne have, at ens pårørende og andre siger om én? Og hvordan kan man så leve sit liv sådan, at de kommer til det? Jeg vil gerne tage det næste skridt i denne øvelse.

For takket være internettet, er det muligt at lave et bud på, hvordan din gravsten kommer til at se ud. Gravstenen består af tre elemeter:

  • Dit navn
  • Årstal for fødsel og død
  • En mindetekst

Hvor mange år har du tilbage?

Dit navn går jeg ikke ud fra, du behøver hjælp til. I så fald står det ikke så godt til.

Men årstallet kan måske drille lidt. Der er forskellige måder at beregne den forventede levetid på, og her er én af dem. Jeg har prøvet lidt forskellige tests, og de siger som regel, at jeg bliver 80 år gammel. Altså vil mine tal være 1979-2059 med de gener og den livsstil, jeg har.

Måske synes du, at det er makabert at sidde og arbejde med, hvornår man skal dø. Men du SKAL jo dø. Det er det eneste sikre ved livet. Det usikre er så, om man egentligt får LEVET.

Det, jeg synes, er makabert er, at hvis man først kommer i gang med at leve, når det er ved at være for sent. Og det kan en deadline være med til at undgå. Det kan godt være, at en deadline angiver dødstidspunktet, men den angiver jo også, hvor meget tid du har at LEVE i.

Alene dette dødsårstal kan være med til at give én et spark bagi. For ganske vist afhænger det dels af vores gener, men det er så sandelig også afhængigt af adfærden. Så ønsker du at dit reelle dødsår skal være anderledes, må du jo så gøre noget for det. Her kunne der tales og skrives om ulemperne ved usund livsstil, men i bund og grund handler det jo om, hvor længe du ønsker at leve. Her ser jeg selvfølgelig bort fra ulykker og tragiske, uforskyldte sygdomme.

Din mindetekst

I forhold til din mindetekst kan du gøre to ting. Du kan skrive den tekst, som du gerne vil have, der skal stå. Men du kan også skrive den tekst, som vil være en konsekvens af det liv, du lever nu. Det kan jo sagtens være, at det vil være den samme tekst. Men jeg er sikker på, at i nogles tilfælde vil en gravsten fx ligne dette:

  • Her hviler Peter Petersen. Han lærte aldrig at sige ”nej”.
  • Her hviler Anne Annesdatter. Hun arbejder meget.
  • Her hviler Arne Arnesen. Han brokker sig stadig.

Der er jo (forhåbentlig) altid en pointe med en øvelse, og det er der også med denne. For mindeordene kan du stadig nå at påvirke. Du har endda et bud på, hvor mange år, du har til at gøre det endnu.

Når du har fundet på de mindeord, du gerne vil have, kan du plotte dem ind på denne gravstens-generator sammen med dit navn og årstallene. Og nu har du din gravsten.

Du kan endda printe billedet ud og hænge det op for at minde dig om at gøre det, du gerne vil – og om hvor lang eller kort tid, du har til det.

Så sådan laver du et billede af din egen gravsten.

Rigtig god fornøjelse!

Skriv en kommentar