Smil eller bliv fyret!

Kender du den leg, hvor man sidder på en række, og en sætning skal hviskes fra den ene ende af rækken til den anden? Det sjove er, at når sætningen når til den sidste person, har den forvandlet sig til noget helt andet.

Dette blogindlæg handler om, hvordan noget lignende er sket for den positive psykologi, men konsekvensen er ikke morskab, nærmere end tragedie, der matcher H.C. Andersens ”Kejserens nye klæder”.

I begyndelsen af hviske-rækken har vi grundlæggeren af den postive psykologi, Martin Seligman, og i den anden ende er millioner af ledere verden over.  Mellemhviskerne er en række forfattere, coaches, foredragsholdere og andre velmenende mennsker inden for personlig udvikling.

Hviskelegen startes

Martin Seligman er en anerkendt psykolog, der en dag finder ud af, at psykologien rummer et meget stort og uudnyttet potentiale. Man har altid brugt den til at forklare og forhåbentligt kurere sygdomme, men Martin Seligman får opdaget et nyt land, hvor psykologi også kan bruges til at hjælpe mennsker, der ikke er syge. Det nye land hedder den positive psykologi og handler om, hvordan vi bliver mere lykkelige som mennesker. I sin bog ”Authentic Happiness” fra 2002 forklarer han den positive psykologi således (min oversættelse):

Positiv psykologi handler om de lykkelige og ulykkelige øjeblikke, hvordan de sammen væver et tæppe og de styrker og dyder, der til sammen skaber din livskvalitet.

Slutningen af legen

Vi springer lige frem til slutningen (og kommer tilbage til mellemvejen). Enhver leder eller lederaspirant har taget den positive psykologi til sig. Den handler om at få sporet alle medarbejdere ind på lykkens vej. Der er ikke plads til negative tanker, for det skaber kun ondt, dårligt arbejdsklima og minus på bundlinjen.

På Wall Street fyrer man børsmæglere, der siger, at der er altså ved at være noget galt på markedet. De onde, onde børsmæglere er endda så forfærdelige mennesker, at de hævder, at der er en boble, som er ved at sprænges, og det kan skabe en finanskrise, man ikke har set siden krakket i 1929. Sådanne negative tanker er der da slet ikke plads til, så kast de børsmæglere for arbejdsløshedens løver.

På et asiatisk hotel forbyder man de ansatte at sige ”nej” til kunderne. Uanset hvad kunden siger, skal man takke og sige ”ja”. Hvis man er så forfærdelig, at man gerne vil sige nej, skal man have tilladelse fra en leder først.

Men vi behøver hverken rejse til USA eller Asien for at finde eksempler. IT Factory var en prisvindende succes, for man skaber jo ikke negativitet omkring noget, der er ”så godt”. Vi kan også komme tættere på. Faktisk ind i dine omgivelser. For overalt oplever vi ledere, der opfordrer til at være positiv, tage ja-hatten på, give den gas, selvom man egentligt sidder med et problem, man gerne vil have deres hjælp til, og som ikke forsvinder ved at tænke positivt.

I den helt horrible ende (efter min mening) er vi nået til bogen ”The Secret” eller ”Hemmeligheden”, som har solgt millioner af eksemplarer verden over. Den handler kort sagt om, at man skal forestille sig sine drømme og tro på dem, og så vil de ske. Jeg finder det uproblematisk, at bogen er skrevet, for enhver skal da have sin chance for at skrive. Men når den bliver solgt i så mange eksemplarer er der noget galt.

Forfatteren Rhonda Byrne er en australsk TV-producer, der har samlet gamle bidrag beslægtet med positiv psykologi og ”loven om tiltrækning”, bundet det ind i en bog med vokssegl og bilder os ind, at man bliver indlemmet i en årtusinde gammel, skjult videnskab, der nærmest er nedarvet fra far til søn og nu til dig. Lad mig lige nævne to eksempler på Rhonda Byrnes ”teorier”. Tsunamien i Asien fandt sted, fordi mange sendte tsunami-vibrationer ud i verden. Mennesker bliver overvægtige, fordi de sender overvægts-signaler ud i verden – ikke fordi de spiser mad og ikke dyrker motion.

Jeg bebrejder ikke alle disse velmenende ledere noget, men påpeger, at noget gik galt på mellemvejen.

Hvad skete der på mellemvejen?

Tilbage til hviskelegen. Vi kan nu konkludere, at én mand er begyndt at hviske noget i den ene ende, og det er blevet til noget helt andet i slutningen af legen. Martin Seligman talte om at skabe balance mellem det lykkelige og ulykkelige, men det er efterhånden blevet til, at negativitet er forbudt og fiasko er ham-der-ikke-må-nævnes.

Der skete det, at nogle meget dygtige og inspirerende mennesker tog den positive psykologi til sig og gjorde den til big business. For hvis man bare vender lidt rundt på brikkerne, så kan man bruge det til at sige, hvad alle gerne vil høre: ”At himlen altid er blå, og vi kan få, hvad vi ønsker os”. Derudover skal vi fjerne os fra alt negativt.

De amerianske motivationstalere er nogle gode eksempler. Tag for eksempel ”The pitbull of business” J.P. Maroney, der siger:

Negative mennesker stinker! Undgå dem med alle midler. Hvis du skal klippe båndene til mennesker, du har kendt i mange år, fordi de er negative, så må du gøre det. Stol på mig. Du klarer dig bedre uden dem (min oversættelse).

Der er vokset en kæmpe industri frem, skrevet tusindvis af bøger og uddannet mange coaches, der skal fortælle os, at den rene positivitet er vejen frem. Overalt kan man tage kurser i at få succes og tjene kassen. Som regel er de inspirerede af Seligmans voldtagede ord.

Industrien blev især pumpet frem af forsikringsselskaber, der skulle bruge noget, der kunne motivere deres sælgere. Livet som sælger er hårdt, for du skal kunne modtage 99 sure svar og stadig være glad og positiv, når du ringer og forstyrrer nummer 100. Derfor skulle man bruge noget, der kunne overbevise sælgerne om, at det slet ikke er hårdt. Man skal bare bænægte tankerne i sit hoved, så følger følelserne med. Det hele blev hjulpet godt på vej af talkshowværter og medier generelt. Når vi gerne vil høre, at alt er dejligt, så er der også medier, der vil fortælle os det.

Denne form for tankestyring opleves med garanti her midt i finanskrisen. Alle steder skal der spares og løbes hurtigere, og så er det da naturligt at gøre det med et smil på læben og lykke i sindet – eller hvad?

Konsekvensen

Kan positivitet have negative konsekvenser? Ja, det kan den, når det sker under tvang. Den helt store fare er, at den bliver brugt til at censurere vores følelser. Bevidst eller ubevidst er mange ledere med til at sige til deres medarbejdere, at nogle følelser er gode, mens andre er forbudte. Nogle ender endda med at miste deres job på grund af deres ”forkerte indstilling”. Og det er særdeles usundt.

Undersøgelser viser, at de, der arbejder i serviceerhverv, ofte skal skjule deres sande følelser overfor kunderne. Det gør, at de oftere bliver stressede og føler depression og angst, idet de ved at undertrykke deres følelser producerer mange stresshormoner.

Men jeg har også oplevet, at ansatte i andre brancher giver udtryk for, at de føler sig meget udbrændte, når de oplever, at deres negative følelser ikke tages alvorligt. Det får også konsekvenser for virksomheden. Dels vil der blive sygemeldinger og hyppigere udskiftning af medarbejdere, men det er heller ikke fornuftigt at samle et hold af nikkedukker og rygklappere, der kan gå og klappe hinanden ud over skrænten.

Løsningen

Jeg skriver bestemt ikke dette blogindlæg, fordi jeg mener, at vi skal væk fra positivitet. Jeg mener heller ikke, at vi skal væk fra negativitet. I stedet for at gå væk fra noget, skal vi tættere på os selv. Tættere på virkeligheden. Vi skal blive optaget af at finde ud af, hvad det egentligt er, der sker i os selv og omkring os. Vi skal kort sagt til at tage virkeligheden og de virkelige følelser alvorligt.

Som Martin Seligman (ham der startede hviskelegen) siger, handler det om et tæppe, der både består af lykkelige og ulykkelige øjeblikke. Ensidig positivitet og ensidig negativitet er et bedrag, der i længden kun skaber frustrerede ansatte og bad business. Kun ved at anerkende vores negative følelser, kan vi reagere på dem, bearbejde dem og få det bedre psykisk.

Det er blandt andet én af grundene til, at jeg holder så meget af ildsjælebegrebet. Der er noget autentisk og virkeligt over det, fordi det netop handler om, hvad den enkelte rent faktisk brænder for. Det medfører altid både negativitet og positivitet, og jeg hjælper mange med at finde balancen i det, og det betyder næsten altid, at de skal fokusere på deres reelle følelser for det, de laver.

For ildsjæle er ingen følelser forbudte, for det er alle op og nedturene, de skal leve af.

Yderligere inspration:

Dette blogindlæg er blandt andet inspireret af følgende:

”Authentic Happiness” af Martin Seligman. Se ham tale her.

“Bright-sided – How the relentless promotion of positive thinking has undermined America” af Barbara Ehrenreich. Oplev tale hende om det her.

“Ja 2010 – Sveriges främsta säljsinspiratörer om positivt tänkende” af Max Söderpalm.

”The power of positive thinking” af Norman Vincent Peale

“Jagten på det perfekte liv” af Tal Ben-Shahar

Skriv en kommentar