Tag medansvar som tilhører

I flere år har jeg undret mig over noget. Jeg tror, at mange andre foredragsholdere gør det samme, men det er jo ikke helt let at give en opsang til sit publikum. Men det har jeg altså tænkt mig at gøre her.

Jeg har vel set mere end 100 foredrag af professionelle foredragsholdere. Men jeg har ikke altid holdt øjenene mod scenen. Ofte kommer jeg til at se på mit med-publikum. Og det er der, jeg virkelig undrer mig. For der findes overraskende mange, der ikke tror, at manden / kvinden på scenen ikke kan se dem.

Der bliver lystigt kigget ud af vinduet, sendt sms’er, talt med naboen, stirret ned i bordet og småsovet. Og det er både unge, gamle, mænd, kvinder, chefer, medarbejdere og alt derimellem. Hvordan tror du, det ser ud, når man står på scenen og ikke lavet andet end at kigge ud mod publikum?

Jeg har flere gange efterfølgende talt med personer, der udviste nævnte adfærd. Der bliver oftest sagt: ”Jamen, jeg lytter da også. Det gør jeg bare nemmest, hvis jeg ser ned i bordet imens.” Det kan sagtens være, at det forholder sig sådan, men det ved foredragsholderen jo ikke. Og det går ud over foredragsholderens gejst. Jeg har set fuldtidsbeskæftigede foredragsholdere gå helt stå, hvis publikum ikke viser, at de er opmærksomme.

I teatret tror vi også, at skuespillerne ikke kan se os, for lyset er jo på dem, og vi sidder i mørket. Men virkeligheden er, at scenelyset skinner igen i det hvide i vores øjne. Derfor er det faktisk ret let for skuespillerne at se, om publikum er med.

Det helt paradoksale er, at ofte betaler publikum (eller deres chef) i dyre domme for at lytte på foredragsholderen, og så er de så ligeglade med deres egne penge, at de ikke vil forsøge at få læring ud af det.

Nu tænker du måske, at det saftsusemig må være foredragsholderens og skuespillerens opgave at gøre det spændende for publikum at vise aktiv lytning. Det er det helt klart også. Men det bliver ikke lettere at være på, hvis nogle er stået af fra starten. Og hvis man fjerner sin opmærksomhed fra scenen, så er det jo lige meget, hvor mange forsøg på at fange opmærksomheden, der kommer deroppefra.

Jeg mener, at man som publikum deler ansvaret for det gode foredrag. Kan du ikke finde hoved eller hale i de verbale udskejelser, så ræk hånden op og sig det. Er det bare dræbende kedeligt, så tænk over, at det måske sagtens kan være lærerigt alligevel.

Og er alt andet håb ude for dig, så sid og mærk efter i dig selv: hvorfor får du ikke noget ud af det, selvom du lytter? Hvad er det, der ikke rammer dig? Du har sandsynligvis selv bestemt at sidde der, så det er jo smart at blive klogere på, hvad du ikke skal vælge en anden gang – eller hvad du skal sige til foredragsholderen som feedback.

Hvis du er ligeglad med foredraget, er du ligeglad med din egen læring og dermed dig selv.

Skriv en kommentar