Troen på livet vort – menneskets værd

Jeg har blogget om Fangekoret før, og jeg kommer til det igen. Denne gang er det i anledningen af filmen om koret, som netop er udgivet. Det er en dokumentarmusical, som er lavet af Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersen fra Sfinx Film. Den har været sendt på DR2 i en 18 minutter kortere udgave, men nu kan du købe den fulde version. Og det, synes jeg, du skulle tage at gøre.

I filmen følger vi dels fangekoret på turne rundt i danske kirker, men vi kommer også ind bag tremmerne sammen med Brian Bo, Bergur, Karsen og Jesper og ikke mindst korets karismatiske ”moder”, Louise Adrian. De medvirkende deler deres tanker råt for usødet, ganske som det er tilfældet med de tekster, de skriver. Gennem filmen klippes der ofte til koret, der synger, således at der er rig mulighed for at nyde både tekst og musik.

Det er kunst!

Efter fremvisningen af filmen på premiereaftenen, var der debat med forskellige eksperter. En af dem var hjerneforsker og Peter Vuust, som skulle fortælle lidt om, hvorfor man muligvis kan synge sig ud af kriminalitet. Han havde ikke noget forhold til Fangekoret inden filmen, men efter at have set den, måtte han midt i debatten udbryde: ”Der er i øvrigt ikke nogen, der har talt om den kunstneriske værdi i dette her (Numrene fra Fangekorets nye CD). Teksterne er fantastiske! Det er mange år siden, jeg har oplevet så rørende tekster”.

Det er en vigtig pointe. Fangekoret kunne sagtens synge gospelklassikere og turnere med bifald i hele landet, men det er ikke projektet for Louise Adrian eller fangerne. Det handler i stedet om at komme ud med alle de tanker, følelser, smerte og håb, som gennem mange år bag tremmer har hobet sig op. Og det gør ved at være 100 % autentiske, hvilket er det, der især får teksterne til at ramme lige der, hvor hjertet slår.

Hele denne proces er også med i filmen, hvor vi blandt andet oplever fangerne sidde alene i cellen og notere tekster, samt når de for feedback af korlederen og træner at udlevere deres inderste følelser sammen med resten af koret.

Det gør ondt

Til premieren i Park Bio var der så fyldt, at selv Claus Meyer måtte tage plads på gulvet. Og luftfugtigheden steg kraftigt i lokalet flere gange, når fangernes smerte trænger ud gennem både tekst, musik, billede og lyd. Tårer blev både klemt ud og stod ud som vandfald hos andre. For eksempel da Jespers mor holdt 95 års fødselsdag i sin smukke have – dog uden Jesper, som ikke fik udgang til lejligheden.

Men flere medlemmer af Fangekoret var til stede og sang blandt andet: ”Den, der har elsket mig højst er min mor. Jeg sårede hende, og sorgen var stor”. Et af ønskerne fra moderen, der har besøgt sin søn trofast i fængslet i mere end 25 år, var at se Jesper som en fri mand, inden hun døde. Men alle, der sad i rummet og kendte lidt til koret, vidste, at det nåede hun desværre ikke at opleve.

Smerten fra fangerne er ikke en: ”Hav ondt af mig, for det er synd for mig – smerte”. Det er i stedet en: ”Jeg har ødelagt mit liv og drømmer om en dag at få det tilbage – smerte”. De drømmer først og fremmest om at kunne tilgive sig selv. Og det gør indtryk i en tid, hvor der desværre debatteres meget perspektivløst om, hvorvidt fangerne er på badeferie, når de sidder inde.

Det giver håb

Men det er heller ikke en dokumentarisk tåreperser uden pause. Instruktørerne har mange gange fanget de medvirkendes smittende humør, når de mobber hinanden og diskuterer, om det er bedst at være langhåret eller skaldet som gråhåret. Eller som da Karsten fx fortæller meget levende om, hvordan han blev fanget af politiet efter et bankrøveri, mens han sad og talte pengene. ”Der var gennemtræk, så alle pengene fløj rund på Ring 4 motorvejen”, konstaterer han tørt.

Der var mange grin i biografen, og humoren sammen med de smertefulde tekster viser, at trods forfærdelige forbrydelser, mange år bag tremmer og for manges tilfælde en opvækst i Helvede, så har de beholdt deres menneskelighed. Det giver et håb for fremtiden

Og dilemmaet er for mange, hvad vi skal gøre med mennesker, der har begået monstrøse handlinger? Kan vi forhindre, at det sker igen? Og kan det gøres gennem sang? Filmen stopfodrer ikke seeren med svaret, men holder sig til den musicaldokumentariske stil, hvilket fungerer til perfektion. Denne film sætter dine tanker og følelser i gang, og den kan ikke glemmes. Og det bør den heller ikke.

Fangekoret handler om dig og mig

I virkeligheden handler Fangekoret (både filmen og koret) ikke ”kun” om nogle fanger, der laver og synger sange. Det handler om, hvor meget vi tror på mennesket. Hvor meget kan mennesket overkomme? Kan mennesket forbedre sig? Hvad er mennesket værd?

I bund og grund er det store spørgsmål: Kan det gode i mennesket vinde over det onde? Og når du har brugt 78 minutter af dit liv på at se filmen, er du væsentlig bedre rustet til at svare på det.

Mit personlige svar har jeg hentet fra Nordahl Griegs ”Til ungdommen”, hvorfra overskriften på dette blogindlæg også er hentet. Sidste vers i sangen lyder:

Ædelt er mennesket
Jorden er rig

Findes her nød og sult

Skyldes det svig

Knus det – i livets navn

Skal uret falde

Solskin og brød og ånd

Ejes af alle

Læs mere på Fangekorets hjemmeside, filmens hjemmeside eller mine tidligere blogindlæg: Alt det, der kommer indefra, Fangernes muse eller Ildsjæl på en tallerken – langt fra vand og brød


Skriv en kommentar