Var Hitler en ildsjæl?

Mit første formål med at interessere mig for begrebet ”ildsjæl” var at finde en opskrift, der var baseret på et nedkog af de mange interviews med ildsjæle, jeg havde lavet. Jeg ville med andre ord lave en definition, der var baseret på praksis og ikke et opslag i en ordbog.

Jeg deler ud af opskriften til stort set alle mine foredrag, og hvis du ikke har læst den før, så er den:

Ildsjæl = at give + entusiasme + kald

Formlen kan kort forklares således:

Ildsjæle:

  • giver noget til andre. Det kan være tid, penge, netværk, ressourcer, anerkendelse osv.
  • viser, at de brænder gennem deres entusiasme (på forskellig vis)
  • har et kald i det, de laver. Dvs. at de oplever, at deres indsats er en del af noget større end dem selv.

Det er ofte dejligt med formler og regler, for så ved vi, hvad vi skal gøre for at opnå et bestemt resultat. Men som med den tyske grammatik, er der ofte undtagelser – eller i dette tilfælde – en tilføjelse.

For en dag kom jeg til at tænke på, om opskriften holder i forhold til forskellige berømte personer, og her tager jeg den værste af slagsen, nemlig Hitler. I sin samtid mente mange af hans følgere, at han gav dem et nyt rige. I sine taler var han bestemt entusiastisk, og han havde et klart kald i forhold til det, han ville opnå.

Formlens fjerde element

Som ildsjæl holder han i forhold til opskriften, men en ildsjæl var han selvfølgelig ikke. For hvad er det, som ildsjæleformlen ikke rummer?

Gennem mine samtaler og efter reaktioner på foredrag er det tydeligt, at ildsjæle også besidder det, der med et par fine ord hedder integral bevidsthed. Jeg skal nok uddybe, men jeg vil lige slå fast, at det havde Hitler bestemt ikke.

Hvad er integral bevidsthed?

Det korteste eksempel, der forklarer begrebet er Obamas ord: ”Yes, we can”. Her lægger jeg især vægt på ordet ”vi”. For integral bevidsthed handler om at tage det bedste fra flere verdener og tilgange og så skabe noget sammen – man sidder ikke selv med den endelig løsning, men kan sammen med andre tænkebaner skabe noget sammen. Man er bevidst om, at flere ting skal integreres i hinanden.

Sociologen Emilia Van Hauen ser i sin fremragende bog ”Farvel ego-fest” integral bevidsthed som en varsling på ”Den anden oplysningstid”. I den første oplysningstid handlede det om et opgør med kirkens enevælde og eneret til at fortolke verden. Nu handler det om et opgør med den opdeling som blandt andet videnskaberne repræsenterer. Naturvidenskaben, teologien og psykologien fortolker fx verden forskelligt, men som integralt bevidste mennesker kan vi forsøge at samle tilgangene og skabe noget større.

Globaliseringen spiller selvfølgelig en væsentlig rolle i denne udvikling. Når jeg kan sidde i Valby og følge med i, hvad en fremmed i Vancouver skriver i samme minut, så åbner det for, at vi kan inspireres af hinanden og skabe noget større end os to til sammen.

De integralt bevidste ildsjæle

Nu blev det lidt højtsvævende, og jeg har altså ikke siddet og talt direkte med ildsjæle om globaliseringstendenser og videnskabers erkendelser. Men jeg kan sagtens genkende deres holdninger og handlinger i den integrale bevidsthed. De har for eksempel en meget åben holdning til andre kulturer, kæmper for at skabe løsninger som kan rumme andre end dem selv, og sidst men ikke mindst så er langt de fleste ildsjæle altid i udvikling, hvor de lærer og inspireres af andre.

Dermed ikke sagt, at ildsjæle ikke står fast omkring bestemte holdepunkter. De kæmper naturligvis for netop deres kald og kan godt være hårde overfor de, som vil modarbejde dem. Det SKAL de gøre. Men heldigvis, så er kaldet som regel også en direkte afledning af en integral tankegang.

Så Hitler var ikke en ildsjæl. Og måske ville mange millioner mennesker endda have undgået de forfærdelige skæbner, hvis han havde stiftet bekendtskab med en integral bevidsthed. Eller bare med en rigtig ildsjæl.

Skriv en kommentar